Udland

Nordkorea: Trumps ord er en klar krigserklæring

Nordkorea er i deres gode ret til forsvare sig, når USA erklærer krig, siger den nordkoreanske udenrigsminister.

Donald Trumps udtalelser om Nordkorea i løbet af weekenden er en klar krigserklæring. Sådan lyder det i dag fra den nordkoreanske udenrigsminister Ri Yong-ho.

- I weekenden udtalte Trump, at vores styre ikke ville være her meget længere, og dermed erklærede han krig mod vores land, siger den nordkoreanske udenrigsminister.

Udtalelsen kommer efter, at den amerikanske præsident i weekenden tweetede, at Nordkorea ville blive udslettet, hvis den nordkoreanske udenrigsministerens tale i FN's generalforsamling lørdag reflekterede Kim Jong-uns tanker.

Føler USA sig truet, har landet ikke andet valg end at destruere Nordkorea, lyder det fra præsident Donald Trump fra talerstolen ved FN's årlige generalforsamling i New York. Video: Michael Rathje

- Jeg hørte Nordkoreas udenrigsminister tale i FN. Hvis han siger det, som den lille ’raketmand’ tænker, så vil de ikke være her ret meget længere, skrev Trump på sin Twitter-profil.

Raketmanden er et øgenavn, som Donald Trump på det seneste er begyndt at bruge om Nordkoreas leder Kim Jong-un.

Nordkorea ønsker ikke krig

Den nordkoreanske udenrigsminister siger også, at Nordkorea har ret til at skyde amerikanske bombefly ned, men at landet ikke ønsker, at situationen skal udvikle sig til reel krig. Han beder verdenssamfundet huske på, hvem det er, der har erklæret krig.

- Eftersom den udmelding kommer fra USA's siddende præsident, er det en klar krigserklæring, og alle de lande, der er medlemmer af FN og resten af verden, skal huske, at det var USA, der erklærede os krig, siger udenrigsministeren.

- FN's charter præciserer de enkelte medlemslandes ret til at forsvare sig. Eftersom USA har erklæret krig mod vores land, er vi i vores gode ret til at træffe modforanstaltninger, herunder også at nedskyde USA's bombefly, allerede inden de når inden for grænserne af vores luftrum. Så får vi at se, hvem der ikke vil være her ret meget længere, siger Ri Yong-ho.

Lørdag sendte USA netop et bombefly på vingerne. Det holdt sig til internationalt luftrum øst for Nordkorea, men gik alligevel tættere på end sædvanligt:

- Dette er det længste nord for den demilitariserede zone, som noget amerikansk kamp- eller bombefly har fløjet ud for Nordkoreas kyst i det 21. århundrede, sagde talskvinden for forsvarsministeriet, Dana White, i lørdags.