Nyheder

Mediechefer: Seerne tabte kampen om registreringsafgift

Flere mediechefer erkender, at pressen var alt for optaget af vindere og tabere, da regeringen torsdag aften præsenterede den nye registreringsafgift.

Se Presselogen på TV 2 Play her.

Knap var finansminister Kristian Jensen færdig med at fortælle om den nye registreringsafgift, takstnedsættelsen på Storebæltsbroen og et tredje spor på den fynske motorvej, før journalisterne bød ind med spørgsmål om, hvem af partierne der havde fået mest ud af aftalen, hvem der havde fået mindst, og om det ikke var et nederlag.

Og det var ikke kønt. Sådan lød det fra TV 2s nyhedschef Jacob Kwon, da han søndag var med i 'Presselogen' på TV 2 NEWS.

- Nej, det må jeg bare erkende, at det er det ikke. Vi har haft den seance oppe at vende i vores chefredaktion, og jeg må bare ærligt sige, at den er vi ikke særligt stolte af.

- Der går for lang tid, inden der er nogen, der i virkeligheden interesserer sig for, hvad der er substansen i den her nye aftale. Det bør jo være det første at få afklaret, sagde Jacob Kwon.

Forkert fokus

Debatten om den politiske journalistik er blevet aktuel, efter TV 2s tidligere nyhedsdirektør Michael Dyrby i Berlingske opfordrede til at drosle ned for den del af journalistikken, hvor politiske aftaler gøres op i vindere og tabere. I stedet bør dækningen i højere grad beskæftige sig med, hvad aftalerne har af betydning for seerne, læserne og lytterne.

Mange medier var til stede, da aftalen om registreringsafgiften blev præsenteret torsdag aften, og også Radio24syvs chefredaktør, Jørgen Ramskov, medgiver, at dækningen den aften er et eksempel på Michael Dyrbys kritik. Men han mener også, at der skal være plads til det.

- Jeg er fuldstændig enig med Jacob. Man må spørge ind til, hvorfor der ikke er en afgift, der hjælper el-biler, hvad betyder det her for miljøet, og så kan man gå til kampen. For den er også interessant, og det er vel det, der gør, at journalisterne hopper på den først. Der er jo blevet lagt op til, at Liberal Alliance endnu engang taber, at DF er i gang med at ydmyge regeringen. Det er jo væsentlige politiske analyser, men i den form, vi ser her, er det jo bare råberi og fuldstændig ligegyldigt, sagde Jørgen Ramskov.

I videoen over artiklen er der et sammenklip af nogle af de spørgsmål, som journalisterne stillede, da regeringspartierne og Dansk Folkeparti torsdag aften præsenterede den nye aftale om registreringsafgiften.

Se Presselogen på TV 2 Play her.