Valg i Tyskland

Forbundsdagsvalg i Tyskland

Søndag den 24. september skal borgerne i Tyskland i stemmeboksen for at vælge landets næste Forbundsdag – Tysklands svar på Folketinget. 

Få overblikket her: Det skal du vide om det tyske valg

Du kan følge valgaftenen løbende på TV 2 NEWS og i livebloggen herunder.

Vi lukker nu ned for vores liveblog fra valgaftenen. Du kan læse mere på tv2.dk mandag og få seneste nyt fra det tyske valg på TV 2 NEWS i morgen tidlig.

Seneste prognose

ARD's seneste prognose.

Seneste prognose fra den tyske tv-kanal ARD klokken 22.28.

Demonstrationer fortsætter foran AfD's valgfest

Demonstrant med ordspil på banner. "A Fucking Disgrace" (En forbandet skændsel, red). De tre første bogstaver staver AfD.

Demonstrationerne foran det højrenationale parti Alternative für Deutschlands (AfD) valgfest i Berlin er søndag aften fortsat i gang. Politiet anslår at omkring 1000 modstandere er tilstede.

- Åh, partiet er lort, lyder det blandt andet i sange fra de fremmødte.

Merkel genvinder valgkreds, men går tilbage

Angela Merkel fik 44,6 procent af stemmerne i sin valgkreds i Mecklenburg-Vorpommern. Det er dog en stor tilbagegang sammenlignet med for fire år siden, hvor hun fik 56,2 procent af stemmerne, oplyser NDR.

Redaktør: AfD fik vælgerne op af sofaen

Den tyske tv-station ZDF har undersøgt, hvor AfD's vælgere kommer fra. 21 procent kommer fra Merkels CDU og 10 procent fra SDP.

35 procent stemte enten på mindre partier eller undlod helt at stemme i 2013, og det er ifølge Kristeligt Dagblads udlandsredaktør, Kerrin Linde, et udtryk for, at AfD virkelig har fået sofavælgerne op ad sofaen.

- Det er virkelig et protestvalg det her. Ikke kun mod flygtningepolitikken, men også mod, at folk ikek synes, at de får nok velstand, eller at regeringen ikke lytter til dem.

Valgdeltagelsen ser ud til at blive højere end i 2013

Efter flere år med faldende valgdeltagelse er tendensen tilsyneladende brudt. Ifølge Bild er valgdeltagelsen ved søndagens Forbundsdagsvalg på mellem 75 og 76,5 procent sammenlignet med 71,5 procent i 2013.

Seneste prognose

ARD's seneste prognose.

Seneste foreløbige prognose fra den tyske tv-kanal ARD klokken 21.10 ser ud som følger:

Løkke ønsker Merkel tillykke

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), ønsker på Facebook kansler Angela Merkel tillykke med endnu en periode i spidsen for Tyskland.

- Det er godt - også for Danmark, skriver Løkke.

- Tyskland er vores vigtigste og største handelspartner, så fortsat stabilitet og fremgang i den tyske økonomi er af stor betydning for dansk økonomi og beskæftigelse. En frihandels- og markedsorienteret regering med CDU/FDP i kernen vil kunne sikre det.

Schulz kritiserer Merkel i partilederrunde

Under partilederrunden langede SDP-leder Martin Schulz kraftigt ud efter Angela Merkel, som, han mener, har ført en "skandaløs valgkamp". 

Også stor demonstration i Frankfurt

Demonstranter på gaden i Frankfurt.

Lignende demonstrationer finder sted i andre byer. Blant andet i Frankfurt, hvor flere hundrede demonstranter kan ses i et optog med bannere mod det højrenationale parti.

Store demonstrationer mod AfD i flere byer

Demonstranter i Berlin.

Op mod tusind demonstranter protesterer nu uden for det indvandrer- og EU-kritiske parti AfD's valgfest i Berlin. Det sker efter prognoser spår AfD til at blive landets tredjestørste.

De er mødt op med bannere og skilte og råber, at de vil have "nazisterne ud" (af Forbundsdagen, red.).

Merkel har ikke udelukket SPD i regering

Partiernes spidskandidater er lige nu samlet til partilederrunde efter valget.

Her fortæller Angela Merkel, at hun har bemærket SPD's ønske om ikke at fortsætte i regering, men at hun vil debattere det igen i morgen. 

SPD-leder Martin Schulz fastholder dog, at partiet fremover vil være opposition, og at han er sikker på, at det vil ende med en såkaldt 'Jamaica-koalition' mellem CDU, FDP og De Grønne.

Dansk ambassadør forventer hurtig regeringsdannelse

Angela Merkels parti står til omkring 33 procent af stemmerne, en stor tilbagegang fra 41,5 procent ved det seneste valg. På spørgsmålet om, hvorvidt hun derfor må indgå flere kompromiser, lyder vurderingen fra Danmarks ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen.

- Jeg tror, at der bliver råd til at imødekomme alle tre partiers (CDU, FDP og De grønne) højeste prioriteter uden større problemer.

- Jeg tror ikke, det her behøver blive så langt og kompliceret. Det er den eneste regeringskoaliton mulig. Det ved de godt, og de vil meget gerne hurtigt igang med arbejdet. Jeg vil ikke blive spor overrasket, hvis det her er på plads om en måned eller to.

Samuelsen udtrykker tilfredshed med tysk valg

Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), mener, at det grundlæggende er godt for Danmark, at Angela Merkel kan se frem til fire år mere som tysk forbundskansler.

- Det er stadig et grundlæggende borgerligt og liberalt styre, som vi skal samarbejde med i Tyskland, og det er jeg glad for.

 - Et borgerligt/liberalt styre kan sikre, at den tyske økonomi er stærk, og at Tyskland fører en fornuftig skatte- og erhvervspolitik.

- Det er vigtigt for danske virksomheder, fordi Tyskland er det største marked, vi har, siger ministeren til Ritzau.

Utilfredse vælgere demonstrerer mod Merkel

"Not my Mutti," står der på skiltet med henvisning til Angela Merkels øgenavn.

Der er demonstrationer flere steder i Berlin mod udsigterne efter søndagens valg. I Berlin er demonstranter på gaden med skilte mod Angela Merkel.

Medie: SPD skifter gruppeformand

Ifølge avisen Rheinische Post vil Martin Schulz give afkald på gruppeformandsposten i SPD, som i stedet vil blive overtaget af den tidligere arbejdsminister Andrea Nahles. 

Europæiske ledere ønsker Merkel tillykke

Flere europæiske statsledere har kommenteret det tyske valg og ønsket Angela Merkel tillykke, fortæller TV 2s EU-korrespondent, Lotte Mejlhede.

- Man er lettet over, at man nu kan sige, at det bliver hende, man kan fortsætte samarbejdet med, fortæller hun.

Afd-leder citerer Ghandi i takke-besked

AfD-leder Frauke Petry jubler på Twitter også over udsigten til partiets gode valgresultat. I et tweet citerer hun Ghandi:

- Først vil de ignorere dig, så vil de grine af dig, så vil de bekæmpe dig, og så vinder du.

FDP klar til koalitionsforhandlinger med Merkel

Lederen for De Frie Demokrater (FDP) i Tyskland, Christian Lindner, siger, at han er åben over for at deltage i koalitionsforhandlinger med forbundskansler Angela Merkels konservative CDU/CSU. Men vi behøver en ny kurs, siger den liberale leder ifølge Reuters.

De Grønne-kandidat: Klar til at drøfte regeringssamarbejde

Jürgen Trittin, spidskandidat for De Grønne i Tyskland, siger til tv-stationen ARD, at han er klar til at drøfte regeringssamarbejde med partier, der er klar at afvise højrenationalisme og vil slå ind på en økologisk kurs.