Nordkoreansk flygtning ikke i tvivl: Kun en militær løsning vil virke

TV 2 er taget til New Malden, syd for London, hvor den største nordkoreanske befolkningsgruppe udenfor Asien bor.

Det er ikke uden omkostninger at være åben og ærlig om sine meninger og holdninger i Nordkorea. Det forklarer Fru Lee os, da vi møder hende i New Malden, London.

- I Nordkorea levede vi i evig frygt for vores eget liv. Folk holder konstant øje med hinanden. Hvis man siger ét ord forkert, så er det ikke bare dig, der kan blive slået ihjel, så er det hele din familie, siger hun.

Den frygt sidder stadig i Fru Lee, selvom det er over 10 år siden, hun flygtede fra landet med sin søn. Hun har stadig familie i Nordkorea og vil derfor ikke have sit ansigt eller rigtige navn frem. Hun vil til gengæld gerne tale om regimet i Nordkorea lige nu.

- Kim Jong-Un (leder af Nordkorea, red.) opfører sig som en selvmordskandidat. Hvis der bliver krig, vil han tabe alt. En krig vil jo ikke bare være Nordkorea mod USA. Det vil være Nordkorea mod verden, siger Fru Lee til TV 2.

Rent magtspil

Fru Lee har fulgt nyhederne om den eskalerende konflikt mellem Nordkorea og Vesten. USA har for nyligt anklaget Kim Jong-un for at tigge om krig, men det tror Fru Lee ikke på.

- Det er bare et magtspil. Han er jo den rigeste person i Nordkorea, så hvorfor skulle han være interesseret i at sætte det over styr. Han har alt for meget at miste, siger hun.

Fru Lee bor i New Malden med omkring 600 andre, der er flygtet fra Nordkorea. En af dem, Joo Il Kim, kalder det meget usandsynligt, at Nordkoreas leder af egen vilje vil opgive landets atomvåben.

Som nordkoreaner, der har levet under styret, er jeg overbevist om at en militær løsning alene vil virke

Joo Il Kim

Han vurderer, at kun hvis det nordkoreanske styre kollapser, vil landets leder være tvunget til det. Men han langer også ud efter det internationale samfund og de signaler, vesten hidtil har forsøgt at sende til den nordkoreanske ledelse.

- Det internationale samfund er nødt til at stoppe med at bruge den samme strategi som for eksempel dialog eller trusler. Man er nødt til at finde på noget, der virker. Som nordkoreaner, der har levet under styret, er jeg overbevist om, at en militær løsning alene vil virke, skriver Joo Il Kim i en mail til TV 2. 

Befolkningen skal også gøre noget

Joo il Kim, der forlod sit fødeland i desperation over at føle sig hjernevasket af regimet, erkender dog også, befolkningen er nødt til selv at handle, hvis der skal varig forandring til i Nordkorea. Han mener, at landet først vil åbne sig mod verden, når befolkningen får nok og gør op med styret.

Jeg mener, at løsningen kommer, når Kim Jong-un dør

Fru Lee

- Det vil ske, når de opdager, at lederne af landet har holdt dem for nar hele deres liv. I over 70 år har vi fået at vide, at lederen af Nordkorea var en Gud, skriver Joo Il Kim.   

Ifølge fru Lee ved de fleste, der bor i Nordkorea godt, at livet kan være anderledes.

Den sparsomme internetadgang de i dag har, og de sydkoreanske film der bliver smuglet ind i Nordkorea har afsløret, hvad verden udenfor landets grænser byder på. Den afgørende ændring i samfundet, mener hun dog først kommer den dag, den siddende diktator ikke er ved magten længere.

- Jeg mener, at løsningen kommer, når Kim Jong-un dør. Det er underordnet, om han dør af naturlige årsager, eller om det ender med, at amerikanerne slår ham ihjel, siger fru Lee til TV 2.

Både Fru Lee og Joo Il Kim bor i dag med deres respektive familier i New Malden og arbejder begge i lokalområdet. Fordi der bor så relativt mange i New Malden med nordkoreanske rødder, har byen fået kælenavnet Little Pyongyang.