Udland

KOMMENTAR: Trump kommer til New York med sværdet i hånden

Trumps første FN generalforsamling står i usikkerhedens tegn

FN’s generalforsamling blev af forskeren Jon B. Alterman engang beskrevet som en ”speeddating fra helvede”.

For mange stats- og regeringschefer bliver generalforsamlingen det første møde med USA's omdiskuterede præsident og derfor lige præcis en form for speeddating fra helvede.

For når Donald Trump i denne uge deltager i sin første FN-generalforsamling som USA's præsident, vil denne speeddating være præget af usikkerhed.

FN er bare en klub, hvor folk mødes, snakker og har det godt sammen

Donald Trump

En usikkerhed om hvilken FN-kurs Trumps regering forfølger. En usikkerhed om, hvorvidt man kan sætte lid til Trumps ord under forsamlingen i New York. Og en usikkerhed om, hvem der egentlig er USA's FN-stemme - præsident Trump eller FN-ambassadør Nikki Haley.

Vil effektivisere FN

Trump-administrationens egne ambitioner til generalforsamlingen er todelte. Præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster har fremhævet, at Trump vil arbejde for, at FN reformeres, da organisationen kun kan leve op til grundlæggerens idealer ved at være mere effektiv.

Dette italesættes blandt andet ved, at Trump kommer til at lede et særmøde om muligheden for at effektivisere FN. Underforstået i denne strategi er også, at Trump helst vil bruge færre penge på FN i en bestræbelse på at vise sit indenrigspolitiske publikum, at han mener det alvorligt, når han siger ”America First”.

Trump har tidligere meddelt, at han agtede at reducere det amerikanske bidrag til internationale institutioner med 40 procent, men har ikke sat handling bag ordene endnu.

Tager ikke FN seriøst

Trump er ikke den første republikanske præsident, der har krævet en FN-reform. Og han bliver næppe den sidste. Men Trump har både som kandidat og præsident indikeret, at han ikke tager FN-systemet særlig seriøst i sin nuværende form. Det ses blandt andet ved, at den amerikanske FN-delegation til årets generalforsamling er væsentlig mindre, end den var i Obama-årene.

I samme dur kan man derfor også forvente, at præsident Trump vil finde sværdet frem, når han holder sin første tale til generalforsamlingen i morgen.

Både for at signalere amerikansk styrke og beslutsomhed til et indenrigspolitisk publikum, men også for at gøre det klart overfor verdens stats- og regeringschefer, at USA ikke har tænkt sig at vente på reformationen af et trægt FN-bureaukrati, når det kommer til amerikanske kerneinteresser. For eksempel når det kommer til situationen i Nordkorea, som kommer til at være hovedemnet til dette års generalforsamling.

FN var god nok til sanktioner

Omvendt er det lige præcis Nordkorea-spørgsmålet, der illustrerer kompleksiteten af FN for Trump. For uagtet at Trump har klaget over FN et utal af gange, så er det i FN-regi, at amerikanerne i form af FN-ambassadør Nikki Haley har fået presset russerne og kineserne til at vedtage to omgange af sanktioner mod det nordkoreanske regime. Et væsentlig mere effektivt foretagende, end hvis USA skulle have sanktioneret Nordkorea alene. FN er med andre ord Trumps primære redskab i håndteringen af Nordkorea for tiden.

På den anden side er det tvivlsomt, at FN-sanktionerne kan få det nordkoreanske regime til at skifte kurs. Og det er her på Nordkorea-spørgsmålet, at FN i sidste ende har en værdi for Trump. Langvarige forhandlinger i Sikkerhedsrådet, der ikke fører nogen vegne, vil i sidste ende kun gøre det mere sandsynligt, at Trumps USA føler sig nødsaget til at skride til militær handling

Obama og Bush havde også selektivt forhold til FN

Bag denne kompleksitet ligger der også en basal historisk erkendelse. En magtfuld nation som USA har altid haft et selektivt forhold til FN. Obama kunne bruge FN-forhandlingerne som indenrigspolitisk argumentation for ikke at intervenere i Syrien. George W. Bush-administrationen så FN som en klods om benet i bestræbelserne på at vælte Saddam Hussein.

Modsat mindre nationer er amerikanerne ikke afhængige af FN for at blive hørt i internationale sammenhæng. Og modsat de fleste nationer har USA ressourcerne og den politiske vilje til at gå enegang, skulle situationen gøre det nødvendigt. Samtidig gør FN’s struktur, især i Sikkerhedsrådet, at amerikanerne ofte kan miste tålmodigheden med det langsommelige og træge FN-bureaukrati.

Eller som Trump tidligere har udtrykt det: ”FN er bare en klub, hvor folk mødes, snakker og har det godt sammen”. Underforstået: FN er karakteriseret af meget snak og ingen handling.

Sjovere at stå i spidsen

Men uagtet at USA har ressourcerne til at gå enegang og ignorere FN, kan selv en nation som USA ikke ignorere FN-systemet.

Det er trods alt oftest sjovere at være en vellidt supermagt, der står i spidsen for en international koalition, end at stå isoleret tilbage og skulle gå enegang. Og hvis der er noget, vi ved, Donald Trump godt kan lide, så er det at føre an og være vellidt.

Der er med andre ord lagt op til en spændende FN-debut for Trump, der nok vil være karakteriseret af en række modstridende udsagn og handlinger.

Kedeligt bliver det i hvert fald næppe.