Udland

Putin går imod USA: Sanktioner mod Nordkorea er 'formålsløse og ineffektive'

USA ønsker nye og hårde sanktioner mod Nordkorea, men det er russerne ikke enige i.

Det vil være helt forkert at indføre nye sanktioner mod Nordkorea. Det var et af budskaberne, da Ruslands præsident Vladimir Putin i dag talte i Xiamen i Kina.

Her er de såkaldte BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) samlet til topmøde i disse dage. Fra talerstolen fordømte præsident Putin Nordkoreas seneste prøvesprængning i weekenden, men han er altså alligevel ikke tilhænger af nye sanktioner mod Kim Jong-uns styre.

- Vilkårlige sanktioner vil være formålsløse og ineffektive, sagde Vladimir Putin.

Ifølge præsident Putin kan det ligefrem føre til store humanitære lidelser, hvis man straffer Nordkorea med sanktioner på grund af deres kernevåbenprogram.

- Det kan ende med en verdensomspændende katastrofe med mange ofre. Der er ikke andre muligheder end fredeligt diplomati, hvis man vil have en løsning på atomproblemet i Nordkorea, siger Vladimir Putin.

Vladimir Putin er i Kina i forbindelse med de såkaldte BRIKS-landes topmøde i Xiamen.

Nye sanktioner er USA’s forslag

Det var USA, der bragte nye sanktioner i spil, da FN’s Sikkerhedsråd i går var hasteindkaldt på grund af søndagens prøvesprængning i Nordkorea. Der var tale om den hidtil kraftigste fra nordkoreanernes side, og selv siger styret, at der var tale om en test af en brintbombe, og det får amerikanerne til at reagere.

- Tiden er inde til at udtømme alle diplomatiske muligheder, før det er for sent. Vi er nu nødt til at tage de stærkeste midler i brug, sagde USA’s FN-ambassadør, Nikki Haley, i går i Sikkerhedsrådet.

Nikki Haley, USA's FN-ambassadør, vil have en afstemning om nye sanktioner mod Nordkorea tidligt i næste uge.

Den tyske kansler Angela Merkel sagde i dag også, at der bliver arbejdet på nye sanktioner i EU-regi.

- Den kommende weekend vil der være udenrigsministermøde, hvor vi vil drøfte yderligere sanktioner fra europæisk side mod Nordkorea, hvilket også er presserende og nødvendigt, sagde Angela Merkel.

Den tyske kansler fortalte også, at hun har vendt emnet med andre verdensledere.

- Jeg drøftede det også i går med den sydkoreanske præsident og med USA’s præsident, Donald Trump, og begge støtter kraftigt de europæiske bestræbelser, sagde Angela Merkel.

USA ønsker FN-resolution mod Nordkorea

Fra amerikansk side bliver der nu arbejdet på at få vedtaget en resolution med skrappere sanktioner mod Nordkorea i FN’s Sikkerhedsråd, der også tæller Rusland.

Men Vladimir Putin finder ifølge nyhedsbureauet TASS det absurd, at USA på den ene side opfordrer Rusland til at støtte op om nye sanktioner i Sikkerhedsrådet, samtidig med at amerikanerne selv har indført sanktioner mod Rusland.

- Det er latterligt at sætte os på den ene liste med Nordkorea og derefter bede om at hjælpe med sanktioner mod Nordkorea, sagde Putin ifølge TASS.

Rusland har været ramt af sanktioner fra USA, siden russerne annekterede Krim-halvøen i 2014.