Nyheder

Alle fire Uber-chauffører anker til landsretten

Uber-chauffører har været i retten for ulovlig taxakørsel. Cecilie Rex Selmer / Cecilie Rex Selmer

Også den fjerde dømte i sagen om ulovlig taxakørsel har besluttet sig for at anke sin dom, oplyser forsvarer. 

Alle fire tidligere Uber-chauffører, der mandag i Københavns Byret blev idømt bøder for at have kørt ulovlig taxakørsel, anker deres domme. 

Det oplyser deres forsvarer, Eddie Omar Rosenberg Khawaja, til Ritzau. 

Alle fire idømt bøder

Mandag havde han kun været i kontakt med tre af de fire chauffører, der alle ønskede at anke deres dom til landsretten. 

Nu melder også den fjerde chauffør, at han ønsker at få prøvet sagen ved en højere retsinstans. 

Ankerne går både på skyldsspørgsmålet, men også på bødestørrelsen. De fire chauffører blev idømt bøder på henholdsvis 486.500 kroner, 110.000 kroner, 60.000 kroner og 40.000 kroner.