Se billederne: Pride-parade rammer København
35.000 havde tilmeldt sig paraden på forhånd, mens Hovedstadens beredskabstyrelsen anslår, at 300.000 personer kigger på.
Den københavnske LBGTI festival Copenhagen Pride, der startede tirsdag, bliver i dag afsluttet med den farverige Pride Parade.
Paraden løber gennem indre Frederiksberg og indre København fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen.
Hvert år tilmelder stadig flere sig til paraden, og man forventer også, at der bliver slået rekord igen i år med 35.000 tilmeldte på forhånd. Sidste år deltog op mod 30.000 personer.
Ifølge Lars Henriksen, der er forperson for Copenhagen Pride, skyldes den store tilslutning det budskab, som paraden kommer med.
- Vi har været gode til at få budskabet frem om, at Copenhagen Pride er en fest for mangfoldighed og rummelighed, og en fest, der handler om at skabe en god by for alle mennesker at bo i. At vi så gør det med udgangspunkt i LGBTI-dagsordenen, det forstyrrer ikke det generelle billede af, at det er noget, vi alle sammen skal bidrage til, siger han.
- Det er et signal til verden
Blandt de mange, som deltager i paraden, er Maria Svensson, som til daglig er sygeplejerske.
- Jeg er her for at fejre, at alle har lov til at elske alle uanset religion, køn, seksualitet. Vi har brug for noget mere kærlighed i den her verden, siger hun.
- Jeg synes, vi viser, at vi også hører til i verden, og at vi også er her. Det er en øjenåbner for, at folk ligesom kan acceptere, at vi også er her, siger Teis Nielsen, der er studerende.
Det er noget nær det samme, som har fået pædagogmedhjælper Michael Knudsen til at deltage.
- Jeg håber, det giver et signal ud til verden om, at det er okay at være homoseksuel, og at alle har ret til at være homoseksuel, siger han.
300.000 følger parade
Hovedstadens Beredskab anslår i et tweet, at op mod 300.000 personer vil følge den festlige parade.
- Vi ser med stor begejstring på, at kernen i det her (paraden, red.), det er LGBTI, men udenom det – som ringe i vandet - er alle mulige mennesker i byen, der har taget det til sig, siger Lars Henriksen.
Københavns Politi melder om en rolig eftermiddag, hvor deres tilstedeværelse indtil videre ikke har været nødvendig. Sidste år var der ikke nogle hændelser eller episoder overhovedet på ruten eller omkring Rådhuspladsen.
Blandet de mange, som følger paraden er også flere politikere.