Det sagde Peter Madsen, lige efter ubåden sank
Kim Wall er død, og Peter Madsen har skilt sig af med hendes lig i Køge Bugt.
Det er en skandinavisk krimi, der skriver sig selv.
Sagen om Peter Madsen og den svenske journalist Kim Walls død.
De to sejlede sammen ud fra Københavns Havn den 10. august om aftenen ombord på Peter Madsens ubåd Nautilus. Samme nat blev Kim Wall meldt savnet af sin kæreste, og da ubåden efter en storstilet redningsaktion blev fundet dagen efter i Køge Bugt, var Peter Madsen alene.
Hvad var der sket med den svenske journalist?
Peter Madsen nåede i flere interviews inden sin anholdelse at komme med flere afgørende udtalelser.
Men her knap to måneder død har Københavns Politi fundet den svenske journalists hoved. Og efterforskningsleder, Jens Møller Jensen, afslører, at dets skader ikke stemmer overens med Peter Madsens forklaringer om hendes død i retten, hvor han forklarede, at hun døde af åbent kraniebrud efter at have fået en luge i hovedet.
Men hvad var det egentlig han sagde i første omgang, da han trådte i land den 11. august? TV 2 gennemgår her hans fulde forklaring foran pressen trin for trin. Hvad sagde ubådsejeren rent faktisk?
Et par ting at ordne
Fredag formiddag er en journalist og fotograf fra TV 2 på en båd, der ligger i havnen, da Peter Madsen kommer i land.
Kort tid forinden - mellem 10.36 og 10.42 - er hans hjemmebyggede private ubåd, Nautilus, meget pludseligt sunket efter at have været efterlyst i adskillige timer. Nogle private bådejere har reddet ham op fra vandet og sejlet ham til Dragør.
På dette tidspunkt tror medierne fejlagtigt, at Kim Wall er sammen med Peter Madsen og derfor også må være reddet sikkert i land.
Peter Madsen træder ud af båden iført en kedeldragt og går op mod land.
- Peter! Er I OK? råber journalisten efter Peter, der svarer med en tommeltot i vejret for at signalere, at alt er godt.
- I er ok? spørger journalisten for at få en bekræftelse, men hun får intet svar.
- Hvor er vi glade for, at I er ok, råber hun.
- Ja, ja, siger Peter Madsen og går videre.
- Jeg har et par ting, jeg skal ordne.
- Bliver du på land - eller kan vi komme ind til dig? spørger journalisten, men får intet svar.
Telefon er væk
Peter Madsen bliver herefter udspurgt af forskellige betjente foran Forsvarets helikopter. Han forklarer øjensynligt her, at Kim Wall ikke har været ombord på ubåden de seneste timer, hvor han har sejlet rundt, men i stedet er blevet sat i land allerede torsdag aften.
- Har du nogle kontaktoplysninger? spørger en betjent om Kim Wall.
- De ligger på telefonen, som ligger på havets bund, siger Peter Madsen.
- Ok.
- Hun har fortalt, at hun er fra magasinet Wired, tilføjer Peter Madsen.
- Du har ikke navnet på hende?
- Altså kun, at hun hed Kim. Jeg tjekker ikke baggrunden, når der er en journalist, der ringer og siger: “Kan jeg få et interview med dig?”. Sådan har jeg ikke gået ind i det. Jeg har jo alle data, men de ligger i telefonen.
- Og den er på bunden af vandet?
En anden betjent bryder ind.
- Kom lige med herind. Du må godt lige sætte dig derhenne, siger han og fører Peter Madsen ind i helikopteren.
Er det sådan noget, vi er ude i?
Lidt senere går Peter Madsen sammen med en betjent hen mod politibilen. Folk omkring dem tror stadig, at historien er endt lykkeligt, da Peter Madsen er kommet i land.
På optagelserne kan man høre Peter Madsen tale om, hvorvidt der måske bliver et erstatningsansvar for ham, når nu Forsvarets helikopter har været i luften.
- Der er sager, hvor (utydeligt)… svømmer ud på luftmadras, og så får man lov til at betale helikopteren. Er det sådan noget, vi er ude i? spørger Peter Madsen betjenten.
- Eller det ved du måske ikke noget om?
Betjenten svarer kort:
- Det ved jeg ikke endnu. Vi skal lige have klarhed over, hvad det er, der er foregået.
- Ja… Det er bare, hvis jeg skal…
Fint, men ked af det
TV 2s fotograf stiller nu en række spørgsmål til Peter Madsen.
- Hvordan har du det?
- Jeg har det fint. Jeg er lidt ked af det, siger han velvilligt.
- Er du ked af det?
- Det er jo klart. At se Nautilus gå ned var ekstremt, men... Det er fint nok.
- Har du ligget derude hele natten?
- Jamen, jeg var bare på en øvetur, hvor jeg legede med forskellige ting i ubåden. Og så opstod der en fejl på hendes ballasttank, der ikke var særlig alvorlig - indtil jeg prøvede at reparere den. Så blev den pludselig meget alvorlig. Og så tog det cirka 30 sekunder for Nautilus at synke, og jeg kunne ikke lukke lugerne eller noget som helst. Men det var måske også meget godt. Så var jeg måske stadig dernede.
- Regner du med at få den op igen?
- Det ved jeg ikke. Det vil jeg håbe, men det er sket før for Søværnet tilsvarende. Det koster lige så meget som båden. Det ved jeg ikke, om kommer til at ske. Jeg ved heller ikke, hvad vanddybden er i området. Ubåden er ansvarsforsikret, og hvis den skal fjernes… Så langt kan jeg ikke tænke nu. Lige nu vil jeg allermest bare gerne... lige med de her folk.
- Og så ser vi, hvad der ellers er i forløbet, siger Peter Madsen.
En fejl på en ventil
En journalist ankommer i en taxa, stiger ud og begynder at stille spørgsmål til Peter Madsen.
- Hej Peter, vil du sige et par ord om, hvad der er sket?
Her bryder politiet ind for første gang ind.
- Vi skal lige… Prøv lige at høre: Det tager I lige på et andet tidspunkt.
- Har du det ok, lyder spørgsmålet til Peter.
- Jeg er helt ok.
- Hvad skete der med ubåden?
- Den sank.
- Den sank simpelthen? Af hvilke årsager?
- Øh, en fejl på en ventil.
- En fejl på en ventil. Hvad oplevede du? Var du i livsfare? Var I bekymrede?
- Sådan en situation er altid meget… (utydeligt)
- Hvad med din makker, hvad skete der med ham?
- Jamen, der er ikke andre end mig ombord på den tur der.
- Nå, er der ikke andre end dig ombord?
- Nej, nej.
Skal lige have styr på sagen
En betjent fører nu Peter Madsen ind i politibilen.
- Er han anholdt?
- Nej, men vi skal lige have styr på, hvad der er foregået her. Så kan I snakke med ham bagefter. Vi skal bare lige sikre os, siger betjenten.
- Hvor langt ude sank den? lyder et sidste spørgsmål til Peter Madsen.
- Åh, et par sømil.
Betjenten taler nu til Peter Madsen, der i mellemtiden er kommet ind på bagsædet i politibilen.
- Har du behov for, at jeg skal sætte varme på bilen, eller kan du klare dig?
- Alt er fint, siger Peter Madsen som det sidste, inden døren bliver lukket.