Ubådssagen

Dansk ubåd forsvundet: Ubådskender og ven frygter, at det værst tænkelige er sket

Thomas Djursing kender ubådsbyggeren Peter Madsen godt og har fulgt renoveringen af båden tæt.

To redningshelikoptere og tre skibe søger fredag morgen efter en ubåd i Københavns Havn, Drogden og sejlrenden mod Bornholm.

Det drejer sig om en af verdens største private ubåde, "Nautilus", som er bygget af danske Peter Madsen og søsat i maj 2008 i København.

Om bord er angiveligt Peter Madsen sammen med en journalist. De stævnede ud af Københavns Havn ved 20.30-tiden torsdag aften. Det var journalistens kæreste, der meldte ubåden savnet. 

Frygter at der er sket noget alvorligt

Redaktør på Ingeniøren, Thomas Djursing, har stort kendskab til både "Nautilus" og Peter Madsen. Han frygter, at der er sket noget alvorligt.

- Som jeg ser det, så er der to scenarier. Enten ligger de nede på bunden og kæmper for at få ballasttankene til at virke, så de kan få båden op til overfladen, eller også er der sket noget pludseligt - en oversvømmelse eller en brand - som har gjort, at det værst tænkelige er sket.

Thomas Djursing mener dog, at det ikke er utænkeligt, at Peter Madsen og hans gæst er blevet ramt af den smukke aften og er sejlet mod Bornholm.

- Han kan være blevet grebet af stemningen, men det ville ligne ham dårligt ikke at give lyd fra sig, siger han.

Har for nylig været gennem en renovering

Han fortæller, at ubåden, som Peter Madsen stort set har bygget fra bunden, for nylig har været igennem en større renovering.

- Der er tale om en meget stor renovering. Det har været alt fra navigation til diesel, elektriske systemer og batterier - det har været stort set alt. Båden har efterfølgende været ude at sejle og dykke. Blandt andet har den indgået i nogle filmprojekter, fortæller Thomas Djursing, som har fulgt renoveringen tæt.

Ifølge Thomas Djursing sejler Peter Madsen som regel ikke langt i ubåden.

- Han sejler en lille tur i havnen og går måske lidt ud af havnen. Men jeg vil ikke forvente, at han er sejlet langt væk. Jeg ville egentlig heller ikke forvente, at han er dykket med båden.

Håber på en misforståelse

Thomas Djursing håber på, at ubåden snart bliver fundet.

- Jeg håber virkelig, at vi snart hører fra ham, og at det hele er en misforståelse. Det er bekymrende, siger han og tilføjer:

- Det er en ubåd, og vi skal ikke gøre det til en ufarlig ting. Den er hjemmebygget, og selvfølgelig er der en vis risiko behæftet ved at sejle ud på sådan en tur. Men den har været rimelig godt gennemtestet, og man har sørget for, at sikkerhedsudstyret er i orden, hvis jeg kender ham ret. Men der kan jo ske mange ting.

Thomas Djursing har selv sejlet med ubåden Nautilus. Video: Sofie Sparre

Fredagstur til Bornholm blev aflyst

Christoffer Meyer, som er en god ven af Peter Madsen, skulle selv have sejlet til Bornholm med Peter Madsen i ubåden fredag, men den tur blev aflyst torsdag aften. Han er ikke parat til at male fanden på væggen.

- Det er utroligt vigtigt at sige, at bare fordi ubåden er meldt savnet, så er det ikke ensbetydende med, at de er omkommet, siger Christoffer Meyer.

Han forklarer, at der er en radio om bord på ubåden, men den kan ikke bruges, så snart ubåden er bare et lille stykke under havets overflade.

OVERBLIK: Ubådssagen fra eftersøgning til drabssag

    1. Ubåden 'Nautilus' stævner ud fra Københavns Havn

      Ubåden Nautilus sejler ud fra Refshaleøen, da klokken er omkring 19. To personer er om bord - Peter Madsen og en 30-årig kvindelig svensk journalist. Hun hedder Kim Wall, og hun arbejder på en reportage om ubåds- og raketbyggeren.

    2. Kvinde meldes savnet

      Københavns Politi modtager en henvendelse fra Joint Rescue Coordination Centre om en mulig søulykke, efter den svenske journalists kæreste har meldt, at hun er savnet. På dette tidspunkt formoder man, at journalisten stadig er sammen med Peter Madsen, som heller ikke er vendt hjem. Ingen ved, hvor ubåden er.

    3. Stor eftersøgning iværksættes

      Forsvaret begynder at lede efter den forsvundne ubåd med to redningshelikoptere og tre skibe tidligt fredag morgen. Man søger i områderne omkring Københavns havn, Drogden og sejlrenden mod Bornholm.

    4. Internationale medier skriver om sagen

      Efter nyhedsbureauet AP begynder at omtale sagen om den forsvundne ubåd, følger flere internationale medier efter - blandt andet i USAIndien og Irland

    5. Ubåden bliver fundet

      Der bliver skabt visuel kontakt til ubåden, da den ses ved Drogden Fyr i Køge Bugt. Efterfølgende bliver der etableret radiokontakt til båden, der ifølge ejeren satte kurs mod havn.

    6. Ubåden synker - ejer reddes i land

      Umiddelbart inden klokken 11.00 synker ubåden pludselig, og ejeren bliver efterfølgende reddet op på en privat motorbåd, der sejler ham i havn. Den svenske kvinde er ikke længere om bord.

      Ifølge Peter Madsen satte han hende af ved Refshaleøen i København aftenen før.

    7. Peter Madsen eskorteres væk

      Peter Madsen er sikkert i land igen. Politiet tager Peter Madsen med for at tale med ham, om hvad der er sket.

    8. Kvinde bekræftes savnet

      Svensk politi bekræfter, at den svenske kvinde Kim Wall er forsvundet i forbindelse med den forliste ubåd Nautilus i Danmark.

    9. Dykkere skal undersøge ubåd

      Københavns Politi oplyser, at der skal sendes dykkere ned til den forliste ubåd, der ligger på syv meter vand. Det er dog ikke muligt at komme ind i ubåden, idet den enten skal stabiliseres på stedet eller bjærges og bugseres til havn, før det vil være muligt. Det vil i stedet formodentligt ske i løbet af lørdagen, oplyser politiet.

    10. Peter Madsen sigtes for drab

      Politiet meddeler i en pressemeddelelse, at Peter Madsen er anholdt og sigtet for drab på den savnede, svenske kvinde. Han ventes fremstillet i grundlovsforhør mandag.

      Han nægter sig skyldig og fastholder, at han satte kvinden i land ved spidsen af Refshaleøen nær restaurationen 'Halvandet' omkring klokken 22.30.

    11. Bjærgningen af ubåden begynder

      Klokken 10 begynder bjærgningen af den sunkne ubåd. Arbejdet vil vare flere timer.

      Når det teknisk er muligt, vil ubåden blive transporteret til en lukket hal på Nordhavnen i København, hvor der vil blive gennemført en egentlig gerningsstedsundersøgelse.

    12. Peter Madsen fremstilles i grundlovsforhør

      Retsmødet mod den drabssigtede opfinder Peter Madsen foregår for lukkede døre. Anklager Louise Nielsen mener, at sagens behandling ved et åbent retsmøde vil hindre sagens oplysning. Hun har fået medhold af dommer Kari Sørensen.

      Peter Madsen nægter sig fortsat skyldig.

    13. Dommer Kari Sørensen afsiger kendelse

      Peter Madsen bliver varetægtsfængslet, men ikke for drab. Bag de lukkede døre har han afgivet forklaring, og anklager Louise Nielsen har rejst en underordnet sigtelse om uagtsomt manddrab. Det er netop sigtelsen for uagtsomt manddrab, som danner grundlag for fængslingen.

    14. Ubåden kommer i land

      Natten til søndag kommer ubåden Nautilus i land i Nordhavn i København. Efter at være blevet tømt for vand er den klar til at blive undersøgt af politiet.

    15. Politiet går om bord

      Efter ubåden er blevet tømt for vand, er politiet søndag formiddag klar til at gå om bord på ubåden Nautilus.

    16. Ingen personer fundet i ubåd

      På et pressemøde fortæller drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller, at der ikke er fundet nogen personer i ubåden. Desuden oplyser han, at det virker til, at det var en bevidst handling, at ubåden fredag sank.

    17. Fly og dykkere leder efter forsvundet kvinde

      Københavns Politi og Forsvaret har hele søndagen været i gang med en storstilet eftersøgning efter den forsvundne, svenske kvinde Kim Wall. Et fly udstyret med kamera, hundepatruljer og dykkere har taget del i eftersøgningen.

    18. Eftersøgning fortsætter i flere dage

      I de følgende dage fortsætter eftersøgningen af Kim Wall. Danske og svenske myndigheder leder i fællesskab efter nye spor og den svenske journalists lig i Øresund og Køge Bugt.

    19. Kim Wall døde ombord på ubåd og smidt i havet

      Det er en ulykke ombord på ubåden Nautilus, der har kostet Kim Wall livet.

      Sådan lyder en del af forklaringen, som ubådsejer Peter Madsen gav under grundlovsforhøret, oplyser politiet. 

      Peter Madsen bekræfter, at han efterfølgende skilte sig af med hende i havet.

    20. Politi finder lig af kvinde i vandet

      Mandag eftermiddag har Københavns Politi modtaget en anmeldelse om, at et lig af en kvinde er fundet i vandet på Vestamager. Det oplyser de på Twitter

      Området ligger ud til Køge Bugt, hvor politiet intensivt har ledt efter Kim Wall, siden hun forsvandt torsdag den 10. august.

    21. Kvindelig mangler hoved, arme og ben

      Kvindeliget fundet på amager er en torso.

      - Når jeg siger torso, så er det en krop uden hoved, arme og ben, oplyser drabschef ved Københavns Politi Jens Møller Jensen på et pressemøde mandag aften. 

      Liget bliver kørt til retsmedicinsk institut. 

    22. Politiet om fundet lig: Lemmer var bevidst afskåret

      Politiet udgiver tirsdag en pressebriefing på video, hvor de orienterer om seneste nyt i sagen om kvindeliget.

      - Status er, at der er tale om en torso, hvor både arme, ben og hoved er fjernet som følge af en bevidst afskæring, siger Jens Møller Jensen, der er drabschef ved Københavns Politi.

    23. DNA-match mellem torso og Kim Wall

      Onsdag morgen oplyser Københavns Politi i et tweet, at kvindeliget, der blev fundet på Amager, er den svenske Journalist Kim Wall. 

    24. Politiet efterlyser Kim Walls tøj

      Københavns Politi efterlyser Kim Walls tøj, efter hendes torso blev fundet afklædt i vandet ved Vestamager mandag.

      - Vi efterlyser en skrigorange bluse med lange ærmer, en sort- og hvidblomstret nederdel, nylonstrømper og et par hvide tennissko, oplyser efterforskningsleder ved Københavns Politi Jens Møller Jensen til TV 2.

    25. Politiet fremlægger nye beviser

      Specialanklager Jakob Buch-Jepsen siger på et retsmøde, at politiets teknikere har fundet videoer, der viser tortur og henrettelser, på en harddisk, der er blevet konfiskeret fra Peter Madsens værksted.

      - Det er vores opfattelse, at der er tale om videooptagelser af ægte drab på kvinder, sagde anklageren, der understregede, at videoerne ikke er lavet af Peter Madsen.

      Peter Madsens varetægtsfængsling blev forlænget med fire uger.

    26. Politiet offentliggør fund af Kim Walls hoved og ben

      Politiet offentliggør, at de har fundet Kim Walls hoved, begge ben og tøj. Det hele pakket i poser og tynget ned med tunge genstande i Køge Bugt.

      Det siger efterforskningsleder Jens Møller Jensen fra Københavns Politi på et pressemøde

      - Vi har fundet en pose, hvori vi fandt Kim Walls tøj - trøje, nederdel, strømper og sko. I samme pose lå der en kniv og blylodder til at holde posen nede.

    27. Sav fundet i Køge Bugt

      Dykkere har fundet en sav i Køge Bugt i forbindelse med søgningen i ubådssagen. Det oplyser Københavns Politi.

      Saven er fundet i Køge Bugt nær den rute, som politiet vurderer, at den drabssigtede Peter Madsens ubåd sejlede den 11. august i år. Politiet oplyser desuden, at der fortsat ledes efter Kim Walls arme, og derfor er indsatsen med dykkere ikke afsluttet.

    28. Peter Madsen ændrer forklaring

      Drabschef Jens Møller fortæller på et pressemøde, at Peter Madsen igen har ændret forklaring.

      Det er sket under et lukket politiforhør den 14. oktober, hvor Peter Madsen har fortalt, at Kim Wall døde i ubåden, mens han selv stod i tårnet. I forbindelse med, at hun døde, var der mange udstødningsgasser i ubåden.

      Endvidere er Peter Madsen nu også sigtet for anden kønslig omgang end samleje med Kim Wall. Det nægter han - ligesom han fortsat nægter drab.

    29. Dykkere finder en arm i Øresund

      Københavns Politi og dykkere fra Forsvaret finder en arm i Øresund nær den rute, ubåden sejlede. Det er ikke fastslået, at armen kan forbindes med ubådssagen - men det er en teori, politiet arbejder ud fra.

      Politiet har ikke yderligere oplysninger.

Kilder: Københavns Politi, Sydsvenskan, TV 2