Udland

Snydt af menneskesmuglere i ørkenen: Købte beskidt vand for at overleve

For Afrikas migranter er vejen mod Europa lang og farefuld. Når de frem, er chancerne for at blive små. Men de har mange grunde til at rejse.

23-årige Gift Arrison og hendes 25-årige søster, Maxi, ville til Europa. Deres forældre er døde, og de har ingen til at hjælpe sig i Ghana, hvor de kommer fra.

Så de drømte om et bedre liv på kontinentet mod nord. Men drømmen fik en brat afslutning.

- Vi var på vej til Libyen, da vores bil brød sammen. Vi var midt i ørkenen. Vores chauffør sagde, at vi skal give ham nogle penge, så han kunne køre til byen, købe et reservehjul og reparere bilen. Så vi gav ham penge. Vi ventede i tre dage, men han kom ikke, fortæller Gift Arrison.

Hun havde hyret en menneskesmugler til at køre hende til Libyen fra Agadez - en by i Niger, der er knudepunkt for migrationen fra Vestafrika mod Libyen og Europa.

Fra Libyen ville hun finde en måde at komme videre mod Europa – ligesom omkring 180.000 andre gjorde det sidste år.

Menneskesmuglernes by

Agadez ligger i den sydlige udkant af Sahara. På grund af den fri bevægelighed i det vestafrikanske økonomiske fællesskab, ECOWAS, kan mennesker fra de vestafrikanske lande frit rejse til Agadez. Her finder de en menneskesmugler, og den illegale migration nordpå begynder.

Sidste år talte den Internationale Organisation for Migration omkring 300.000 migranter, der rejste fra Agadez mod Libyen. I år ser tallet ud til at falde på grund af en ny antismuglingsindsats fra regeringen.

Hvis jeg får et job, vil jeg sende penge hjem. I Europa er der god løn. 

Kebba Jagna,16-årig migrant

I Agadez samles migranterne i såkaldte ghettoer, hvor de bor, spiser og venter. De, der har penge på lommen, skal bare vente på, at en smugler har en bil klar. Hvis man ingen penge har, kan ventetiden blive flere måneder.

For nogle lykkes det at finde et arbejde i byen og spare penge op til at betale menneskesmugleren for at fragte dem til Libyen. Andre venter på, at deres familie sender penge til turen. En af dem er Kebba Jagna på 16 år.

- Min familie har levet i fattigdom hele mit liv. Og vi er stadig fattige. Nu er jeg blevet en stor dreng, så jeg har sagt til mine forældre: Lad mig tage af sted og bruge min chance på at bringe os ud af fattigdommen, forklarer han.

Han er den ældste i en søskendeflok på seks. Hans familie bor i Gambia og lever af landbrug. Nu vil han til Europa.

- Hvis jeg får et job, vil jeg sende penge hjem. I Europa er der god løn. Hvis man sender bare lidt hjem, er det mange penge i Gambia. Vi har været fattige så længe. Vores forældre er trætte, siger han.

Han savner sin familie meget. Han har ikke set dem i to måneder. Men han vil ikke tilbage til Gambia. Der ved han ikke, hvordan han skal tjene penge til at hjælpe sine forældre og sine søskende.

- I Gambia kan man kun få et job, hvis man kender nogen af høj rang. Der handler det om gode kontakter, fortæller han.

Mange har ikke ret til at blive i Europa

De fleste af de migranter, der rejser fra Vestafrika til Europa, ender med ikke at få asyl og dermed ret til at blive. Det er nemlig forbeholdt mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse. Langt over halvdelen af de vestafrikanere, der søgte asyl i EU-lande i 2016, fik afslag. De bliver ofte kaldt fattigdomsflygtninge eller økonomiske migranter.

For de mennesker, det drejer sig om, giver de juridiske kasser ikke altid mening.

- Distinktionen mellem økonomisk migrant og flygtning giver ikke altid mening for de mennesker, der er på flugt. For hvis du er så fattig, at du ikke kan skaffe mad og andre fornødenheder, så dør du jo. På den måde er fattigdom også en trussel mod din sikkerhed. Så der er mange af de såkaldte økonomiske migranter, der flygter for overlevelse – og som ikke bare er ’velfærdsmigranter’, siger Martin Lemberg, der er migrationsforsker ved Aalborg Universitet.

Det er noget, Salifu Bayo fra Senegal kan nikke genkendende til.

- Selvom vi er ikke i krig, så er vores arbejde, der hvor vi kommer fra, slet ikke nok til at forsørge vores familier. Derfor rejser vi til Europa for at tjene penge, siger han.  

800 millioner lever af migranternes arbejde

De migranter, der når deres mål og får et arbejde i for eksempel Europa, gør en enorm forskel for deres familier og deres lokalsamfund. De sender nemlig penge hjem, og for mange familier er det de penge, der gør, at de kan leve over fattigdomsgrænsen.

Ifølge en rapport fra FN-organisationen Den Internationale Fond for Landbrugsudvikling (IFAD) forsørger omkring 200 millioner migrantarbejdere verden over cirka 800 millioner familiemedlemmer. I 2016 sendte migrantarbejdere 445 milliarder dollars hjem i såkaldte remitter til deres familier.

Det er mere end tre gange så meget, som der bliver givet i ulandsbistand på verdensplan. For den enkelte migrant drejer det sig om nogle få hundrede dollars om måneden.

- De små beløb på 200 eller 300 dollars, som den enkelte migrant sender hjem udgør typisk 60 procent af modtagerfamiliernes indkomst, og det gør en kolossal forskel i deres liv og i de lokalsamfund, de bor i, sagde IFAD’s præsident, Gilbert F. Houngbo, da rapporten udkom.

Og det er derfor, Kebba Jagna er villig til at begive sig ud på den livsfarlige rejse til Europa.

- Vi migranter ved, det er farligt, men vi gambler. Vi tager risikoen uanset, hvad den er. Vi vil enten slippe ud af fattigdommen eller dø, siger han.

Skaber udvikling af lokalsamfundet

Selvom langt de fleste migranter er i lavtbetalte job på bunden af arbejdsmarkedet, sender migrantarbejderne typisk omkring 15 procent af deres løn hjem. De fleste af dem går til familiernes umiddelbare udgifter som mad, tøj og bolig.

Men omkring en fjerdedel bliver brugt til mere langsigtede investeringer som eksempelvis uddannelse. Det skaber udvikling af lokalsamfundet – måske endda så meget, at de næste generationer ikke vil have det samme behov for at migrere.

- Det er på lokalt niveau (…), at remitterne gør den største forskel, og det er her, de kan hjælpe til at gøre migration til et valg i stedet for en nødvendighed for fremtidige generationer, står der i IFAD-rapporten.

Mange af de migranter, der rejser gennem Niger og Libyen til Italien kommer netop fra lande, hvor rigtig mange modtager penge fra familiemedlemmer i udlandet. I Nigeria udgør remitter mere end fire procent af bruttonationalproduktet og i Kebba Jagnas hjemland, Gambia er tallet på mere end 22 procent.

En tur til Vesten giver prestige

Ligesom Kebba Jagna ved de fleste andre migranter godt, at det er farligt at forsøge at komme til Europa.

- De fleste ved, at de kommer til at lide og får svært ved at finde job i Europa.  Det er bare heller ikke ufarligt at blive hjemme. Her risikerer de at dø unge, og de har ringe udsigt til at kunne skabe sig det liv, de drømmer om. I Europa er der i det mindste en spinkel chance, siger Hans Lucht, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og forsker i migration fra Vestafrika mod Europa, og fortsætter:

- Desuden går man, hvis man kommer til Europa, fra at være endnu en arbejdsløs fattig ung mand til at være en, som alle ringer til og spørger til råds. Også selvom man for os at se lever et kummerligt liv på bunden af de europæiske samfund. Det kan siges sådan at for at blive til noget derhjemme, må man leve et hundeliv i Vesten,

Skuffelse i Europa

De heldige, der når frem til Europa ender dog nogen gange med at blive skuffede. Det fortæller Eva Ravnbøl, TV 2s korrespondent i Italien, som er det land, hvor mange af de vestafrikanske migranter ender.

- Jeg har talt med masser af mennesker, som havde håbet på noget ganske andet end det, de har mødt i Europa. De er trætte, skuffede og fortvivlede mange af dem. Mange er også dybt traumatiserede efter mishandling i Libyen og en livsfarlig rejse gennem både ørken og over havet, siger hun.

- Mange har fortalt mig, at de var blevet lovet arbejde og et sted at bo. Flere fra blandt andet Senegal og Elfenbenskysten har fortalt mig, at de er blevet opsøgt af menneskesmuglere, der tilbød gratis rejse til Europa, hvis de ville skaffe 100 betalende kunder, fortsætter Eva Ravnbøl.

I Italien er der mange migranter, der ikke tør at fortælle deres familier derhjemme, at de ikke har fået adgang til at det, de drømte om. 

- Der er en masse skam forbundet med at afsløre de barske realiteter. Flere har fortalt mig, at de sender glade beskeder hjem og billeder, hvor de står og smiler foran for eksempel Roms hovedbanegård. De låner endda pænt tøj af nogle kammerater eller bekendte, så de kan glæde deres familier med, at de ser ud til at have fået et bedre liv, fortæller Eva Ravnbøl.

Bliver trods afslag

Selvom de fleste Vestafrikanere får afslag på asyl, er der mange, der bliver i Europa.

- Mange af de afrikanske lande syd for Sahara vil ikke indgå hjemsendelsesaftaler med EU, for hvis politikerne gør det, bliver de voldsomt upopulære. Samtidig er der en masse konventioner og både internationale og italienske love, som gør processen med at sende folk hjem meget besværlig og langtrukken, forklarer Eva Ravnbøl.

Sunday Emmanuel fra Nigeria forventer da heller ikke at blive tvunget til at forlade Europa, hvis det lykkes ham at nå frem.

- Måske tager de imod mig og måske ikke. Men jeg ved, at mine venner og familie i Europa vil hjælpe mig med at få et arbejde. Så jeg tror godt, jeg kan arbejde der, siger han.

Drømmen er opgivet

Gift Arrison og hendes søster har opgivet deres drøm om at nå Europa. De har mistet modet, efter de var tæt på at dø i ørkenen.

- Vi gik fra ørkenen og tilbage til Agadez. Vi havde hverken mad eller vand. Der var tre i vores gruppe, der døde i ørkenen af sult og tørst, fortæller hun.

Det lykkedes dem at finde vand et enkelt sted undervejs, siger hendes søster.

- Vi så nogle mænd, der boede ude i bushen. Vi bønfaldt dem om vand. Vi skulle betale for det. Og det var beskidt. Det her vand er renere end det, vi fik, siger hun og laver en gestus mod det grå vand i den vaskebalje, hun står bøjet over.

Gift og Maxi Arrison overlevede. Nu er de strandet i Agadez. Og de drømmer om at komme hjem, men de har ikke penge til billetten.

- Jeg er træt af at bo i Agadez – der er ikke penge eller mad. Min drøm er at komme hjem og begynde at bestille noget. Så kan jeg hjælpe mig selv og min søster. Jeg vil ikke rejse igen. Jeg er træt. Jeg vil ikke dø i ørkenen, siger Gift. 

MIGRATIONSRUTER I VESTAFRIKA