Nyheder

Snart kan din nummerplade få en helt ny funktion

Biler, der passerer Storebæltsbroen og Øresundsbroen, kan fra næste år bruge en ny slags Brobizz.

Der blæser helt nye vinde over broerne ved Storebælt og Øresund. 

Fra næste år vil Sund & Bælt nemlig gøre det muligt for bilister at betale vejafgifter på Storebæltsbroen og Øresundsbroen via nummerpladen. Det skriver Forenede Danske Motorejere, FDM.

I 2018 vil nummerpladerne på bilerne, der passerer de to broer, blive aflæst automatisk i betalingsanlæggene, efter at bilejeren har tilknyttet nummerpladen til sin brugerkonto hos Brobizz A/S. Dermed trækkes pengene – som med en almindelig Brobizz – via et betalingskort.

Vil også fungere på ny bro

Ifølge Sund & Bælt er Brobizz Light, som den nye funktion hedder, i første omgang for de, der har få ture over de store broer. En svaghed ved nummerpladesystemet er, at det kan svigte ved for eksempel snevejr. Desuden reagerer det lidt langsommere i betalingsanlægget.

- Brobizz Light bliver et godt supplement, for mange glemmer at få deres Brobizz med. Med den nye løsning kan de alligevel komme hurtigt igennem og få de normale rabatter, siger administrerende direktør i Sund & Bælt Mikkel Hemmingsen til FDM.

Når den nye bro over Roskilde Fjord åbner i 2019, skal der betales med Brobizz eller Brobizz Light. Her vil der slet ikke blive opført en betalingsstation – og heller ingen bomme.

Den nyskabende betaling via nummerpladerne kan, ifølge Forenede Danske Motorejere, muligvis også senere komme på tale andre steder i Norden og i det øvrige Europa.