Nyheder

Her er vinderne af årets nøgenløb på Roskilde

En astmatiker og en kørestolsbruger deltog i årets nøgenløb. Og en af dem vandt faktisk.

Traditionen tro blev der torsdag afholdt nøgenløb på årets Roskilde Festival.

Det blev 24-årige Michael Nielsen og 18-årige Anna Toretto, der vandt for henholdsvis mændene og kvinderne.

- Det er mit fjerde år i træk (hvor jeg løber nøgenløb red.), og så væltede de to, der førte, foran mig, og så tog jeg bare chancen. Så nu er det slut. Ikke mere nøgenløb, fortæller Michael Nielsen forpustet og fortsætter:

- Det har været fem dage med hård druk, så der har ikke været meget træning.

Fakta om Roskilde Festival 2017

  • Roskilde Festival varer otte dage mellem lørdag 24. juni og lørdag 1. juli.
  • Roskilde Festival har i alt ni scener: Orange, Arena, Apollo, Avalon, Pavilion og Gloria ligger på den indre festivalplads, mens Rising, Countdown og East ligger fordelt i campingbyen.
  • 180 navne er offentliggjort på plakaten i 2017.
  • Samlet set deltager 130.000 personer på årets festival.
  • Festivalen i 2017 er den 47. festival. Den første var i 1971.
  • Festivalområdet strækker sig over cirka 2.500.000 kvadratmeter. Det svarer til 350 fodboldbaner.
  • Gennemsnitsalderen for publikum er 24 år og 55 procent er singler.

De nøgne løbere kæmpede om sejren på en 450 meter lang rute i campingområdet 'Dream City', hvor de skulle løbe to omgange.

Det var Mads Hedegaard Christiansen på 20 år, der lå forrest i feltet det meste af løbet, men i hans sidste runde gled han i svinget og måtte se sig overhalet af Michael Nielsen.

- Jeg har aldrig prøvet noget hårdere end at skulle op, da jeg væltede, siger Mads Hedegaard Christiansen.

Samlet set deltog 34 deltagere - ni af dem var piger.

Kunne ikke trække vejret

Anna Toretto, der vandt hos kvinderne, måtte kort efter sin sejr have et tæppe omkring sig, da hun fik det dårligt på grund af kraftanstrengelsen. Den 18-årige fortalte, at hun havde astma, og at det generede hende efter løbet.

- Jeg kan knapt trække vejret, fik hun sagt hæst, inden hun kunne fortsætte interviewet.

Den kvindelige vinder er fra Brasilien og deltog for første gang.

- Jeg havde ikke rigtig nogen taktik. Det handlede bare om at løbe så hurtigst som muligt, fortæller hun videre.

Anne Toretto havde intet problem med at være nøgen foran de mange hundrede mennesker.

- Jeg har altid bare gået nøgen rundt i mit hjem i Brasilien, fordi det er så varmt, så jeg er vant til at være nøgen, siger hun efter sejren.

De to vinderen får, udover en masse mindre præmier, en billet til Roskilde Festival 2018. Så de har mulighed for at forsvare titel i det nye år.

Kørestolsbruger deltog

Udover den hurtige brasilianske kvinde deltog 26-årige Martin i sin kørestol. Han er spastisk lammet i benene og arbejder til daglig for TV-Glad.

- Det var især hårdt op ad bakken, men jeg har armmuskler efterhånden, så det gik fint, fortæller Martin til TV 2.

Han havde efter eget udsagn intet problem med at vise sig frem nøgen, og han håber i høj grad, at hans nøgne mod vil inspirere andre handicappede.

- Det er også for at tage lidt af tabuet ud af at være handicappet, forklarer Martin.

Roskilde Festival fortsætter indtil den 1. juli, hvor det blandt andet er det danske band Sort Sol, der lukker og slukker klokken to om natten.