Udland

Amerikaner døde efter fængsling i Nordkorea – tre andre er stadig fanget

Forholdet mellem USA og Nordkorea er de seneste måneder blevet forværret pga. Nordkoreas missiltests. Otto Warmbiers død hjælper ikke på dette.

Tre amerikanske statsborgere tilbageholdes fortsat af det nordkoreanske styre. Brikker i et højspændt politisk spil med USA.

USA's repræsentant i Nordkorea mødtes med de tre anholdte, mens han forhandlede Otto Warmbiers løsladelse.

Den ene af de anholdte har siddet fængslet siden 2015, mens de to andre blev anholdt for nyligt, nogenlunde samtidig med at retorikken eskalerede mellem USA og Nordkorea.

Kim Dong Chol

I oktober 2015 blev forretningsmanden Kim Dong Chol arresteret af de nordkoreanske myndigheder. Nyheden om hans fængsling kom først frem i januar 2016, da tv-stationen CNN fik lov til at interviewe ham under nordkoreansk opsyn. Her fortalte den sydkoreansk-fødte amerikanske statsborger, at han havde været spion for Sydkorea siden april 2013.

- De bad mig om at hjælpe med at ødelægge det nordkoreanske system og sprede propaganda mod regeringen, sagde Kim Dong Chol til CNN.

Efter interviewet meddelte CNN, at de ikke kunne afgøre, om den fængslede mand udtalte sig under tvang.

Ifølge CNN boede Kim Dong Chol i byen Fairfax i staten Virginia, men i 2001 flyttede han til en kinesisk by nær grænsen til Nordkorea. Han var chef for et firma, der lå placeret i den specielle handelszone mellem Kina og Nordkorea.

I april 2016 blev Kim Dong Chol dømt til 10 år i arbejdslejr for spionage og undergravende virksomhed.

Kim Sang-duk

Kim Sang-duk blev anholdt 22. april i Pyongyangs lufthavn, da han forsøgte at forlade Nordkorea.

Den midaldrende professor, der også bruger navnet Tony Kim, havde undervist i revision på Pyongyangs tekniske universitet i en måned, da han blev anholdt. Udover sit arbejde på universitet var han involveret i nødhjælpsarbejde, men det er uvist, hvorfor han er blevet anholdt.

- Vi kender ikke årsagen til anholdelsen, men det er ikke relateret til hans arbejde på universitet, siger universitetets rektor, Chan-Mo Park, til Reuters.

- Han var involveret i aktiviteter udenfor universitet, blandt andet på et børnehjem, tilføjer rektoren til Reuters.

Ifølge det nordkoreanske regime, er Kim Sang-duk anholdt for "at have begået kriminelle og fjendtlige handlinger med henblik på at omstyrte den nordkoreanske regering."

Kim Sang-duks kone boede sammen med ham i Nordkorea, men er siden vendt tilbage til USA.

Kim Hak-song

To uger efter de nordkoreanske myndigheder tilbageholdt Kim Sang-duk led en anden lærer fra Pyongyangs tekniske universitet samme skæbne. Der er tale om den amerikanske statsborger Kim Hak-song, som arbejdede med landbrugsudvikling på universitetet.

Ifølge avisen New York Times er det uvist, om de to anholdelser har noget med hinanden at gøre, men begge blev anholdt for "fjendtlige handlinger" mod det nordkoreanske styre.

Den amerikanske statsborger, Kim Hak-song, er etnisk koreaner født i Kina. Han flyttede til USA i 1990’erne. Her var han på et tidspunkt præst i en evangelisk kirke. Hans kone har til CNN fortalt, at Kim Hak-song ikke missionerede i det ateistiske Nordkorea.