Terror i London

Gik til modangreb med kurv: Rumænsk bager udråbes som helt efter angreb i London

Med blod på skjorten viste bageren Florin Morariu en video til TV 2 optaget i minutterne under angrebet.

Til daglig arbejder han for en bager i Borough Market i London.

Lørdag aften opdagede rumænske Florin Morariu dog, at der løb paniske folk rundt i området omkring bageriet.

Da han hørte fra et par kvinder, at tre mænd gik rundt og stak folk ned med knive, greb han et par kurve og gik ud på gaden.

Her stødte han ifølge sin egen øjenvidneberetning ind i en af terroristerne.

- Jeg slog ham i hovedet med en kurv. Jeg slog terroristen i hovedet med en kurv, siger Florin Morariu til et par andre kokke i en video, han optog, mens han gik rundt i området lørdag aften.

I dag bliver han beskrevet som en helt for sin indsats på de sociale medier og på BBC.

Viste video til TV 2

De første meldinger om angrebet i London lørdag kom klokken 22.08 lokal tid.  

Omkring otte minutter senere var de tre gerningsmænd dræbt af politiets skud.

De var i løbet af de otte minutter, at Florin Morariu slog en terrorist ned med en kurv.

Efter angrebet talte TV 2's Ulla Terkelsen samme aften med netop Florin Morarius og en anden kok, der også var øjenvidne til angrebet på Borough Market.

- Nogle mænd angreb folk omkring sig, som var på vej hjem efter en munter aften. Og så gik de til angreb på dem i mørket, fortalte kollegaen, mens Florin Morariu med blod på skjorten viste føromtalte video på sin mobiltelefon.

Da en politibetjent kom frem til Borough Market blev Florin Morariu bedt om at skynde sig væk. Herefter kastede betjenten en granat.

- Han er nok blevet ramt af et fragment her, sagde Florin Morarius kollega og pegede på blodpletten på skjorten.

Mindst syv personer blev dræbt og 48 såret i angrebet. Derudover blev de tre gerningsmænd skudt og dræbt af politiet. Søndag blev 12 personer anholdt i Østlondon.

Se Florin Morarius egens video her:

Advarsel: Stærke billeder! En rumænsk kok filmer i gaden umiddelbart efter terrorangrebet i London, hvor flere blandt andet blev stukket ned. Video: Rikke Museth Janniche