Nyheder

11-årig dreng fik opkald fra Taleban: I morgen skal du dræbe så mange som muligt

For 11 år siden fik AC et opkald. I morgen skulle han på en selvmordsmission og dræbe amerikanere. Men sådan endte det ikke.

Tirsdag aften sprængte en 22-årig mand sig selv i luften til en Ariana Grande-koncert i Manchester. Her dræbte han 22 personer, og over 60 er meldt sårede. Hvordan kommer et menneske så langt, at man tager på mission for at dræbe sig selv og andre? 

Det har den i dag 22-årige AC, der i dag bor i Danmark, en række bud på. Han har selv været i situationen og har været på vej ud for at dræbe ved at bruge sig selv som bombe. Han var dengang blot 11 år og målet for selvmordsmissionen var amerikanske soldater - så mange som muligt - i Afghanistan.

AC er i denne artikel anonym. Det er han, da han frygter for sin egen sikkerhed i forhold til terrororganisationen Taleban. Redaktionen kender hans rigtige navn.

- Jeg talte minutter. Jeg vidste, at det her ville være min sidste dag. Mine øjne ville blive lukket, og jeg ville ende i paradis.

AC er i Afghanistan for cirka 11 år siden. Det var en varm sommerdag, og alligevel havde AC fire lag tøj på. Det inderste lag af en helt særlig slags.

- Jeg kan tydeligt huske følelsen. Jeg var kun et barn, og jeg var meget tynd. Jeg fik en vest på, der vejede mellem 12 og 15 kilo, og den var bundet så stramt, at jeg næsten ikke kunne trække vejret helt ned i maven. Der var koblet en ledning til vesten, og knappen, der kunne udløse den, var lige ved mit venstre håndled.

AC ser videomateriale fra terrorangrebet i Manchester. Det bringer ham tilbage til sin egen tid i Afghanistan.

Terrororganisation bruger børn som våben

Et par år inden dagen for hans mission var hverdagen for den dengang 11-årige dreng helt anderledes. AC boede med sin familie, der dengang var velstående, i Afghanistan. Men en dag vendte op og ned på det hele, da ACs far døde i et bombeangreb, og hans mor lidt efter.

- Derefter kom jeg til at bo hos min onkel, men han var medlem af terrororganisationen Taleban, og det betød, at jeg også blev en del af gruppen hurtigt, siger han.

Den dengang 10-årige AC fik skiftet privatskolen ud med religiøs undervisning og forskellige våbentræning.

Vi skulle lege med små bomber, prøve at tage dem i hånden, og så skulle de se, om vi blev bange eller ej. Efter én måned i træningslejr, skulle jeg for første gang prøve en bombevest

AC

Ifølge AC var der flere børn i hans alder hos Taleban. Han siger, at de havde brug for børn, der ikke vidste noget om terror, eller hvad der foregår i politik.

- De hjernevaskede mig, og kunne bare bruge min krop, siger han.

Terrorister hjernevaskes og kommer i trance

AC er ikke alene om sin oplevelse. Ifølge en førende psykolog og ekspert på radikaliserings- og selvmordsbombeområdet, kan terrorgruppers medlemmer blive så hjernevaskede, at de kommer ud af deres krop og fornuft.

- Jeg ved, det kan lyde skørt, men de bliver høje, ligesom hvis de var på stoffer. Når man for alvor begynder at tro på den ideologi, terrorgruppen prædiker, kommer man ud af sin egen krop og ind i en euforisk tankegang, hvor følelsen af empati for eksempel ikke eksisterer. Man kommer langt fra sine værdier, siger Anne Speckhard.

I sit job har hun afhørt flere tusinde terrorister og har derfor et indgående kendskab til tankerne bag et selvmordsangreb.

- Dem, der udfører angrebene, er ofte sure på fjenden. Terrorgruppen fortæller dem, at hvis de dræber fjenden, vil de med det samme komme til paradis og få store belønninger. Generelt kan de gøre en ende på folks lidelser ved at give dem, hvad de kalder en flugtvej til paradis, siger hun.

AC måtte ikke gå i normal skole eller snakke med nogen udover medlemmerne af Taleban.

”Hvis jeg blev for bange, ville de skyde hovedet af mig”

Tilbage i Afghanistan og Talebans træningslejr havde AC blandt andet lært, at amerikanerne var et skidt folk, der voldtog Afghanistans kvinder og stjal Afghanernes jord. Derfor fik han et helt særligt opkald en aften hjemme hos onklen.

- De sagde til mig: I morgen skal du på en mission. Derefter kan jeg ikke sove hele natten. Tankerne og spørgsmålene flyver rundt: Er jeg klar til det her?

Tidligt næste morgen bliver AC klædt på i pænt tøj og får et bad. Han får at vide, at han skal tage ud et sted, hvor amerikanerne har en militærbase. På stedet er der en motortrafikvej og til højre for den ligger basen. Når amerikanerne kommer ud, skal han sprænge sig selv i luften.

De sagde til mig, at jo mere jeg dræber, jo bedre kommer jeg til himlen.  Her ville jeg også kunne møde mine forældre igen

AC

Ville den dengang 11-årige dreng fortryde og blive for bange, var beskeden fra terrorgruppen Taleban også klar.

- De siger til mig, at hvis jeg ikke udløser selvmordsbomben, så har de deres egne personer skjult hemmelige steder, der vil holde øje med mig. Og hvis jeg gør noget dumt, skyder de mig i hovedet og dræber mig. Og så kommer jeg ikke til paradis.

Når AC fortæller om sin barndom i Afghanistan overskygger tiden hos Taleban de gode minder

 

Hvad nu hvis det var mig?

I dag sidder AC i en park nær København og ser video- og billedmateriale fra terrorangrebet i Manchester. Episoden vækker noget helt særligt i ham.

- Jeg tænker, hvad nu hvis det var mig? Var jeg død, og hvor ville jeg generelt være henne i verden?

Det er desuden vigtigt for den 22-årige mand, at man ser gerningsmanden for andet end bare en muslim og terrorist. Han ved nemlig, at der ofte er andet bag.

- Mange bliver tvunget til at gøre de her ting. Det er ikke sikkert, man har lyst til at slå ihjel til at starte med. Men man bliver hjernevasket, og terrororganisationen kan give dig en helt anderledes tankegang.

Panikken sætter ind

Tilbage i Taleban på motortrafikvejen er den dengang 11-årige AC lige steget ud efter en timelang taxatur.

Mit hoved er fyldt med spørgsmål og tanken om: jeg er på vej til at forlade verden nu. Men jeg var bange, rigtig bange

AC

Den 11-årige dreng har hele taxa-turen tænkt, hvordan han eventuelt ville kunne slippe væk, men uden at finde en plan. Da han var steget ud af taxaen føltes den læderjakke, han havde udenpå bombevesten ekstra tung og varm.

- Og så gik det galt. Jeg begyndte at ryste, jeg begyndte at svede over det hele. Mit ansigt blev helt rødt. Jeg begyndte at græde og skrige, at jeg har en bombe på mig. Både afghansk og amerikansk militær begyndte at råbe, at jeg skulle lægge mig ned med hånden oppe.

I hånden havde AC den lille røde knap, der kunne udløse det sprængstof han havde på kroppen.

- Jeg lå og tænkte: NU skyder de mig. Enten taleban eller soldaterne.

Han begyndte at råbe og skrige og lægge sig på jorden. Så kom både afghansk og amerikansk militær for at afmontere hans bombevest.

Flere timers afhøring

Det næste AC kan huske er, at han ligger nøgen på et gulv i et mørkt rum, hvor amerikansk militær afhører ham.

- Jeg blev afhørt i over seks timer af amerikanerne. Derefter blev jeg afhørt lige så længe af afghansk militær.

AC endte med at give amerikansk- og afghansk militær mange oplysninger om Taleban, samt navne på, hvem der havde sendt ham afsted. Derfor er han i dag bange for, hvem fra Taleban, der kan være ude efter ham.

Jeg ved, de har forbindelser over alt i verden, siger han

AC

Afghansk politi bragte den dengang 11-årige AC tilbage til sin onkel, der havde fået ham ind i Taleban. Efterfølgende søgte han hjælp hos sin søsters mand, der fik ham ud på en flugt, der endte i Iran. Senere i Grækenland og så i Danmark.

AC siger, det var et mirakel at han fik sin selvmordsmission stoppet.

Livet i Danmark

AC, der i dag er 22 år, fortæller, at han bliver ramt af en trist følelse, når han tænker tilbage på den dag, han stod med den tunge vest på og den røde knap i hånden. I dag bor han i en ungdomsbolig uden for København og skal til at søge om dansk statsborgerskab. Han vil nemlig gå i sin fars fodspor.

- Min far var politimand i Afghanistan. Jeg vil gerne være det samme, bare her i Danmark.

Han bruger desuden sin tid på at hjælpe andre unge, der er ved at blive radikaliseret til terrorgrupper som for eksempel Islamisk Stat.

- Jeg kan bare godt lide at hjælpe i samfundet. Det er det jeg skal.