Nyheder

Trommeslager efter angreb: - Det var her, vi indså, det var alvorligt

Trommeslager Aaron Spears har i et opslag beskrevet, hvordan han oplevede terrorangrebet i Manchester Arena.

Koncerten med den amerikanske popsangerinde Ariana Grande var netop afsluttet og fans var på vej ud af det britiske koncertsted i Manchester, da en bombe sprang mandag aften.

Terrorangrebet har indtil videre kostet 22 personer livet og over 100 personer er behandlet på hospitalet. 

Det slog os ikke, at det var en bombe, før vi blev evakueret 

Aaron Spears, trommeslager

Trommeslageren på Ariana Grandes 'Dangerous Woman Tour' giver i et opslag på Instagram et indblik i, hvordan han oplevede angrebet backstage.

Kunne høre folk panikke

Aaron Spears forklarer, at bandet havde afsluttet showet og var på vej tilbage til deres omklædningsrum, da de hørte et stort brag.  

- Vi kunne høre folk gå i panik. Vi havde ingen anelse om, hvad der foregik, skriver han. 

Efter at have været i omklædningsrummet i cirka fem minutters tid kom sikkerhedsvagter ind og sagde, at de øjeblikkeligt skulle evakueres fra bygningen. 

- Det var her, vi indså, at det var alvorligt. Vi havde først troet, at lyden kunne være alt muligt, men det slog os ikke, at det var en bombe, før vi blev evakueret og de fortalte os præcis, hvad der foregik, skriver han.   

Der er både børn, unge og forældre blandt ofrene - én af dem en otteårig pige. Det er især de unge fans, trommeslageren tænker på.  

- Det er så hjerteskærende, fordi der er så mange børn, der kommer til vores shows. Jeg bliver ved med at tænke på dem, skriver han. 

- Jeg er ekstremt taknemmelig over, at ingen fra tour crewet kom fysisk til skade, men det smertefulde minde og den byrde, som er forbundet med tabet af liv, vil være i os for altid. Jeg kan stadig ikke tro det. Det er så surrealistisk, slutter han. 

Har aflyst en række koncerter

Sangerinden Ariana Grande har også skrevet et opslag efter angrebet, hvor hun udtrykker sin sorg: 

- Knust. Dybt fra mit hjerte, jeg er virkelig så ked af det. Jeg har ingen ord. 

Den 23-årige sangerinde har aflyst sine næste syv koncerter og foreløbigt sat Europa-turnéen 'Dangerous Woman Tour' på pause.

Det har hendes management meddelt - hun skulle have optrådt torsdag og fredag i London.