DF-formand om Krarups forslag: Naturligt at præster vil missionere
Formand for Dansk Folkeparti vil hverken afvise eller bakke op omkring sin forsvarsordførers idé om, at der skal missioneres blandt landets muslimer.
Marie Krarup (DF) har onsdag skabt debat på Christiansborg, fordi hun mener, at der er behov for, at flere danske muslimer konverterer.
Til det siger hendes partiformand Kristian Thulesen Dahl.
- Hvis du er præst, så har du vel helt naturligt den tanke, at det er vældig godt, hvis du kan overbevise folk om, at det, du står for, er det rigtige, siger han.
Kristian Thulesen Dahl vil ikke direkte udtale sig om, hvorvidt han synes, at der skal missioneres mere blandt de danske muslimer. Men han siger til programmet 'Lippert - et walk and talkshow':
- Vi kan jo se, at mange af de terroranslag, der bliver lavet, de sker med, at der umiddelbart før bliver råbt noget i Allahs navn. Og vi bliver jo nødt til at sige, at det er noget skidt.
Behov for kristen missionering
Ifølge forsvarsordføreren for Dansk Folkeparti er der behov for egentlig kristen missionering blandt muslimer, der befinder sig i Danmark.
- Der foregår jo heldigvis allerede missionering i dag. Der er mange muslimer, som bliver døbt. Men jeg synes godt, vi kunne have mere af det. Det er ikke noget, som vi kan styre direkte politisk, men der er projekter rundt omkring, som man kan støtte økonomisk, siger Marie Krarup.
Og du mener altså, at den form for missionering vil kunne forhindre et terrorangreb – hvordan egentlig det?
- Kristne begår ikke terror. Medmindre at der er en eller anden alvorlig national konflikt om for eksempel løsrivelse, og det har vi jo ikke herhjemme.
Kristendommen har skabt vores samfund
Tilbage hos formanden for Dansk Folkeparti lyder det, at det blandt andet skyldes den kristne kulturarv, at vi har det samfund, som vi har.
- Jeg kan bare konstatere, at en stor del af de udfordringer, som vi har fået i Danmark skyldes, at vi har haft en indvandring af folk fra primært mellemøstlige lande, der er meget svære at integrere i det danske samfund, siger Kristian Thulesen Dahl.
- Hvis man anerkender, at den udfordring er der, så kan man løse det på forskellige måder. For eksempel kan en muslim blive mindre muslim ... det ved jeg ikke, om man kan. Det må de jo finde ud af, siger Kristian Thulesen Dahl.
Andre partier afviser idé
Socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, tror kke meget på Dansk Folkepartis idé om øget kristen missionering herhjemme.
- Jeg tror, at det muslimske miljø skal hjælpe os til sige, at terror er fuldstændigt uacceptabelt. Og så handler det om integration, siger han.
Radikales integrationsordfører kalder Marie Krarups forslag for 'useriøst':
- Hvis det her er en udstrakt hånd til dialog, så er det rigtig godt, men Dansk Folkeparti plejer ikke at ville være med til at de dialogskabende initiativer, siger Sophie Carsten Nielsen.