Nyheder

Roger Moores død sætter punktum for hustrus mange tragedier

Kristina Tholstrup har i dag mistet sin mand gennem 15 år. Mindre end et år efter hun mistede sin 47-årige datter. Begge til kræft.

Fans af James Bond verden over nipper en gang til vodka-martinien og takker Roger Moore i dag for hans præstationer på det hvide lærred. Den 89-årige britiske skuespiller er afgået ved døden i Schweiz, efter kræften vendte tilbage. En sygdom, han ellers blev kvit i 1993.

Hans død sætter et foreløbigt punktum i rækken af tragedier for hans hustru, Kristina Tholstrup, som desværre nærmest er blevet forfulgt af dem gennem sit liv.

Hun giftede sig med sin første mand, den danske forretningsmand og garveriejer Hans Christian Knudsen fra Vordingborg, og fik datteren Christina.

Men i 1975 indfandt den første tragedie sig, da Christina var seks år, hvor hendes far, Hans Christian Knudsen, begik selvmord. Ifølge BT var det kulminationen på beskyldninger om skattesnyd.

Efter nogle år fandt Kristina Tholstrup igen kærligheden hos Ole Tholstrup fra den stenrige Tholstrup-familie. Denne havde gode relationer til Kongehuset, og parret blev ofte set til de kongelige baller.

Men i 1990 afgik Ole Tholstrup ved døden efter et hjertetilfælde. Eftersigende var et stort alkoholforbrug en årsag.

Den dyre skilsmisse

Otte år senere, i 1998, stod Kristina Tholstrup dog frem med Roger Moore og erklærede, at de var blevet kærester. Til stor irritation for Roger Moores kone Luisa Mattioli. Misæren tiltrak sig meget opmærksomhed i medierne og døde først ud efter flere år, da Roger Moore eftersigende betalte knap 90 millioner kroner til sin ekskone. Først dér ville hun lade sig skille.

Kristina Tholstrup og Roger Moore med Christina (venstre) i København i 1995.

Mange år gik, men i juli 2016 dukkede endnu en tragedie op for Kristina Tholstrup. Hendes datter, Christina, døde af kræft. Hun blev 47 år. 

I 2014 udtalte hun til Evening Standard, at hendes stedfar, Roger Moore, havde haft en afgørende og positiv betydning for hendes liv, som på daværende tidspunkt var præget af mange nedture og forliste forhold.

Det leder os tilbage til tabet af Roger Moore, som familien meldte ud på Twitter tidligere i dag. Et foreløbigt punktum i rækken af tragedier for Kristina Tholstrup.