Nyheder

Ny undersøgelse: Jørn fra TV 2-dokumentar er ikke den eneste, der svigtes

En undersøgelse viser, at mere end hver tredje familieplejer oplever, at deres plejebarn ikke fik den hjælp de havde brug for, da barnet fyldte 18 år.

Mere end hver tredje familieplejer mener ikke, at deres plejebarn har modtaget et ’passende tilbud fra kommunen’ i forbindelse med, at barnet fyldte 18 år.

Det fremgår af en ny undersøgelse, lavet af Socialpædagogernes Landsforbund, som TV 2 i dag kan offentliggøre.

- Det er helt uacceptabelt. Det er helt afgørende, at man når man fylder 18 år får et tilbud, som kan hjælpe dem videre i livet, og som kan gøre, at de kan tage de næste skridt til at få et så normal liv som overhovedet mulig, siger forbundsformand Benny Andersen.

Undersøgelsen er gennemført blandt landsforbundets godt 1970 medlemmer, altså familieplejere, i maj måned. 47 procent har svaret og heraf har 353 familieplejere haft plejebørn, der fyldte 18 år, mens barnet var i pleje.

-  Det er jo unge børns livschancer, man sætter på spil, for så er der en større risiko for, at de ender i kriminalitet, ender i misbrug eller falder tilbage til de problemer, som en plejeforældre eller en døgninstitution har løst gennem anbringelsestiden.

Herudover svarer 31 procent, at de er ’meget uenige i’, at barnet er blevet tilstrækkeligt inddraget i processen om, hvad der skal ske, når barnet bliver myndigt. Selvom det altså er barnets liv og fremtid, det handler om. Og det er ikke et resultat, der kommer bag på formanden.

- Vi har hørt det både fra familieplejere og døgninstitutioner, at når den unge fylder 18 år, så er der alt for mange tilfælde, hvor det er ude af øje, ude af sind.

Sker på baggrund af Jørns sag

Undersøgelsen er lavet i forbindelse med, at TV 2 torsdag aften viste den tredje dokumentar om Jørn Toft Jensen, som i dag er 19 år.

Gennem 20 år har TV 2 fulgt ham. Fra han som spæd blev fjernet fra sine biologiske forældre og kom i familiepleje. Til han som barn kæmpede med sociale vanskeligheder og autisme. Og til i dag, hvor han som voksen igen er ude i problemer. 

Jørns plejeforældre Lili og Uffe Bach Andersen har sammen med Jørn endnu en gang lukket et tv-hold inden for, fordi de ønsker at sætte fokus på, hvor vanskeligt det er at sikre, at sårbare, anbragte børn får den hjælp, som de har brug for, når de på papiret fylder 18 år og dermed ikke længere er børn.

Da det sker for Jørn Toft Jensen, bliver han tilbudt at bo på et bosted – selvom flere aktører allerede inden, han flytter derud, er i tvivl om, om stedet overhovedet har de rette kompetencer til at tage sig af Jørn Toft Jensen, som er massivt udfordret af blandt andet svær autisme. Tilbuddet viser sig da også at være helt forkert for Jørn, der ender med at bliver udnyttet af pushere.

- Jeg tænker, at man er ude i nogle eksperimenter. Og at man siger, at nu gør vi det bare, selv om vi egentlig godt ved at det er noget skidt, siger Jørns plejemor Lilli Bach Andersen i dokumentaren.

Hvis Jørns forløb havde været anderledes og overgangen fra barn til voksen havde været mere glidende, kunne situationen måske have været ena anden i dag, mener hun.

- Jeg tror på, at verden kunne have set anderledes ud.

Jørn fra 'Er du mors lille dreng' bliver udnyttet af pushere og kommer på den måde i stor gæld. Video: Anne Brandbjerg

Plejefamilier er rystede over systemet

Og historien om Jørn Toft Jensen er altså langt fra den eneste. I undersøgelsen foretaget af Socialpædagogerne skriver flere plejefamilier om deres oplevelser med systemet.

- I vores tilfælde mente kommunen, at plejebarnet godt kunne tage vare på sig selv, nu hvor vi havde lavet sådan et stort forarbejde. Plejebarnet blev bare henvist til at klare sig uden nogen form for hjælp og støtte. Derfor fortsatte vi vores arbejde med støtte, hjælp og vejledning, dog uden løn og uden kommunens indblanding. Der er nu gået 4 år på denne måde, skriver en plejefamilie, der har deltaget i undersøgelsen, mens en anden plejefamilie beskriver deres oplevelse sådan her:

- Vi havde et barn i pleje fra fødsel til hans 19. år. Vi er barnets netværk. Der er ingen kontakt med barnets biologiske familie, og der er ikke mulighed for dette.  Barnet bliver lovet efterværn hos os til og med sit 23 år. Da vores plejebarn, på grund af forskellige vanskeligheder dropper ud af gymnasiet, melder kommunen, at de trækker godkendelsen på efterværn tilbage, og jeg bliver opsagt. Plejebarnet havde været hjemløs i dag, hvis vi ikke havde ladet plejebarnet bo hos os. Jeg er rystet over denne arbejdsgang over for et ung menneske med diagnosen infantil autist.

En tredje måtte inddrage Børns Vilkår, inden der kom skred i sagen:

- Kommunen fastholdt, at plejeforholdet skulle stoppe [i familiepleje] ved det fyldte 18 år. Vi inddrog Børns Vilkår, som efterfølgende holdt møde med kommunen. Efterfølgende indvilligede kommunen i, at plejebarnet kunne blive boende. Barnet flyttede, da det var 23 år gammel. Det at barnet kunne blive boende hos os, efter det fyldte 18 år, gjorde, at barnet i dag har styr på tingene, et godt liv, fast arbejde, kæreste og egen lejlighed. Havde barnet skullet flytte som 18-årig var barnets verden styrtet i grus, da barnet på det tidspunkt var meget sårbar. Kommunen gjorde i øvrigt intet for at hjælpe, men var udelukkende fokuseret på at få barnet ud og spare penge på anbringelse.

Lovgivning er fin - men bliver ikke overholdt

Ifølge Socialpædagogerne er lovgivningen på området faktisk udmærket, som den er i dag.

I alle sager skal det vurderes, om et anbragt børn bør tilbydes efterværn, som giver barnet mulighed for ekstra støtte til at træde ind i voksenlivet, som al forskning viser kan være svær. Samtidig er det obligatorisk for kommunerne at indkalde barn og eventuelle plejeforældre til en samtale om fremtiden et halvt år inden, barnet fylder 18 år.

Men problemet er, at det øjensynlig ikke er alle kommuner, der overholder reglerne. Og det er ikke godt nok, fastslår landsforbundets formand Benny Andersen.

- Hvis vi bliver ved med at opleve, at de her ting ikke sker, så må svaret jo være, at de politikere, der har det overordnede ansvar for den lovgivning, som jeg synes er god, må sikre sig, at kommunerne følger den. Og det er jo regeringen og Folketinget.