Heste hjælper kræftpatienter: - Det gør noget ved ens indre
Kræftramte, der kæmper med tilværelsen, får hjælp fra heste, når den traditionelle terapi ikke virker.
I Løgumkloster i Sønderjylland har de gode erfaringer med hesteassisteret terapi.
Der er ikke tale om terapi for heste, men derimod terapi for mennesker, hvor det er en hest, der fungerer som terapeut.
- Bare det, at man rører hesten, gør noget ved ens indre. Man falder naturligt til ro, men det giver også en tillid. Vi skal ikke ud og ride som et mål. Kommer de op at ride, er det fint, men målet er, at de skal ind og mærke sig selv. Vi skal ind og have fat i nogle følelser, de ikke deler med naboen eller måske med nogen andre, siger Mai-Brit Holm Nielsen, der er selvstændig terapeut.
Hun har startet et hesteterapi-forløb for kræftramte kvinder, for at de kan få kontakt med de følelser, der kan være svære at sætte ord på.
Samarbejde med Kræftens Bekæmpelse
Ulla Lustrup er en af deltagerne i den hesteassisterede terapi. Hun er ramt af brystkræft for anden gang og skal måske have fjernet begge bryster og æggestokke.
- Jeg er her for at få lidt ro på mig selv, for jeg synes egentlig ikke rigtig, at jeg har nogen at snakke med derhjemme. Fordi jeg kan lide at arbejde med heste, så synes jeg, at det var en god ide at prøve det her kursus og se, om det kunne give mig noget. Og det gør det, Når du står med hesten, fortæller du den det egentlig ikke noget. Den fornemmer det bare, men du føler, at du kommer af med det, siger hun.
Tidligere har hun forsøgt sig med traditionel psykologhjælp, men hun brød sig ikke om forløbet.
- Der bliver meget tavshed ved en psykolog, og så siger de, ’det er jo dig, der skal fortælle mig, hvordan du har det’, og så tænker jeg, ’godt så, man kan jo ikke bare lige hælde det ud af ærmet’, siger Ulla Lustrup.
Fik idéen fra egne erfaringer
Terapiforløbet for de kræftramte kvinder er lavet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Tønder.
- Vi har på mange måder svært ved at få fat i de kræftramte. Til at starte med, så syntes vi nok også, at det var helt fjollet, det kan man ikke sådan noget. Men nu har vi prøvet det, og det virker faktisk. Der har kun været positive tilbagemeldinger, siger Henny Berg Matzen, der er bestyrelsesmedlem for Kræftens Bekæmpelses afdeling i Tønder.
Idéen til forløbet fik Mai-Brit Holm Nielsen, da hun selv var igennem et sygdomsforløb, hvor en psykolog opfordrede hende til at genoptage sin interesse for heste, hvilket hjalp hende videre.
- Det er jo ikke kun hestefolk, der kommer her. Det er jo også helt almindelige hr. og fru Danmark. Det er dem, der er sjovest at arbejde med faktisk, det er dem, der har den der 'åh nej, jeg tør ikke røre ved hesten', for de rykker på en helt anden måde end hestepigerne gør.