Samfund

Kritiseret kirurg skadede ung kvinde under operation: - Jeg har mistet så meget livsglæde

En kirurg, der tidligere har fået kritik for at fejloperere patienter i Sverige, skadede Marie Haanings galdeveje under en operation i Thisted.

På hospitalsvæggen hænger billeder af den unge, mandlige skuespiller Taylor Lautner i bar overkrop. Det er sygeplejerskerne på Rigshospitalet, der har forsøgt at løfte stemningen på den hospitalsstue, hvor 21-årige Marie Haaning har været indlagt den seneste uge. 

- Det er sgu ikke sjovt at ligge i en seng og ikke kunne komme ud af den. Det er forfærdeligt, siger Marie Haaning.

Efter en operation gik galt på Regionshospitalet i Thisted i december har hun været igennem et langt og smertefuldt forløb på flere af landets hospitaler. 

- Jeg har været i Thisted, Hjørring, Aalborg, Rigshospitalet, Aalborg, Rigshospitalet og nu skal jeg tilbage på Aalborg igen, forklarer hun.

En mangelfuld operation

Den 59-årige svenske kirurg, der skulle fjerne hendes galdeblære endte med at skære hendes dybe galdevej over og beskadigede samtidig hendes lever. 

En mangelfuld operation. Sådan lyder det fra den uddannelsesansvarlige kirurg, vi har bedt vurdere operationsbeskrivelsen. Han understreger, at det er en sjælden komplikation, men i dette tilfælde er det tydeligt, at kirurgen har mistet overblikket.

- Hvis ikke man kender sin grænse for, hvornår man klart og tydeligt ved, hvad man laver, så må man jo tilkalde hjælp. Og det er det vigtigste at lære som kirurg, siger Finn Kallehave fra Aalborg Universitetshospital.  

Marie Haaning på hospitalet i Thisted

- Har mistet så meget livsglæde

For Marie Haaning har operationen i Thisted fået store konsekvenser. Hun har indtil nu været igennem ni opfølgende operationer.

- Jeg har mistet så meget livsglæde, og jeg har tænkt: Hop ud ad vinduet, altså. Det har jeg virkelig tænkt i mange situationer. Det var den nemmeste udvej. Altså virkelig, siger Marie Haaning.

Marie Haaning var også indlagt juleaften, som hun var nødsaget til at fejre på Rigshospitalet.

Den svenske kirurg, der opererede Marie Haaning er nu blevet fyret fra Regionshospitalet i Thisted. Det var nemlig ikke kun under Marie Haanings operation, at kirurgen havde udfordringer.

Kirurgen har flere klagesager i Sverige

I følge indberetninger fra flere sygeplejersker var der problemer med kirurgens teknik under flere operationer. Problemer, der betød, at patienterne oplevede flere smerter end normalt.

Også i Sverige har kirurgen tidligere fået kritik for at fejloperere patienter. Det viser aktindsigter fra det svenske tilsyn, IVO. Alligevel blev han ansat i Thisted igennem et vikarbureau i oktober sidste år.

Sagen fra Uddevalla blev også beskrevet i flere svenske medier.

- Vi har haft tillid til at vikarbureauerne gjorde deres arbejde ordentligt. Den her sag viser, at der har vi haft for stor tillid, og så må vi have mere kontrol, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør i Thisted. 

Vikarbureauet Konzenta, der har ansat den svenske kirurg, og ledelsen i Thisted er uenige om, hvorvidt hospitalet er blevet orienteret om den svenske kirurgs baggrund.

Her er den svenske kirurgs klagesager

    1. Den svenske kirurg ansættes som vikar på Uddevalla Sygehus

      Den svenske kirurg arbejdede på Uddevalla Sygehus frem til januar 2014
    2. Den svenske kirurg fejlopererer flere svenske brokpatienter

      Sture Ottoson blev fejlopereret af den svenske kirurg

      Flere brokpatienter, der er blevet opereret af den svenske kirurg på Uddevalla, kommer tilbage med komplikationer. Ledelsen opsiger samarbejdet med kirurgen og indleder en intern redegørelse. 

    3. Den svenske kirurg indberettes til det svenske tilsyn

      Sagen fra Uddevalla blev også beskrevet i flere svenske medier.

      En redegørelse viser, at kirurgen har fejlopereret otte ud af ni brokpatienter på knap tre måneder. Ledelsen på Uddevalla mener, at der er rimelig grund til at frygte, at kirurgen kan være til fare for patientsikkerheden og de indberetter ham til IVO.

    4. Det svenske tilsyn giver kirurgen kritik

      Det svenske tilsyn IVO retter kritik mod kirurgen, men vurderer ikke, at han er til fare for patientsikkerheden.

      Det svenske tilsyn IVO gennemgår kirurgens sager. De giver ham kritik for at operere brokpatienter med en metode, han ikke beherskede. Men de mener ikke, at der foreligger nogen grov uskikkelighed, og han får lov at beholde autorisationen. 

    5. Den svenske kirurg ansættes i Thisted via vikarbureau

      Regionshospitalet i Thisted ansætter den svenske kirurg gennem vikarbureauet Konzenta

      Den svenske kirurg ansættes via vikarbureauet Konzenta. Under samtalen oplyses sygehuset om en klagesag fra Sverige, men vikarbureauet og ledelsen i Thisted er uenige om, hvorvidt Thisted har fået fuld indsigt i kirurgens baggrund.

    6. En sygeplejerske advarer om, at kirurgens teknik virker spørgende under en brokoperation.

      Notatet fra sygeplejersken, der også sendes til ledelsen.

      Af notatet fremgår det, at tempoet er meget langsomt, at det er smertefuldt for den kvindelige patient, som er vågen under operationen og derfor hører det hele. 

    7. Den svenske kirurg opererer Marie Haaning

      Marie Haaning blev opereret af den svenske kirurg den 2. december 2016.

      Marie Haanings operation er i følge en indberetning præget af store tekniske problemer. Hun overflyttes på grund af komplikationer til Aalborg Universitetshospital, der vurderer at operationen er under faglig standard. 

    8. Endnu en sygeplejerske advarer ledelsen om kirurgens kompetencer

      Sygeplejerskens mail til afdelingsledelsen.

      Flere sygeplejersker oplever, at hans teknik som usikker og spørgende, at han ikke kender til arbejdsgangene i det danske sundhedsvæsen og at patienterne oplever mange smerter under indgrebene. 

    9. Kirurgen fritstilles fra Thisted og indberettes til Styrelsen for Patientsikkerhed

      Ledelsen på den kirurgiske afdeling i Thisted indberetter den svenske kirurg til Styrelsen for Patientsikkerhed.

      I indberetningen skriver de, at de vurderer, at patientsikkerheden er truet i sådan en omfang, at kirurgen ikke længere kunne arbejde på hospitalet. 

    10. Den svenske kirurg får suspenderet sin autorisation hos Styrelsen for Patientsikkerhed

      Styrelsen for Patientsikkerhed suspenderer den svenske kirurgs autorisation.

      Sagen er endnu ikke afgjort, da kirugen er sygemeldt og derfor ikke har haft mulighed for at svare på Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering af, at han mistænkes for at udgøre en fare for patientsikkerheden. 

Overrasket over, at han er blevet ansat i Thisted

Det er ikke første gang, at en kirurg stopper i Thisted på grund af fejloperationer og manglende kompetencer. Det skete også i 2015. Siden har Region Nordjylland igangsat flere initiativer, der skulle sikre, at læger med manglende kompetencer ikke fik lov at arbejde på Regionshospitalet i Thisted.

Derfor undrer det Finn Kallehave, at den svenske kirurg er blevet ansat.

- Jeg er i hvert fald bekymret over, at det kan ske, fordi vi ved jo, at Thisted har særdeles meget fokus på at være på forkant med de problemer. Så derfor er det jo lidt ærgerligt, at det overhovedet forekommer. Jeg havde egentlig forventet, at deres fokus på området havde forhindret, at noget sådan ville optræde, siger Finn  Kallehave, uddannelsesansvarlig kirurg på Aalborg Universitetshospital.

Også Marie Haaning undrer sig. 

- En sådan mand skal da ikke have lov at operere, når han har lavet så mange fejl. Så synes jeg man skal kigge en ekstra gang på den her læge, finde ud af: Hvad er det egentlig der foregår, når han ikke kan finde ud af at operere det, han er uddannet til at lave? spørger Marie Haaning.

- Jeg husker ikke særlig godt

Marie Haaning er her seks måneder efter operationen stadigvæk ikke rask. De skader, den svenske kirurg pådrog hende under den første operation i Thisted, har været svære at rekonstruere. 

Det er kun to uger siden, hun igen måtte indlægges akut på grund af stærke mavesmerter. Derfor får hun også stadig en del smertestillende medicin.

- Jeg husker ikke særlig godt. Jeg er ret svimmel for tiden, så det er ikke så godt. Og meget træt, rigtig træt, siger Marie Haaning, der læste til finansøkonom inden hun blev opereret. 

Marie Haaning på hospitalet

Sygehuset i Thisted betyder meget for både Marie Haaning og hendes familie. De mener, sygehuset er en uundværlig del af lokalsamfundet, men hun er ked af, at kirurgen blev ansat i første omgang. 

- Det har jeg det virkelig dårligt med, at de ikke har sat sig selv ind i den situation, hvordan han har været andre steder. Det har jeg det virkelig, virkelig dårligt med, siger Marie Haaning. 

Styrelsen for Patientsikkerhed har suspenderet den svenske kirurgs autorisation, fordi de mener, der er begrundet mistanke om, at han kan udgøre en fare for patientsikkerheden. Men sagen er endnu ikke afgjort.

TV 2 har været i kontakt med den svenske kirurg. Han oplyser, at han er sygemeldt, og at han derfor ikke ønsker at kommentere historien. 

Da vi møder Marie Haaning på Rigshospitalet har hun fortsat svære smerter, hvorfor hun også har fået smertestillende medicin.