Øget boligsalg giver boom i køkkenbranchen

De danske køkkenselskaber melder om nye rekordomsætninger. Det store salg skyldes aktivitet på boligmarkedet.

Der er kommet godt gang i boligsalget igen herhjemme, og det smitter af på en anden branche, der ellers har haft det svært i årene efter finanskrisen.

Ny bolig betyder nemlig også nyt køkken for mange, og de store køkkenselskaber melder nu om rekordresultater.

Indenfor de seneste uger har flere selskaber præsenteret regnskaber, og de viser over hele linjen en vækst i omsætningen på mellem fem og ti procent.

- Nyt køkken rimer på ny bolig, og der er godt gang i boligsalget med stigende priser. Mange steder ser vi jo, at boligpriserne er på sit højeste, fortæller forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

Det rum man bruger mest

Kirsten Farcinsen fra Herning er en af de mange danskere, der har købt nyt hus og smidt penge efter et nyt køkken.

- Det er jo næsten det (rum, red.), man bruger mest i ens hverdag, fortæller hun. For kun en uge siden kunne hun tage et nyt køkken til 100.000 kroner i brug.

Udviklingen i salget af køkkener er for alvor kommet i omdrejninger i løbet af de sidste par måneder, men udviklingen har været i gang gennem længere tid.

- Det er sket over de sidste to år stille og roligt. Vi er overraskede over, hvor meget det er lige nu, og jeg ser ingen skyer på horisonten, så jeg er en glad mand, fortæller Jens-Peter Poulsen, der er administrerende direktør i KVIK Køkkener. Han mener, at køkkensalget vil fortsætte sin himmelflugt.

Hver femte vil renovere

Der er da også indikationerne på, at det kan blive tilfældet. For i en undersøgelse, som Nordea har lavet, svarer hver femte adspurgte, at de regner med at renovere deres hjem, eksempelvis køkken, i løbet af 2017, og det skyldes flere ting.

- Det betyder rigtig meget, at vi har superlav arbejdsløshed, lav rente, og at der er gode opsparinger rundt omkring. Der er optimisme i økonomien, og forbrugertilliden er rigtig høj i øjeblikket, fortæller Ann Lehmann Erichsen.

Børsnotering på vej

Fremgangen i salget af køkkener har også givet den svenske kapitalfond IK Investment Partners blod på tanden.

Kapitalfonden købte for halvandet år siden køkkenfirmaet TCM, der blandt andet ejer de to landsdækkende kæder Svane Køkkenet og Tvis Køkkener, der tilsammen har mere end 80 butikker i Danmark og i udlandet.

Sidste år lykkedes det for den svenske fond at øge driftsindtjeningen hos køkkenproducenten med hovedsæde i Holstebro med 17 procent, og nu skal frugterne høstes.

Derfor vil IK Investment Partners børsnotere det danske køkkenfirma.