Nyheder

En vigtig tradition: - Blå mandag var den perfekte afslutning på mit livs bedste dag

Blå mandag er en tradition, der skal holdes i hævd. Sådan lyder det fra Maggi Poulsen, der blev konfirmeret sidste år.

15-årige Maggi Poulsen går i 8.klasse på Randers Realskole. Hun ville ikke have været foruden sin blå mandag, som hun fejrede sidste år.

Men på fire skoler i Helsingør Kommune har skoleledelsen i Espergærde skoledistrikt nedlagt forbud mod, at eleverne fejrer blå mandag i skoletiden. Var det sket på Randers Realskole, var Maggi Poulsen gået glip af en helt særlig dag:

- Den bedste dag i mit liv var min konfirmation, og så giver blå mandag bare den bedste afslutning, siger Maggi Poulsen.

Blå Mandag

Blå Mandag er navnet på den efterfølgende Mandag efter konfirmationen, hvor konfirmanderne sammen med deres klassekammerater tager på tur, ofte til landet større byer, hvor de eksempelvis tager i Tivoli eller på Bakken eller tager på shoppetur. 

Blå Mandag er ikke en obligatorisk fridag for konfirmander, men mange skoler lader elever holde fri den pågældende dag.

Maggi Poulsen havde lige siden, hun besluttede sig for, at hun ville konfirmeres, glædet sig til at fejre blå mandag. 

- Der var gæster i løbet af konfirmationen, der også kom hen og sagde god blå mandag. Det hører ligesom bare til, fastslår hun.

Sammen med sin klasse var Maggi Poulsen ude og shoppe, i Tivoli, på restaurant og ude og spille paintball.

Sådan har det altid været

For Maggi Poulsen er blå mandag en vigtig tradition, der skal holdes fast i.

- Jeg ville være blevet rigtig skuffet og ked af det, hvis vi ikke skulle på blå mandag. Eller vi skulle det i en weekend i stedet for, siger Maggi Poulsen.

En ekstra fordel ved blå mandag er, at der er ifølge Maggi Poulsen er noget at glæde sig til på den anden side af selve festen.

- Konfirmationen går jo hurtigt, men så har man blå mandag at glæde sig til dagen efter.

Det ville ifølge konfirmanden være urimeligt, hvis hun ikke fik lov at opleve dagen.

- Alle andre generationer har været til blå mandag og haft en hel fridag, hvor de kunne hygge sig med deres klasse.

Ender på ministerens bord

Dansk Folkepartis medlem af Folketinget og byrådsmedlem i Helsingør Kommune, Marlene Harpsøe, vil nu tage sagen op. Det fortæller hun til TV 2. 

For selvom skoleleder i Espergærdes skoledistrikt Andreas Elkjær påpeger, at han ikke forbyder elever at fejre Blå Mandag, men at han blot mener, traditionen ikke hører hjemme i skoleregi, så er det ikke i orden, mener Marlene Harpsøe.

- Uanset om man fra skoleledelsens side siger, at man kan holde Blå Mandag på en anden dag, så er det stadig en afvisning af Blå Mandag i den traditionelle forstand, siger hun.

Ved førstkommende lejlighed i Folketinget stille spørgsmål omkring sagen til undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance.

Samtidig understreger folketingspolitikeren dog, at det heller ikke er i orden at holde Blå Mandag flere uger i træk, som, skolelederen i Espergærde tidligere har påpeget, har givet anledning til en del fravær blandt eleverne.

- Det er ikke rimeligt. Der skal forældrene ind over og sikre, at det ikke sker, siger Marlene Harpsøe, som dog godt kan forstå, hvis forældre vælger at lade deres børn deltage i Blå Mandag på trods af skolereglerne i Espergærde.

- Ja, så må forældrene gå ind og underkende skolens beslutning, slutter hun.

Afstemning

Bør skoler give elever fri til Blå Mandag?