Nyheder

Medie om aprilsnar: - Den var for uigennemskuelig

Berlingske fulgte lørdag traditionen og lavede en aprilsnar. Men snydehistorien blev for realistisk, da andre medier faktisk droppede aprilsnarren.

Aprilsnarren hos Berlingske i år var, at de "dropper aprilsnarren".

Avisen skrev derfor, at: "Nyhedsstrømmens mange falske nyheder og alternative fakta får Berlingske til at sløjfe traditionen med at bringe en frit opfundet historie 1. april." 

- Vi blev lidt taget fusen på af en række andre medier. Vi havde planlagt denne historie i flere uger og havde ikke forestillet os, at en række medier kunne sige det her i alvor. Så der snød de os, siger chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen.

- Det betød jo, at det for mange mennesker var helt uigennemskueligt, at vores faktisk var en aprilsnar. Og det beklager jeg da meget, siger Tom Jensen i Presselogen på TV 2 NEWS.

Medier dropper aprilsnar

I år har der har været en stribe medier både herhjemme og i Norden, der har droppet aprilsnarren i protest mod Donald Trumps anklager om "falske nyheder".

I Sverige og Norge har flere medier droppet aprilsnarren, og herhjemme har både Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten i år sagt nej til aprilsnar. 

"Kampen står om stort og småt. Medierne kunne som denne avis begynde med at undlade fake news som aprilsnar. Hvad der står i avisen er rigtigt. Så let er det såmænd," skrev Jyllands-Posten i en leder.

Undtagelsen, der bekræfter reglen

Men det er en fejl at fjerne aprilsnarren fra aviserne, mener Weekendavisens chefredaktør.

- Det er simpelthen for selvhøjtideligt at påstå, at man ikke må more sig, siger chefredaktør for Weekendavisen, Martin Krasnik.

- 1. april-spøgen er undtagelsen, der bekræfter reglen. Og hvis man fjerner undtagelsen, så får man ikke bekræftet reglen om, at det der står i avisen er og skal være rigtigt, siger chefredaktør hos Berlingske, Tom Jensen.

På Fyns.dk kunne man læse historien om, at muldvarpe med GPS skal hjælpe arkæologer med at finde skatte under jorden, og Ekstra Bladet havde historien om, at Uber-chauffører skal til at omdele post.

- Det er fantastisk, at der er én dag om året, hvor folk er ekstra skærpet på, om det der står i aviserne er rigtigt eller forkert. Fake news er noget, vi alle bekæmper og den nordiske tradition om en aprilsnar er en uskyldig ting, siger chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen.

Er det en succes, at i har held med at få en falsk nyhed ud?

- Alt har jo en grænse, men det kan jo aldrig være en direkte fiasko, at nogen hopper på en aprilsnar. I hvert fald i en overgang, siger chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen.

Rettelse: Vi skrev først, at Tom Jensen beklagede aprilsnarren. Det gør han ikke. Tom Jensen beklagede i programmet, at deres aprilsnar i alvor var blevet gennemført af andre medier, og derfor blev deres aprilsnar mere uigennemskuelig.