Samfund

Tidligere bandemedlem sabler bandepakke: Det går ud over familien

Forening for tidligere bandemedlemmer kritiserer den nye bandepakke. Tvang er ikke løsningen, siger talsmand.

Fredag eftermiddag nåede et flertal blandt Folketingets partier til enighed om en ny bandepakke med 35 initiativer.

Men Michael Green, talsmand for foreningen for tidligere bandemedlemmer, TBM Scandinavia, mener ikke, det vil have den tiltænkte effekt på de bandekriminelle.

- Jeg synes, de her ting, man har lavet nu, er forrykte, siger han. 

I den nye bandepakke bliver rockeres og bandemedlemmers mulighed for at blive prøveløsladt fjernet, medmindre de deltager i et exit-forløb.

- Det, man lægger op til nu, er, at man tvinger folk til at gå i exit, så de er ikke motiverede for det - det er falske forudsætninger, siger Michael Green. 

- Du kan tvinge dem nok så meget, de stopper ikke - de skal være motiverede. 

Sætte en stopper for bandekriminelle

Rockere og bandemedlemmer kan også fremover i tillæg til en fængselsstraf blive pålagt et forbud mod at befinde sig i en eller flere kommuner i op til 10 år. 

Overtrædes forbuddet, kan man ryge i fængsel igen.

- Med denne bandepakke vil vi gøre Danmark til et mere sikkert og trygt land. Formålet er at sætte en stopper for rockernes og bandernes utilstedelige og vanvittige opførsel, lød det fra Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) tidligere fredag, hvor han også sagde:

- Jeg er stolt over at have et flertal bag mig, så vi nu hurtigt kan få sat handling bag ordene og lægge et massivt pres på rockere og bandemedlemmer.

Familien kommer til at bøde

Men Michael Green mener ikke, at et zoneforbud i en kommune vil fungere - og det kan få konsekvenser for hele familien.  

- Hvad nu hvis man har begået det i eksempelvis i Storkøbenhavn, hvor man har sin kone, børn og familie? Har man taget højde for, at de mennesker kommer til at bøde for det? 

- Det kommer til at koste en formue og en masse ressourcer, som vi i forvejen ikke har, og det kommer ikke til at skræmme nogle mennesker. Det kommer til at lave en masse ballade i stedet for, for jeg tror, det er at diskriminere mennesker, siger han. 

I stedet flytter man blot problemerne, mener talsmanden.

- Jeg kan se, at politikerne er frustrerede, det er en afmagt - de ved ikke, hvad de skal gøre. Jeg har heller ikke løsningen på det, og det har vi heller ikke i TBM. Men det er i hvert fald ikke løsningen at give dem et zoneforbud. Hvor skal det føre hen? Det er bare at flytte problemet fra én kommune til en anden. 

I forvejen har store dilemmaer

Professor ved Aarhus Universitet Line Lerche Mørck, der siden 2010 har fulgt tidligere bande- og rockermedlemmer, mener heller ikke, at pakken vil have nogen større effekt. 

 Line Lerche Mørck efterlyser i stedet flere kræfter til at forbedre bandemedlemmernes exit-forløb.

- Det bekymrer mig, at pakken primært fokuserer på at få bandemedlemmerne ind bag tremmer i så lang tid som muligt, mens resocialiseringen er underbetonet. Det eneste, der nævnes her, er, at de skal ind i eksisterende, nationale exit-programmer, som i forvejen har store dilemmaer. Det tager pakken slet ikke hånd om, siger hun. 

Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står bag aftalen. Du kan se alle bandepakkens 35 initiativer her.