Nyheder

Hele kongefamilien ude af landet: - Det er helt exceptionelt

Tirsdag begraves danske Prinsesse Benediktes mand, Prins Richard, og hele kongefamilien forlader landet for at tage afsked.

Når Dronning Margrethe ikke regerer landet, tager Kronprins Frederik over.

Er han også fraværende, tager Prinsesse Benedikte eller Prins Joachim over som rigsforstandere, men i dag er de alle rejst til Tyskland for at tage afsked med Prins Richard, der døde forrige mandag, 82 år gammel.

Dermed er Danmark uden et statsoverhoved i landet.

- Det er helt exceptionelt og meget, meget usædvanligt, at de alle er afsted på én gang, siger historiker og ekspert i kongehuset Lars Hovbakke.

Prins Richard

  • Prins Richard, der har det fulde navn Richard Casimir Karl August Konstantin zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, var søn af den svenskfødte fyrstinde Margareta, som var veninde med dronning Ingrid.
  • Hans far, prins Gustav Albrecht, som var ritmester i den tyske hær under Anden Verdenskrig, døde på østfronten, da prins Richard var ti år. 
  • Prins Richard blev gift med prinsesse Benedikte i 1968.
  • Sammen har de børnene Gustav, Alexandra og Nathalie og fire børnbørn

Kilde: Ritzau, TV 2

Hvem som helst som statsoverhoved

Ifølge en lov om 'Regeringens Førelse i Tilfælde af Kongens Fraværelse' fra 1871 skal der altid være en regent, tronfølger eller rigsforstander.

- Man skal altid have et statsoverhoved, hvis der sker noget, hvor staten officielt skal handle. Det kan være krig eller noget lignende. Sådan er det faktisk i alle lande, fortæller Lars Hovbakke.

Kravene ifølge loven er, at rigsforstanderen, der kan afløse en regent eller tronfølger, skal være myndig, have dansk indfødsret og høre til den evangelisk-lutherske kirke.

Samtidig skal vedkommende skrive under på at ville handle i overensstemmelse med den danske grundlov.

- Man kan jo i princippet udpege hvem som helst til det, men det gør man ikke. Man plejer at tage en fra kongefamilien. Dronning Ingrid var undtagelsen. Hun har været rigsforstander, selv om hun er gift ind i slægten. I det her specielle tilfælde kunne rigsforstanderen så være Prins Henrik, men han er også med i Tyskland, så de kan næsten ikke løse det, siger Lars Hovbakke, der ikke kan huske, at en lignende situation er opstået.

Ofrede meget for Danmark

Lars Hovbakke påpeger, at hele kongefamiliens tilstedeværelse i Tyskland skal ses som en tak for det, Prins Richard og Prinsesse Benedikte har ofret for Danmark.

- Prinsesse Benedikte var i mange år rigsforstander, når kongefamilien rejste ud af landet. Det var, da Kronprins Frederik og Prins Joachim var umyndige, og kongefamilien var lille. Prinsesse Benedikte blev kaldt til Danmark, uanset hvad hun og Prins Richard selv havde af planer. De har ofret meget. På den måde er det naturligt, at hele kongefamilien ærer dem, forklarer Lars Hovbakke.

Ifølge TV 2's reporter i Berleburg, Camilla Slyngborg, har kongefamilien valgt, at en eller flere af dem tager frem og tilbage til Tyskland i dag, så Danmark er uden statsoverhoved i så kort tid som muligt.

Kongefamilien kan under alle omstændigheder ikke rejse sammen.

- Man skal sikre sig mod terrorangreb eller lignende i vore dage, så man undgår altid, at de rejser tæt sammen af sikkerhedshensyn, siger Lars Hovbakke.