Lippert

Lykke Friis om Støjberg-kage: Jeg giver ikke stilkarakterer

Ministerens berømte kage er et billede på et skifte i europæisk politik, siger prorektor på Københavns Universitet Lykke Friis.

- Den ser lidt fed ud, siger Lykke Friis, mens hun kigger på billedet af Inger Støjbergs lagkage, som Søren Lippert har taget med til hende i programmet Lippert – Et walk and talkshow.

Lagkagen er nemlig på under et døgn blevet Danmarksberømt for sit markante budskab, fordi den er pyntet med tallet 50 for at markere, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg netop er kommet i mål med stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Lykke Friis er dog bekymret for, om et stykke af kagen vil koste for mange løbeture rundt om Københavns Universitet, hvor hun siden 2013 har været prorektor. Inden da var hun ligestillings- samt klima- og energiminister for Venstre i to år.

- Jeg giver ikke stilkarakterer, det gjorde jeg heller ikke som politiker, så det vil jeg også undlade at gøre her, konkluderer Lykke Friis, men understreger dog, at billedet peger på en tendens, hvor dansk og flere andre europæiske landes politik har rykket sig længere mod højre.

Helt aktuelt var den hollandske premierminister Mark Rutte et par uger før onsdagens valg ude og opfordre indvandrere til at opføre sig mere hollandske, hvis de vil bo i Holland. I Tyskland er reglerne for familiesammenføringer også netop blevet strammet.

- Jeg tror, man skal have med i den sammenhæng, at EU også skal vende blikket indad. Man lavede Schengen-samarbejdet og man har lavet det indre marked. Men man fik simpelthen ikke tænkt det hele til ende ved også at få sørget for, at der er en fælles ekstern grænsekontrol, forklarer hun.

Fort Europa kan ikke stå alene

Valget i Holland er derfor et vigtigt pejlemærke på, hvor Europæisk politik bevæger sig hen lige nu, lyder analysen fra Lykke Friis, der i mange år har fulgt både unionen og de europæiske strømninger tæt. Hun erkender, at situationen er blevet en anden end den, der var for 10 år siden, og stramninger om EU’s ydre grænser er ikke til at komme udenom.

- Man har set flygtningespørgsmålet som et individuelt problem. Det var først, da systemet brød sammen, at også Angela Merkel erkendte, at vi ikke reagerede i tide, forklarer Lykke Friis.

Dog er hjælpen i nærområderne i lande, der er ramt af krig og katastrofer, stadig afgørende.

- Hvis vi bare tror, vi bygger et Fort Europa, så bliver det ikke et sønderligt stabilt samfund vi så kommer til at stå overfor, siger Lykke Friis.