Prins Richard er død: - Stillede op for kongehuset af nød - ikke af lyst

Prinsesse Benediktes mand prins Richard døde mandag på sit slot i Berleburg, hvor den pressesky prins tilbragte sine sidste år.

I slutningen af 1960'erne blev hele Danmark bekendt med den ellers ukendte tysk-svenske prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg, da prinsesse Benedikte præsenterede offentligheden for sin forlovede, som hun senere giftede sig med i 1968. 

Men selvom prins Richard de første mange år af parrets ægteskab ofte kunne ses på de bonede gulve til royale arrangementer i Danmark, begyndte han langsomt at trække sig mere og mere tilbage på sit slot i Berleburg, hvor han døde mandag eftermiddag.

Prins Richard

  • Prins Richard, der har det fulde navn Richard Casimir Karl August Konstantin zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, var søn af den svenskfødte fyrstinde Margareta, som var veninde med dronning Ingrid.
  • Hans far, prins Gustav Albrecht, som var ritmester i den tyske hær under Anden Verdenskrig, døde på østfronten, da prins Richard var ti år. 
  • Prins Richard blev gift med prinsesse Benedikte i 1968.
  • Sammen har de børnene Gustav, Alexandra og Nathalie og fire børnbørn

Kilde: Ritzau, TV 2

Mere af lyst end af nød

Prinsen, der er ud af en af Tysklands fineste adelige familier, har nemlig altid haft det bedst, når han traskede rundt i sine skove fremfor på de bonede gulve. Han sagde derfor også 'nej tak' til en titel som dansk prins. 

- Da han og prinsesse Benedikte blev gift, var han meget pligtopfyldende og stillede op til mange fester i kongehuset for at støtte Benedikte, der ofte skulle regerere i Danmark, når Dronningen var ude og rejse. Men det var mere af nød end lyst, fortæller adjunkt og kongehuskender Lars Hovbakke Sørensen til TV 2 og fortsætter: 

- Så snart prins Frederik og Joachim blev gamle nok til at være rigsforstandere, når Dronningen var væk, trak han sig mere tilbage. Han har altid været meget pressesky og ville hellere være på sit slot.

Den sjove onkel

Privat var han dog, ifølge Lars Hovbakke Sørensen, kendt som lidt af en humørbombe, når han tog del i familiefesterne. 

- Før i tiden gik han aktivt ind i familiefesterne og var lidt den sjove onkel og var i det hele taget engageret i familiesammenkomster. Udadtil virkede han måske lidt stiv, men indadtil var han kendt som en, der aktivt tog del i familiehurlumhejet, siger han. 

Far til en OL-vinder

Han var også særdeles glad for og stolt af sine børn, blandt andet sin yngste datter, den i dag 41-årige prinsesse Nathalie, der ofte har været at finde i de danske avisspalter, fordi hun har stillet op som dressurrytter ved de Olympiske Lege, hvor hun i 2008 vandt bronze. 

Foruden Nathalie fik han og Benedikte datteren Alexandra og sønnen Gustav. 

Kontroversielle udtalelser om sin hustru

Prins Richard fremhævede Gustav som sin helt store støtte, da han i 00'erne blev ramt af både hudkræft og lymfekræft. 

- Det er helt fantastisk, hvad min søn har været for mig, lige siden det sidste forår blev konstateret, at jeg havde hudkræft og senere lymfekræft. Det var et helvede at komme igennem, fortalte prins Richard i 2004 til BT. 

Men det var også i forbindelse med sin sygdom, at han kom med en temmelig barsk udmelding om, at prinsesse Benedikte ikke rigtig havde været der for ham igennem hans sygdomsforløb.

- Min hustru kan ikke lide sygdom, lød beskeden blandt andet. 

- Der var meget undren over, at han sagde sådan om sin hustru i offentligheden, når han ellers ikke udtalte sig så meget til pressen. Men han har åbenbart følt, at der var noget, han skulle af med, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Prins Richard levede altså sine sidste mange år dér, hvor han helst ville være - på sit slot i Berleburg med tilhørende 15.000 hektar skov - langt væk fra de bonede gulve. Og selvom han efter alt at dømme nød at være væk fra rampelyset, kunne han stadigvæk opleves til royale arrangementer i ny og næ, blandt andet til julen på Fredensborg i 2006, hvor hele den danske kongefamilie var samlet. 

Prins Richard døde mandag eftermiddag og blev 82 år.