Danske kvinder drager mod Syrien: SĂĄdan lokker kalifatet

Med målrettet propaganda forsøger Islamisk Stat at lokke kvinder til deres selverklærede kalifat.

Se video over artiklen med Nikita Malik - en af verdens førende forskere i radikalisering

Hvorfor skulle kvinder ønske at bo et sted, hvor de ikke må gå på gaden uden at have en mand med? Et sted hvor de stort set ikke bestemmer noget selv, og hvor de dagligt risikerer livet i en blodig og ødelæggende borgerkrig.

Spørgsmålene er mange, når medierne igen og igen kan fortælle om unge kvinder, der forlader deres fødelande i Europa for at tage til det konflikthærgede Syrien.

Fra Danmark menes omkring 20 kvinder at have rejst ud siden 2012. To af dem er Leyla og Hazal Olgun, der i maj 2016 rejste til Tyrkiet og formentlig videre ind over grænsen til Syrien. Men hvorfor?

Islamisk Stat har ændret fokus

En del af forklaringen skal ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) findes i den omfattende mængde propaganda, som særligt terrororganisationen Islamisk Stat har formået at sprede på internettet.

Netop denne propaganda har svenske Louisa Tarras-Wahlberg studeret indgĂĄende.

Hun er forsker ved International Center for the Study of Violent Extremism og har i forbindelse med sin rapport ” Seven Promises of ISIS to its Female Recruits” studeret mere end 1.000 sider af magasinet Dabiq, der spiller en nøglerolle i Islamisk Stats propagandamaskine.

Louisa Tarras-Wahlberg fortæller, at den engelsksprogede udgave af magasinet – siden det første gang udkom den 5. juli 2014 – igennem årene har udviklet sig til at være mere målrettet kvinder.

- I begyndelsen så vi kun propaganda, der talte om kvinder. Udgangspunktet var, at mænd var til for at beskytte kvinder. Strategien var at tiltrække mænd til at kæmpe kalifatets krig, og her var kvinder og børn i samme kategori – nogen som skulle beskyttes af mænd.

I takt med Islamisk Stats etablering som en selverklæret stat, begyndte propagandaen at ændre sig.

- Nu talte Islamisk Stats kvinder direkte til kvinderne i Europa. Det handlede om livet i et islamisk kalifat, om at være mor og hustru – at udføre den kvindelige jihad.

Forsøger at lyde som et velfærdssamfund

Først og fremmest forsøger Islamisk Stat at fortælle kvinderne, at der venter dem en vigtig rolle i kalifatet.

- Det kan være at studere, arbejde eller føde børn. Hvis man bor i Vesten og eksempelvis har svært ved at komme ind på universitetet eller har svært ved at finde et job, så er det måske ikke så mærkeligt, at budskabet i propagandaen virke attraktivt for nogen, forklarer Louisa Tarras-Wahlberg.

I et Dabiq-magasin fra 2015 beskriver Islamisk Stat, hvordan deres pĂĄstĂĄede uddannelsessystem fungerer:

”Lærerne består udelukkende af personer, der har en uddannelse. Der er åbent for både kvinder og mænd. Der er en skolebygning, et hospital og kvindelige lærere for kvindelige studerende. Som en støtte til studerende tager Islamisk Stat intet gebyr og forsyner de studerende med alt, hvad der er nødvendigt i form af mad, tøj, bolig, transport og bøger. Flittige studerende vil blive belønnet med belønninger. “

- Propagandaen får nærmest Islamisk Stat til at lyde som et skandinavisk velfærdssamfund, hvor de betaler for alt, siger Louisa Tarras-Wahlberg.

- Men det er meget ensidigt, for de viser kun fordele ved livet i Islamisk Stat. I virkeligheden der utrolig stor forskel på forholdene alt efter, hvor i deres territorium man befinder sig. Jeg kan ikke udelukke, at enkelte kvinder tillades at studere i Raqqa, men det er absolut ikke noget, der gælder alle kvinder.

Skal føde næste generation af krigere

Islamisk Stat lover altså kvinderne velfærdslignende tilstande i deres sharia-styrede stat, men også løfter om at blive mor og hustru er vigtige.

- Mange kvinder ved, at det kan være svært både at være en god mor, hustru og have en karriere på en gang. Men Islamisk Stat lover, at man kan få det hele. På den måde breder propandaen sig ud og forsøger at gøre sig attraktiv for en bredere masse.

Et kvindeligt IS-medlem skriver i Dabiq i 2015 om kvindens rolle som mor:

“Og kvinden er en hyrde i sit hus og er ansvarlig for sin flok. Så har du forstået, min muslimske søster, omfanget af det ansvar, du bærer? Oh søster i religionen, jeg ser vores Umma (det samlede muslimske samfund, red.) som en krop lavet af mange dele, men den del, der arbejder bedst henimod og er mest effektiv til at forøge den muslimske generation, er den plejende mor.”

- Kvinder er strategisk vigtige for Islamisk Stat af særligt én årsag. De skal føde den næste generation af krigere til kalifatets hær, siger Louisa Tarras-Wahlberg og understreger, at kvinder i kalifatet også er essentielt for at tiltrække flere mænd og dermed flere krigere.

Hun påpeger yderligere, at kvinder i Islamisk Stat også udgør en meget vigtig rolle for tiltrækningen af nye kvinder.

- Kvinder bliver i høj grad brugt til at rekruttere andre kvinder, siger Louisa Tarras-Wahlberg.