På vej mod Syrien: Her er de sidste billeder af danske søstre

Overvågningsbilleder, der ikke før har været offentliggjort, er de sidste bekræftede billeder af de to dansk-kurdiske kvinder.

I ni måneder har den 53-årige far Yasar Olgun fra Brøndby Strand forsøgt at finde sine to døtre, Leyla og Hazal.

Han har siden deres forsvinden den 26. maj sidste år været i Tyrkiet det meste af tiden, hvor han leder efter spor. Han frygter, at Leyla og Hazal på henholdsvis 24 og 19 år forsøger at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien.

Hidtil har Yasar Olgun troet, at hans døtre ikke er lykkedes med at slippe over grænen til Syrien.

Men i forbindelse med optagelserne til den nye TV 2-dokumentar "Er mine piger hellige kriger?", der følger Yasar Olguns kamp for at finde sine døtre, kommer der nye oplysninger frem.

En højtstående kilde i terrorafdelingen hos tyrkisk politi fortæller til TV 2, at han har fået efterretninger om, søstrene nu befinder sig i Syrien. Og dette bekræftes af andre kilder, som TV 2 har talt med.

Nye overvågningsbilleder

I dokumentaren "Er mine piger hellige krigere?" dykker TV 2 ned i søstrenes historie for at undersøge, hvad der er sket med de to unge kvinder, og hvad der fik dem til at forlade Danmark.

Leyla (th.) og Hazal Olgun. Billederne er taget i lufthavnen i Tyrkiet.
Leyla (th.) og Hazal Olgun. Billederne er taget i lufthavnen i Tyrkiet. Foto: TV 2/Tyrkisk politi

Under researchen har TV 2 fået adgang til flere overvågningsvideoer af Leyla og Hazal Olgun, som ikke tidligere har været offentliggjort.

Billederne viser blandt andet søstrene tage deres bagage i lufthavnen i den tyrkiske storby Istanbul, hvorefter de stiger ind i en taxa og kører bort.

Halvandet døgn senere dukker de to kvinder op på et hotel i byen. Overvågningsbilleder viser de to kvinder checke ind på hotellet, for kun få timer efter at checke ud igen.

Disse er de sidste bekræftede billeder af Leyla og Hazal Olgun.

I dokumentaren \"Er mine piger hellige krigere?\" følger TV 2 en fars kamp for at finde sine forsvundne døtre. I klippet ses søstrene checke ind på et hotel i Istanbul.

PET: Islamisk Stat bruger propaganda målrettet kvinder

Leyla og Hazal Olgun er ikke de eneste kvinder fra Danmark, der er draget afsted mod Syrien.

I alt vurderer Politiets Efterretningstjeneste (PET) i sin seneste trusselsvurdering fra januar, at en tredjedel af alle danskere i Syrien og Irak lige nu, er kvinder.

I alt er - ifølge PET - mindst 145 personer fra Danmark rejst til konfliktområdet - ud af dem er op mod 20 kvinder.

Chef for Center for Terroranaylse ved PET, Søren Jensen, fortæller, at efterretningstjenesten er blevet mere opmærksom på, at kvinder kan spille en mere aktiv rolle.

- I de miljøer, hvor der bliver spredt propaganda og andre militante islamistiske aktiviteter, ser vi kvinder spille en større rolle. Vi har set rundt omkring i Europa og Vesten, at kvinder har været involveret i decideret forberedelse af terrorhandlinger eller gennemførelse af terrorhandlinger.

Her ses de to søstre i lufthavnen i Istanbul kort efter ankomsten.
Her ses de to søstre i lufthavnen i Istanbul kort efter ankomsten. Foto: Tyrkisk politi

Ifølge PET-chefen skyldes udviklingen en målrettet indsats fra Islamisk Stat.

- Man opfordrer til, at de rejser ud. Man har præsenteret kalifatet som et sted, hvor det ikke kun handler om at kæmpe, men også et sted hvor det handler om at opbygge et idealsamfund. 

- Kvindernes rolle i de her idealsamfund bliver beskrevet og idylliseret i den her propaganda. Der er mulighed for at opbringe børn, tage børn med og få børn dernede. Man kan gifte sig med en islamisk kæmper - en jihad kriger. Det kan der være nogle romantiske forestillinger om, som kan være med til at sælge propagandaen, forklarer Søren Jensen.

... det kom som et lyn fra en klar himmel.

Svend Foldager, politiinspektør i Københavns Vestegns Politi om, om unge kvinder, der pludselig forlod Danmark.

Politiet: Det kom bag på alle myndigheder

Særligt henover sommeren 2016 forlod et større antal unge kvinder Danmark i forsøget på at slutte sig til Islamisk Stat.

To af dem, begge 18 år gamle, kom dog ikke længere end til Tyrkiet, hvorefter de rejste tilbage til Danmark. De er nu, som de første danske kvinder, sigtet for at forsøge at tilslutte sig Islamisk Stat.

Mindst seks af kvinderne kommer fra Københavns Vestegn. Den pludselige bølge af udrejsende kvinder kom som en overraskelse, fortæller Svend Foldager, politiinspektør hos Københavns Vestegns Politi.

- Jeg tror, det kom bag på alle myndigheder, at piger i større antal pludselig begyndte at udrejse til Tyrkiet for at tage ind i Syrien og deltage i konflikt der.

Ifølge Svend Foldager havde de danske myndigheder indtil den nye bølge af udrejsende kvinder haft størst fokus på at forhindre unge mænd i at tage afsted.

- Der var vi i stand til at lave nogle præventive samtaler, vi kunne opsøge nogen, vi kunne prøve at forhindre. Vi kunne i virkeligheden, hvis vi ønskede det, have lavet en pas-inddragelse i nogle af situationerne.

- Den mulighed var der ikke for pigerne, fordi de tog afsted, og det kom som et lyn fra en klar himmel, siger han.

Se med torsdag aften klokken 20, hvor TV 2 viser dokumentaren “Er mine piger hellige krigere?”