'Bare en raket i røven og så afsted': Dansker har brugt en halv million på billet til rumrejse
Carsten Lillelund har sikret sig en billet til en tur i rummet. Han er allerede begyndt at træne med de russiske kosmonauter.
Var det noget med en tur i rummet?
Det lyder som en fuldstændig urealistisk forespørgsel. På nær at det faktisk slet ikke er urealistisk mere.
Mandag fortalte rigmanden Elon Musk, at han forventer at sende to såkaldte rumturister en tur til månen i 2018. Og mange flere har allerede købt billet til en oplevelse i rummet.
En af dem er danskeren Carsten Lillelund, som var gæst i tirsdagens udgave af NEWS & Co.
Han har betalt 100.000 amerikanske dollars - eller hvad der svarer til lidt over en halv million danske kroner - for en billet, der giver adgang til en tur ud i rummet.
Ved ikke helt, hvad han har købt
Rumskibet er godt nok stadig ved at blive bygget, så det er stadig et eksperiment, og man ved ikke helt, om det går godt eller skidt, forklarer Carsten Lillelund for dagens panel i NEWS & Co., som består af komikeren Sebastian Dorset, politisk kommentator Søs Marie Serup og tidligere chefpolitiinspektør og nuværende formand for Børnerådet, Per Larsen.
Du ved altså ikke helt, hvad du har købt?
- Nej, ikke helt. Jeg har været ovre og se et rumskib blive bygget, men der mangler stadig en del, før det er klar til at komme ud i rummet.
Vært Janni Petersen er nysgerrig på at vide mere.
Hvad skal du derude?
- Der findes to typer personer, som vil ud i rummet. Dem, der vil kigge ud mod stjernerne og dem, der vil kigge ned mod Jorden. Jeg er en Jorden-person, så når jeg kommer ud i rummet, er det helt store for mig at se ned mod Jorden. Det er drømmen, jeg forfølger, siger Carsten Lillelund, der understreger overfor Janni Pedersen, at han ikke er bange for turen.
Turen er dog ikke for hvem-som-helst. De amerikanske rumfartsmyndigheder kræver, at man kan bestå en såkaldt G-test, hvor personen slynges rundt i en centrifuge.
- Jeg har også lavet vægtløstræning ovre i Star City i Rusland sammen med det russiske kosmonautprogram, fortæller Carsten Lillelund begejstret.
Vægtløshed er surrealistisk
Han beskriver oplevelsen som 'surrealistisk'.
- Kroppen forstår ikke det at være vægtløs, så når man hænger midt i luften i et stort fly og basker med arme og ben, men ikke kommer nogle steder, så er det en lidt panikagtig men fed oplevelse, siger Carsten Lillelund.
Kun Søs Marie Serup fra panelet kunne tænke sig en tur i rummet, men ingen af dagens andre deltagere er friske på det - desuden skal man også lige finde en halv million kroner til en billet først.
Med i prisen får Carsten Lillelund også lov til at styre rumskibet.
- Der er ingen passagerer med. Det er bare en raket i røven, og så flyver vi ud i rummet, og så får jeg lov til at styre rumskibet derude. Jeg vil vende hovedet af skibet for at se mod Jorden, for det er dét, der er drømmen.
Mikael Kamber forklarer her, hvordan en tur til månen skal foregå med SpaceX: