Nyheder

Michael så efterlysning af blotter på Facebook: - Det er da ham, der går lige der

En mor skal i retten for at dele opslag med blotter på Facebook. Opslaget førte til en civil anholdelse af manden.

Sidste sommer foretog taxachaufføren Michael Stenberg sammen med to kollegaer en civil anholdelse af en blotter ved Vordingborg station.

- Vi stod og snakkede, og jeg viste det (opslaget, red.). Så var der en af mine kollegaer, der sagde 'det er da ham, der går lige der med de røde sko', siger Michael Stenberg til TV 2. 

De tre chauffører henvendte sig til manden og bad ham følge med dem. De tilbageholdt ham, indtil en patruljevogn kom og hentede ham.

- Vi sagde til ham, at han lige måtte følge med en tur, fordi der lige var nogen, der skulle snakke med ham. Han sagde, at det ville han da gerne, det var ikke noget problem. Så han fulgte med, siger Michael Stenberg.

Blotteren var efterlyst på Facebook

Manden havde vist sine kønsdele til to piger foran Dagli’Brugsen i Nyråd ved Vordingborg i august sidste år.

Michael Stenberg havde set Rikke Louise Andersens opslag på Facebook, hvor hun efterlyste manden, bare tre timer tidligere. Hun er mor til den ene af de piger, manden blottede sig for, og i opslaget delte hun et billede af manden fra et overvågningskamera.

Opslaget var en reaktion på, at Rikke og hendes mand ikke følte, at politiet tog deres henvendelse lige så alvorligt, som de selv gjorde.

Mens opslaget imidlertid gav pote, og blotteren blev stillet til ansvar for sine handlinger, er sagen ikke slut for Rikke Louise Andersen.

Efterlysningen koster Rikke 5000 kroner

Hun er nemlig blevet bedt om at møde op i retten 3. marts, fordi hun nægter at betale en bøde på 5000 kroner for at have brudt persondataloven.

Det er dobbelt så stor en bøde, som blotteren fik for episoden tilbage i august. Han blev nemlig idømt 10 dagsbøder af 250 kroner.

Ifølge Rikke Louise Andersen måtte hendes 10-årige datter i tiden efter episoden sove mellem sin mor og far om natten. Hun havde svært ved at falde i søvn og følte sig utryg. I dag forfølger episoden stadig datteren, fortæller Rikke Louise Andersen.

- Hun er stadigvæk utryg. Hun vil ikke gå alene hjem fra skole. Hun vil slet ikke være nede i det område, hvor det er sket, som altså ligger lige bagved skolen. Hun føler sig ikke tryg indenfor hjemmets fire vægge og udenfor vores hus, hvor vi altid har kunnet færdes. Det er altså rigtig invaliderende, siger Rikke Louise Andersen.