Rose spiste med Trumps toprådgiver kort før valget: - Jeg er bekymret

Trumps toprådgiver mener i følge Flemming Rose, at Vesten er i krig med Islam, og at krig og vold kan virke rensende.

Donald Trumps toprådgiver hedder Stephen Bannon. Indtil for nylig var han nok forholdsvist ukendt i Europa, men i USA var han kendt som chefredaktør for netmediet Breitbart, der er et af de mest populære medier på den amerikanske højrefløj.

Steve Bannon stod i spidsen for Trumps valgkampagne op til præsidentvalget sidste år og efterfølgende har Trump udnævnt ham som toprådgiver og medlem af præsidentens nationale sikkerhedsråd.

For nogle måneder siden endte danske Flemming Rose til en middag med Donald Trumps chefstrateg Steve Bannon.

- Han er meget begavet, kvik og ved meget om verden, siger Flemming Rose til Søren Lippert.

- Vi havde en ophedet diskussion en times tid i New York.

Krig med Islam

Mødet med Steve Bannon gjorde den tidligere kulturredaktør for Jyllands-Posten, Flemming Rose, bekymret.

- Han (Steve Bannon, red.) mener grundlæggende, at vi er i krig med Islam. Og det, mener jeg, er forkert. Og jeg mener, at det er politisk dumt at formulere det på den måde, når man sidder i den position, som han sidder i, siger Flemming Rose til TV 2 NEWS.

- Fordi: Ja, vi er i krig med voldelige islamister. Vi er i kold krig med ikke-voldelige islamister, der vil demokratiet til livs. Men vi er ikke krig med Islam som sådan.

Som toprådgiver for Donald Trump er Steve Bannon med til at definere USAs politik i det hvide hus.

- Jeg tror, at det er meget vigtigt i Europa, at der er plads til, at troende muslimer kan være på det sekulære demokratis side. Og det giver man dem ikke plads til, hvis du siger, at du er i krig med Islam. Og det bekymrer mig, siger Flemming Rose.

Bekymret over holdning til vold

Som Donald Trumps øverste rådgiver har Steve Bannon stor indflydelse. Han er den første politiske rådgiver, der har fået plads i det nationale sikkerhedsråd.

- Den anden ting, der bekymrede mig i vores snak, var Bannons meget lave tolerancetærskel for volds- og magtanvendelse. Han er af den opfattelse, at der grundlæggende kan komme gode ting ud af en krig og voldelige sammenstød, og at det kan have en rensende effekt, fortæller Flemming Rose.

- Der sagde jeg, at jeg synes, at Europa har rigtigt dårlige erfaringer med, så det skal vi undgå på alle mulige måder.

- Det betyder ikke, at demokratiet ikke skal forsvare sig selv mod voldelige islamister, for det skal vi. Men det med omfattende deportationer eller åbenlys diskrimination, synes jeg er den forkerte vej at gå, fortæller Flemming Rose til Søren Lippert.