Hele historien: Sådan kunne Amagermanden voldtage og myrde igen og igen
Fejl og tilfældigheder betød, at Amagermanden var på fri fod i tre årtier. Dette er historien om jagten på Danmarkshistoriens værste serieforbryder.
TV 2 viser onsdag aften dokumentaren 'Gerningsstedet - Amagermanden'. Læs her historien om en af de mest omtalte kriminalsager i nyere tid. Du kan allerede nu se dokumentaren på TV 2 Play HER.
Mandy skal bare gå de sidste 500 meter fra metroen og hen til sine forældres kolonihavehus på Vestamager. En tur, hun har gået mange gange før.
Klokken er over fire om morgenen den dag i september 2010, og 17-årige Mandy er på vej hjem fra en hyggelig aften med vennerne, så hun synger ubekymret med på Ida Aida-nummeret "En klassiker", der spiller i hendes høretelefoner, og lukker alt andet ude.
En mand passerer hende midt i sangen. Hendes kinder blusser. Han kan ikke have undgået at have hørt hende, tænker hun på vej ned ad den stille vej.
Få sekunder senere hører hun hurtige skridt bag sig. Hun når ikke at reagere, før manden har grebet fat om hende og med den ene hånd blokerer for hendes skrig.
Mandy føler instinktivt, at hun kæmper for sit liv, da hun sparker og slår ud efter sin overfaldsmand. Forgæves. I stedet ender hun på jorden foran manden og i et desperat håb om, at den fremmede mand vil lade hende være, forsøger hun hostende at lade som om, hun har astma. Rystende bluffer hun, at hun kan dø af det.
Manden er iskold. Helt ligeglad. Hun kan se det i hans øjne.
- Drop det. Det er slet ikke overstået endnu, kommanderer han, mens han hiver hende med sig over Kongelundsvej mod en af de små kolonihaveforeninger.
Imens knuger Mandy sin lyserøde Sony Ericsson-telefon. Selv uden at kigge på tastaturet ved hun, hvordan hun ringer sin mor op. Hun taster forsigtigt de otte cifre.
Forbindelsen går igennem i det øjeblik, hun tager telefonen op ad lommen. I den anden ende svarer hendes far søvnigt.
- Jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke dø, bønfalder hun.
Det er det eneste hendes far når at høre. Uden et ord tager manden med huen telefonen ud af hånden på Mandy. Han lægger på.
Han kigger køligt på hende. Frygten for, at opdagelsen vil gøre overfaldsmanden endnu mere rasende, pulserer i den 17-årige pige. Men gerningsmanden er fattet og kold.
I stedet fører han hende målrettet ind i kolonihaveforeningen Stjernelund. Han smider hende i græsset i en af de små haver.
Mandy opgiver at gøre modstand. Hun fornemmer instinktivt, at manden har overtaget. At der ikke er nogen vej tilbage. Ved siden af hende brummer den lyserøde Ericsson desperat. Den ringer ud. Gerningsmanden ignorer den og retter fokus mod Mandy.
Først nu begynder mareridtet for alvor for den 17-årige kvinde. Hun håber bare, at han skåner hendes liv.
Liget i tæppet
Historien, der leder op til overfaldet på Mandy Johnsen, tog dog sin begyndelse mange år før. Helt præcist den 16. februar 1987, hvor fire mænd stod uden for Edith Andrups lejlighed på 3. sal.
De fire mænd kiggede på døren. De vidste, at tiden var ved at rinde ud. Lugten af gas hang i luften i opgangen på Brøndkærvej i Valby. Lugten kom fra lejligheden bag døren, og beboeren - den 73-årige Edith Andrup - svarede ikke, når de bankede på.
Så nu stod de der: To politifolk, en ung gastekniker samt formand og gastekniker hos Belysningsvæsnet, Leif Puggard. En låsesmed var tilkaldt, men den erfarne gastekniker Leif Puggard turde ikke vente længere. Han lagde hele sin vægt i og sparkede døren ind til lejligheden op.
Synet, der mødte ham, vil han formentlig aldrig glemme. En gennemrodet lejlighed med en luft, der var tung af gas. Gassen strømmede ud fra de åbne gashaner i det lille køkken i lejligheden.
I mellemgangen ud til køkkenet stod et lille bambusbord med glasplade. På pladen stod et tændt, rødt stearinlys. Nogen havde forsøgt at udløse en gaseksplosion.
Leif Puggard slukkede det tændte stearinlys og fortsatte mod køkkenet og de hvæsende gashaner. På gulvet i køkkenet blev han mødt af endnu et chokerende syn. Et gulvtæppe rullet sammen om et menneske.
Han slukkede for gassen og åbnede vinduet i køkkenet. Derefter trak han forsigtigt tæppet til side og så, at det gemte på en livløs ældre kvinde.
Han rørte ved hende. Hun var helt kold. Død.
Kvalt under TV-Avisen
Den dræbte kvinde var den 73-årige Edith Andrup, og politiet kunne konstatere, at hendes drabsmand formentlig også havde stjålet en del smykker fra lejligheden. Obduktionen viste, at hun var blevet kvalt.
Fru Andrups overbo fortalte politiet, hvordan hun fra sin stue aftenen før havde noteret sig, at lyden fra Edith Andrups tv pludselig blev skruet markant op.
Da hun ringede ned til sin underbo for at klage, fik hun intet svar.
Efterforskerne konkluderede derfor, at Edith Andrup var blevet dræbt omkring klokken 19.30, hvor lyden på fjernsynet blev skruet op, og at det formentlig blev gjort af gerningsmanden, der forsøgte at dække over, hvad der foregik i lejligheden.
Hurtigt rettede efterforskerne fra Drabsafdelingen ved Københavns Politi deres fokus mod tre unge flyttemænd, der halvanden måned tidligere havde flyttet et møbel for Edith Andrup.
Særligt en af de unge vakte efterforskernes interesse: Marcel Lychau Hansen.
Han var tidligere dømt for ulovlig våbenbesiddelse, da politiet i 1984 havde standset ham i en bil nær Roskilde med et gevær i bagagerummet. Han blev nu politiets hovedmistænkte, for der var et spor, der pegede på, at han var drabsmanden.
Sålaftrykket på chokoladelåget
I Edith Andrups lejlighed blev der fundet et sålaftryk på låget af en chokoladeæske, som lå smidt på stuegulvet i lejligheden. Aftrykket var afsat med samme type Adidas-sko, som Marcel Lychau Hansen gik med, og størrelsen på skoen stemte med hans.
I 1987 var drabsefterforskerne derfor overbeviste om, at Marcel Lychau Hansen var skyldig i drabet. Der var bare et problem; deres hovedmistænkte havde et alibi.
Et alibi, som politiet helt uden at vide det selv havde givet ham.
Fejl i beregningerne
Under efterforskningen fik politiet lavet en beregning af, hvornår drabsmanden åbnede for gassen. I et kompliceret og omfattende regnestykke med en detaljegrad, der kunne give selv garvede matematiklektorer kvaler, konkluderede man, at komfuret blev tændt omkring klokken 10.30 dagen efter drabet. Gerningsmanden måtte altså være vendt tilbage dagen efter drabet, ræsonnerede efterforskerne.
Men udregningerne gav politiet et problem. Om formiddagen efter drabet sad Marcel Lychau Hansen nemlig i en flyttebil på vej til arbejde sammen med to kolleger. Han havde altså et alibi.
Men navnet, Marcel Lychau Hansen, blev ikke glemt blandt efterforskerne i Drabsafdelingen, og blot tre år senere skulle de være sekunder fra at høre det igen.
Opvokset på Amager i en kernefamilie
Marcel Lychau Hansen blev født den 2. oktober 1965 som tredje barn i en søskendeflok på fire. De første to år af hans liv boede familien i det nyopførte betonbyggeri Urbanplanen på Amager. Da pladsen blev for trang flyttede familien længere ud på Amager til et parcelhuskvarter ved Dragør.
Barndomshjemmet var tilsyneladende trygt, og familien samledes hver dag til fælles aftensmad, hvor børnenes venner ofte også spiste med.
Marcel Lychau Hansen var ikke bogligt stærk i skolen, men han var charmerende, frygtløs og god til fodbold. Det var ham, der gik forrest, når der var slåskamp i luften. En af barndomsvennerne, Tino Loessin, husker, hvordan Marcel upåvirket kastede sig over modstandere, der både var ældre og større end han selv.
Allerede som teenager begyndte Marcel Lychau Hansen sin kriminelle løbebane med at stjæle smykker, cigaretter og spiritus. Det blev til en række indbrud i private hjem, hvor Marcel helt køligt rodede dem igennem, mens ejerne lå og sov i deres seng.
Mens en kammerat holdt vagt, listede Marcel ind i sine ofres soveværelser og ledte i natborde, selvom de lå og sov lige ved siden af ham. Hans kammerat husker, at Marcel nærmest så ud til at nyde det.
Smeltede drabsoffers halskæde om
Marcel Lychau Hansen opsøgte Tino Loessin kort tid efter drabet på Edith Andrup. Med sig havde han en trækasse med smykker, som han viste til Tino Loessin, der købte enkelte af dem. Han kendte flere guldsmede, der kunne hjælpe med at smelte dem om.
Få dage senere så Tino Loessin et billede af den dræbte Edith Andrup og fik et chok.
Den halskæde, den ældre kvinde havde på på billedet, lignede præcis den halskæde, som Tino havde købt af Marcel Lychau Hansen få aftener i forvejen.
Den information kunne være blevet til det spor, som Københavns Politi manglede for at opklare sagen. Men Tino Loessin valgte at tie om sin mistanke. Dels af frygt for politiet og hans egen kriminalitet, men lige så meget af frygt for Marcel Lychau Hansen, som han altså nu følte sig overbevist om, havde dræbt Edith Andrup.
I sommeren 1987 opgav politiet at tiltale Marcel Lychau Hansen for drabet på Edith Andrup, der forblev uopklaret.
Derfor skulle der gå 23 år før Tino Loessin igen blev spurgt til sin viden om drabet.
Drabet på Lene Buchardt Rasmussen
Tre år efter drabet på Edith Andrup pakkede den 40-årige skolelærer Lene Buchardt Rasmussen sin fuglekikkert og forlod sin lejlighed i Sydhavnen i København for at køre mod Amager Fælled.
Det var onsdag den 29. august 1990, og solen skinnede. En oplagt dag til at kigge på fugle – men den blev Lene Buchardt Rasmussens sidste.
Efter fem dages intens eftersøgning i det store naturområde fik mandskabet i den helikopter, der deltog i eftersøgningen øje på en blå damecykel, der stod op af et buskads et stykke fra stien. Cyklen tilhørte Lene Buchardt Rasmussen.
Politiets hunde blev tilkaldt og afsøgte området nær cyklen. Der gik ikke længe før en af hundene begyndte at gø. Den havde fået færten af noget.
Under en bunke af kviste og grene fandt politiet liget af Lene Buchardt Rasmussen. Kvalt og gemt væk blot 27 meter fra en af de mange stier, der løber gennem det store naturareal på Amager.
Retsmedicinerne blev straks sat på sagen.
Voldtaget og dræbt
Flere steder på Lene Buchardt Rasmussens tøj fandt Retsmedicinsk Institut spor fra gerningsmanden, der efter alt at dømme havde voldtaget den 40-årige skolelærer, inden han kvalte hende.
I 1990 fandtes der endnu ikke et DNA-register, som retsgenetikerne kunne køre en eventuel analyse igennem. Derfor måtte den 42-årige Henning Schou Kofoed, der ledte drabsefterforskningen, og hans folk sætte deres lid til, at de kunne spore sig ind på Lene Buchardt Rasmussens morder på en anden måde.
Først når de havde en mistænkt, kunne de sammenligne hans DNA med sædpletterne, der blev fundet på den myrdede kvindes tøj.
Efterforskerne afhørte massevis af vidner og fik hundredevis af henvendelser fra befolkningen. Henning Schou Koefod husker stadig, hvordan politiet præcis en uge efter spærrede hele Kalvebod Fælled af og afhørte op imod 700 personer, som havde deres deres daglige gang på Vestamager. Men det store arbejde førte ikke til et gennembrud i sagen.
Henning Schou Kofoed og hans folk var nedslåede.
- Det pinte mig, især af hensyn til de pårørende, der gik derhjemme og tænkte: 'Hvem var det, der slog min kære ihjel, og kan jeg risikere at møde vedkommende på fortovet en dag?'
Hvad han ikke vidste var, at efterforskerne havde været sekunder fra at få et helt afgørende tip.
Følte sig hånet af politiet
Et af de mange vidner, der ringede til politiet i dagene efter drabet, var en mand midt i trediverne, der havde cykeltrænet på Kalvebod Fælled samme dag, som Lene Buchardt Rasmussen blev dræbt. Manden ringede til det, der dengang hed Station 4 på Amager, for at fortælle politiet om to personer, som han havde set på det store naturareal den 29. august.
Vidnet forklarede først, at han havde set en person, der stod et stykke væk. Personen havde drejet sig væk fra ham, da han cyklede forbi. Men på grund af afstanden var han ikke sikker på, om den person, han havde set, var en kvinde eller en mand.
Derfor havde betjenten grinende fortalt ham, at så skulle han nok have briller. Den bemærkning gjorde cykelentusiasten så ophidset, at han smed røret på. Derfor nåede han ikke at fortælle, at han også så en anden person den dag på Kalvebod Fælled.
En person, der var særdeles godt kendt i drabsafdelingen hos Københavns Politi.
Marcel Lychau Hansen var på Fælleden
Under cykeltræningen passerede vidnet nemlig en gammel skolekammerat. En jævnaldrende mand, som han genkendte som Marcel Lychau Hansen. Altså den selv samme mand, som politiet havde haft som hovedmistænkt i drabssagen fra Valby tre år tidligere.
Men oplysningerne om, at Marcel Lychau Hansen havde været på Kalvebod Fælled omkring gerningstidspunktet, nåede aldrig frem til drabsafdelingen.
I 1990 efter flere måneders efterforskning opgav Henning Schou Kofoed og hans efterforskere at finde Lene Buchardt Rasmussens drabsmand.
Der skulle gå 20 år, før cykelentusiasten igen talte med politiet om, hvem han havde set på fælleden. Det skete først, da hans mor blandede sig.
Men inden da nåede gerningsmanden at begå det, der er blevet kaldt "en af de værste voldtægter nogensinde begået i Danmark."
Blev vækket af en voldtægtsmand
Den ældste af kvinderne var 23 år gammel og egentlig blot på besøg hos sin søster, der boede på førstesalen i villaen på Ingolfs Allé. Da søsteren tog afsted på arbejde klokken fem om morgenen onsdag den 19. december 1995, efterlod hun sin sovende søster i huset.
Blot en time senere blev den sovende søster vækket på den værst tænkelig måde.
En ukendt gerningsmand var kravlet ind gennem et kældervindue i villaen. Han havde fundet en kokkekniv i køkkenet og listet sig op på første sal til den sovende kvinde.
Med kniven pegende på kvinden hev han hende med ned i husets kælder til de tre unge piger, der sov der. Den ældste på kun 15 år boede i huset, men hendes mor var netop denne onsdag i Jylland, og pigen havde derfor to veninder med sig hjemme. To tvillinger på 14 år.
Gerningsmanden gav de skrækslagne piger pudebetræk over hovedet og bandt deres hænder med blandt andet et sjippetov, han havde fundet i huset.
- I skal ikke kigge på mig. I må ikke se mit ansigt, kommanderede den fremmede mand.
Han tvang pigerne til at udlevere deres CPR-numre. Fra den ældste af kvinderne røvede han et hævekort, som han afkrævede hende koden til.
Misbrugt på skift
Selv med ansigterne dækket af de tynde pudebetræk fornemmede de fire unge kvinder gerningsmandens aggressivitet. Flere gange huggede han den store kokkekniv ned i bordet foran dem, mens han råbte, hvad de skulle gøre.
Inden han forlod rummet med den ene af de 14-årige tvillinger, truede han de sidste tre med at slå hende ihjel, hvis de forsøgte at flygte.
Han voldtog hende på et badeværelse i stueetagen. Bagefter gentog han mønstret med de resterende tre piger - en efter en.
På den måde blev de fire piger en slags gidsler for hinanden ved på skift at blive misbrugt af gerningsmanden og efterladt bagbundne uden at vide, hvad der ville ske, næste gang han vendte tilbage til kælderværelset.
Tvang sine ofre til at udlevere deres adresser
Efter voldtægterne gennemsøgte gerningsmanden huset og fandt en kuffert med smykker. Den 15-årige piges mor var smykkedesigner og opgjorde senere, at gerningsmanden havde røvet smykker for knap 70.000 kroner.
Inden han forlod de rædselsslagne piger, tvang han dem til at fortælle deres adresser og navne, som han skrev ned og tog med sig. Måske skulle det virke afskrækkende på pigerne, der siden den morgen måtte leve med visheden om, at deres overfaldsmand kendte deres personnummer og havde mulighed for at opsøge dem igen.
Han efterlod pigerne bagbundne i kælderen. Klokken var næsten ni om morgenen. Han havde altså været i det gule hus på Ingolf Allé i lidt over to en halv time.
Umiddelbart efter tog han ud og hævede i alt 8.000 kroner fra flere forskellige automater på Amager med det kort, han havde røvet fra den 23-årige.
Der skulle gå femten år, før de unge kvinder igen stod ansigt til ansigt med voldtægtsmanden.
Kriminalteknikere gennemgik huset centimeter for centimeter, men de fandt ikke et eneste fingeraftryk fra gerningsmanden. Det kom ikke som den store overraskelse, da pigerne under afhøringerne fortalte politiet, at han bar handsker.
Pigerne kunne dog huske, at gerningsmanden, da han bagbandt dem med sjippetovet, i et kort øjeblik tog handskerne af. Derfor blev sjippetoret gemt væk sammen med den kokkekniv, som gerningsmanden havde efterladt på en bænk i kælderen.
Først 15 år senere var DNA-teknologien blevet så god, at tovet og kniven blev hentet frem fra et fjernlager i det spinkle og usandsynlige håb, at der kunne findes spor fra voldtægtsmanden.
Men inden da nåede voldtægtsmanden at slå til igen.
Naboen hørte hende skrige
Det var så småt begyndt at blive lyst, da den 24-årige kvinde hørte noget fra køkkenet i hendes lille kollegieværelse om morgenen den 3. maj 2005. Sekundet senere var hun overmandet og kun et lille skrig nåede ud i rummet, før lyden forsvandt i håndfladen, der hårdt blev lagt over hendes mund.
En beboer i et nærliggende værelse hørte skriget, men tænkte ikke mere over det, fordi der igen blev stille på Amagerkollegiet på Hovmålvej på Amager.
I værelse nummer 21 kunne den ukendte gerningsmand derfor uforstyrret binde et stykke stof for øjnene af den 24-årige kvinde og i de næste to timer udsætte hende for et mareridt i hendes eget hjem.
- Rigtig meget af det hele, var hendes hulkende forklaring, da hun senere blev afhørt af politiet, der ville vide, hvad gerningsmanden præcist havde gjort ved hende.
Gerningsmanden advarede den unge kvinde om, at hvis hun så hans ansigt, ville han slå hende ihjel. Han var så dominerende, at hun selv bad om at få strammet bindet for sit ansigt, så hun ikke kunne se ham.
Han tvang undervejs kvinden til selv at vælge, hvilke overgreb han skulle udsætte hende for.
Troede han slettede alle spor
Efter små to timer i kollegieværelset kommanderede gerningsmanden sit offer i bad og tog lagnet af hendes seng.
- Hvis du siger noget til politiet, så vender jeg tilbage og tager en kammerat med, lød sidste kommando fra gerningsmanden, inden han smækkede døren bag sig til værelse 21 klokken lidt i otte om morgenen. Han havde hendes lagen med sig.
For politiets efterforskere var det tydeligt, at gerningsmanden havde forsøgt at fjerne sine spor og samtidig prøvet at skræmme sit offer til tavshed, inden han efterlod hende skrækslagen.
Men gerningsmanden havde ikke været omhyggelig nok.
Selvom kvinden havde bind for øjnene under overfaldet, bemærkede hun alligevel en ting, der kom til at få afgørende betydning i jagten på gerningsmanden.
I løbet af de to timer forlod den fremmede mand nemlig kortvarigt sit offer for at stille sin tørst, og kvinden mente, at han at dømme efter lyden muligvis havde drukket af en mælkekarton fra hendes køleskab.
På hældestykket fra den ene af de to mælkekartoner, der stod i den 24-åriges køleskab, fandt teknikerne på Kriminalteknisk Center DNA fra en fremmed mand. De fandt også kvindens egen DNA, der sandsynligvis stammede fra, da hun åbnede mælkekartonen.
Det betød, at Kriminalteknisk Center stod med en "blandingsprofil", der ikke umiddelbart kunne bruges til at identificere en gerningsmand gennem analyse. Men teknikerne vurderede, at hvis en mulig gerningsmand en dag blev pågrebet, ville det være muligt at lave en sammenligning mellem den mistænkes ”rene” DNA og det DNA-spor, der var efterladt på mælkekartonen.
Men i efteråret 2005 indstillede Københavns Politi efterforskningen af voldtægtssagen fra Amagerkollegiet. Gerningsmanden var fortsat på fri fod. Og han var ikke langt væk.
Der skulle gå fem år og endnu en voldtægt, før det viste sig, at teknikernes vurdering var korrekt.
- Han skulle have skåret nosserne af
Blot fire kilometer fra Amagerkollegiet ligger fodboldklubben AB Tårnby. Siden år 2000 havde Marcel Lychau Hansen fungeret som træner i i klubben, og klubbens sportschef Flemming Jacobsen havde stor respekt for den engagerede træner.
Især fordi han så, hvordan han lykkedes med at få særligt de unge, der havde det svært, til at blomstre op og blive dygtige fodboldspillere.
Flemming Jacobsen og Marcel Lychau Hansen talte flere gange sammen om den ukendte drabs- og voldtægtsmand, der var løs på Amager. En forbryder, som den engagerede fodboldtræner åbenlyst foragtede.
- Jeg håber, de en dag fanger ham. Det svin sku' ha' skåret nosserne af og smides ned i et hul, sagde Marcel Lychau Hansen til sin ven en dag, da snakken igen faldt på de uopklarede voldtægter på Amager.
Efter voldtægten på Amagerkollegiet opfordrede Marcel Lychau Hansen forældre til de unge piger i klubben til at hente deres børn fra træning, så ingen skulle gå alene hjem.
Skilsmisse på grund af utroskab
Marcel Lychau Hansen boede i 2005 på Holdkærs Ager blot tre kilometer fra Amagerkollegiet. Han arbejdede nu i Københavns lufthavn, hvor han gjorde fly rent.
Her er han fotograferet under en fodboldtur:
I det nye job mødte Marcel Lychau Hansen også en ny jævnaldrende kvinde. I juni 2007 blev han skilt fra sin kone gennem 22 år på grund af utroskab. Forholdet til den nye kvinde faldt ikke i god jord hos hans to teenagesønner, der i første omgang end ikke ville være i stue med den nye kvinde i deres fars liv.
Marcel Lychau Hansen flyttede derfor alene ind i en lille villalejlighed på blot 54 kvadratmeter i Valby, hvor hans sønner med tiden dog tilbragte mange timer. Efter nogle år gik også forholdet til den nye kvinde i stykker.
Far var blot 300 meter væk
Det er Kurt Johnsen, der søvnigt besvarer sin datter Mandys opkald den morgen i september 2010. Det er ham, der når at høre hende bede for sit liv flere gange, inden forbindelsen afbrydes. Han ringer forgæves tilbage til den lyserøde Sony Ericsson, men får intet svar.
Telefonen ringer ud.
Ude af sig selv vandrer han rundt i det lille kolonihavehus. Han overvejer sine muligheder; at ringe til politiet virker ikke oplagt, han aner jo ikke, hvor Mandy præcist befinder sig. Hvor skal han sende betjentene hen?
Han ved endnu ikke, at der kun er 300 meter mellem ham og hans datter. Og at hun netop i disse minutter gennemlever sit livs værste mareridt.
Men hvad værre er: Kurt Johnsen ved ikke, om han får sin datter at se i live igen.
Voldtaget
På knæ i græsset i kolonihaven hører Mandy Johnsen en lyd, der får hende til at frygte for sit liv: Lyden af en lomme der lynes op.
Hun føler sig overbevist om, at han er ved at tage den kniv frem, som han truede hende med at bruge, hvis hun forsøgte at gøre modstand. I stedet fisker manden med huen et kondom frem.
To gange voldtager han den 17-årige pige på græsset i kolonihaven ved Kongelundsvej.
- Du tæller til 5000, siger han bagefter.
Manden med huen er kommanderende og kold, da han efterlader Mandy i kolonihaven.
Hun tæller langsomt, men standser, da hun ikke længere kan høre gerningsmandens fodtrin forsvinde ud af haven og fortone sig ad Kongelundsvejen. Hun tør ikke tro på, at gerningsmanden virkelig er forsvundet. Han gemmer sig og venter på hende lige i nærheden, tænker hun.
Med rystende ben sætter hun i løb. De 300 meter hjem til forældrenes kolonihavehus føles som et maraton. Først da hun kaster sig ind gennem døren til kolonihavehuset knækker benene sammen på hende.
Hun er i sikkerhed.
Kurt Johnsen er lettet, da lyset fra de elektroniske lamper ved haven til kolonihavehuset tænder klokken lidt i fem om morgenen den 25. september. De reagerer på bevægelse, Mandy i løb. Få sekunder efter står hun i det lille kolonihavehus. Hun er i live.
- Jeg er blevet voldtaget, siger hun sagte, inden gråden tager over.
Kurt Johnsen lægger armene om sin datter og forsøger at trøste hende. Han er lettet over, hun er i live, men samtidig forfærdet over at høre, hvad hun har været udsat for.
Imens ringer Mandys mor til politiet – ligesom resten af familien er hun i chok. Men gerningsmanden skal findes.
Det afgørende spor
Som lyset for alvor bryder frem afspærrer Københavns politi Kongelundsvej og området omkring kolonihaven ved indgangen til Haveforeningen Stjernelund. I alt fem hundeførere sætter deres hunde til at afsøge området.
Hundefører Brian Capion og hans schæfer Cooper afsøger fortovet, der ligger på den modsatte side af Kongevejen. Væk fra Haveforeningen Stjernelund.
Efter nogen tid viser Cooper pludselig tegn på at have fået færten af noget, da den begynder at søge hen ad fortorvet. Kort efter giver den hals og lægger sig ned på fortorvet.
Den har fundet noget ved hækken.
Brian Capion ser det med det samme: Et kondom. Der er slået en knude på det, og Brian Capion bemærker, at der ser ud til at være sæd i.
Han roser Cooper. Endnu tør han ikke tro på, at kondomet med sikkerhed stammer fra voldtægtsmanden, men hvis det gør, ved han, at det, Cooper har liggende mellem sine poter, er et helt afgørende spor.
Endelig kunne familien få besked
Onsdag den 21. oktober 2010 kommer svaret på DNA-analysen af sæden i kondomet.
Et svar, der giver genlyd på de lange kringlede gange i den gamle politigård i hjertet af København: Den mand, der voldtog Mandy Johnsen, er ikke alene en voldtægtsmand. Han er også drabsmand.
På ydersiden af kondomet fandt teknikerne spor af Mandy Johnsens DNA. Og fra sæden i kondomet finder teknikerne en DNA-profil fra en ukendt mand. Men der er mere.
DNA-analysen viste, at den selv samme mand også havde dræbt Lene Buchardt Rasmussen på Amager Fælled i 1990 og voldtaget den 24-årige studerende på Amagerkollegiet i 2005. I alt er tre grove sager pludselig tættere på en opklaring.
Henning Schou Kofoed, der var chef for efterforskningen af drabet på Lene Buchardt Rasmussen, tør næsten ikke tro det, da han får beskeden.
20 år efter drabet kan han endelig give de pårørende besked om, at der er nyt i sagen. At de måske en dag vil få vished og en morder kan stilles til ansvar.
Men hvem manden er, aner Drabsafdelingen endnu ikke. De ved blot, at han skal findes, inden han slår til igen – og at det kun kan lade sig gøre med befolkningens hjælp.
Den 2. november 2010 toner politikommissær Steffen Steffensen frem på tv-skærme i hele Danmark.
- Den her mand han er kold, og han er kynisk og beregnende, og så er han bestemt ikke skruet rigtig sammen i hovedet, siger han.
Jagten på en serieforbryder er i gang, forklarer han. Den mand, som politiet leder efter, er knyttet til tre grove forbrydelser.
Derefter beder han alle, der sidder inde med oplysninger i en af de tre sager om at kontakte politiet. Hundredevis af danskere tager imod opfordringen og henvender sig med oplysninger, de mener, kan være relevante.
Én af dem bliver afgørende.
Tip nummer 490 blev afgørende
To dage efter Steffen Steffensens appel ringer en ældre kvinde til Københavns Politi. Hun bliver dermed borger nummer 490, der ringer med oplysninger om serieforbryderen. Hun fortæller, at hendes søn under en cykeltur på Kalvebod Fælled den 29. august 1990 - altså 20 år tidligere - så en gammel klassekammerat nær gerningsstedet.
Klassekammeratens navn var Marcel Lychau Hansen. Et navn, der i den grad giver genlyd i de lange gange på politigården.
Helt tilbage i 1987 var Marcel Lychau Hansen nemlig hovedmistænkt for drabet på den 73-årige Edith Andrup i Valby. Dengang opgav politiet at tiltale ham for drabet, men nu 23 år senere bliver han igen hentet ind til afhøring på politigården.
Samtidig tager politiet en prøve af hans DNA med en lang vatpind i hans mund.
- På det tidspunkt var jeg ikke i tvivl om, at det var den rigtige mand, siger den erfarne drabschef, Ove Dahl.
Derfor holder han og resten af Drabsafdelingen hos Københavns Politi vejret og venter på resultatet af DNA-testen.
Svaret fra laboratoriet
Svaret på testen kommer fredag den 12. november klokken lidt i to. Drabschef Ove Dahl hører det for første gang på sin mobiltelefon:
- Det er ham. Vi har et match på jeres mand, lyder beskeden.
Den dag i dag kalder daværende drabschef i Københavns Politi Ove Dahl stadig situationen for enestående, fordi der takket være teknologi blev sat navn på en gerningsmand, der i tre årtier var sluppet afsted med at begå tre af de mest alvorlige forbrydelser, der findes.
Marcel Lychau Hansen bliver anholdt i sit hjem i Valby den samme eftermiddag.
Mandy Johnsen og hendes familie får besked få minutter efter anholdelsen. Lettelsen breder sig med det samme gennem hele hendes krop.
Frygten for at møde den mand, der overfaldt hende halvanden måned tidligere, kan hun nu endegyldigt lægge bag sig.
Men for politifolkene er der ikke tid til lettelse. Både drabet på Lene Buchardt Rasmussen, voldtægten på Amagerkollegiet og voldtægten mod Mandy Johnsen er der gode beviser for. Men Ove Dahl og hans folk føler sig overbeviste om, at den 45-årige Marcel må have flere forbrydelser på samvittigheden.
Den helt store opgave for efterforskerne bliver nu at bevise det og få ham dømt. Jagten på gerningsmanden er altså slet ikke slut.
Frygten for barndomsvennen forsvinder
I første omgang genoptager politifolkene efterforskningen af drabet på Edith Andrup i 1987. Marcel Lychau Hansen var dengang hovedmistænkt, men havde et alibi. Det alibi undersøger Ove Dahls efterforskere nu igen i håb om at finde den detalje, der kan afsløre, om Marcel også kan sigtes i den gamle drabssag.
Det viser sig, at de gamle beregninger af, hvornår gassen blev tændt i lejligheden, var lavet på et forkert grundlag. De nye beregninger, som de får lavet i 2011, viser derimod, at gassen kunne være blevet tændt på et tidspunkt, hvor Marcel Lychau Hansen ikke havde et alibi.
De nye oplysninger fører politiet til Marcels gamle guldhæler Tino Loessin, der ikke er overrasket over at få besøg fra politiet. Men denne gang – godt 23 år efter drabet – er han klar til at dele sin viden om den guldhalskæde, han købte af Marcel tilbage i 1987, den aften Edith Andrup blev dræbt.
Frygten for Marcel forsvinder, da Tino opdager, at han allerede er i politiets varetægt.
De nye oplysninger betyder, at Marcel Lychau Hansen i 2010 nu også bliver sigtet for drabet på Edith Andrup på Brøndkærvej i Valby i 1987.
Men politiet graver videre. Håbet er at sigte serieforbryderen for endnu en forbrydelse. En af de groveste uopklarede voldtægtssager i Danmark.
Gammel DNA fører til endnu en sigtelse
Den firedobbelte voldtægt fra Ingolfs Allé har på dette tidspunkt være uopklaret i 15 år. Nu har Drabsafdelingen endelig mulighed for at give de fire ofre den afslutning, de havde håbet på. Derfor bliver sjippetovet og kokkekniven, der blev fundet efter voldtægten i den gule villa, igen fundet frem fra gemmerne.
Men der er et problem: Ingen af tingene fra sagen er blevet opbevaret korrekt i forhold til at bevare DNA. Derfor har politiet svært ved at tro på, at teknikerne kan finde det DNA-spor, der ville være afgørende for også at knytte Marcel Lychau Hansen til denne forbrydelse.
Teknikerne på Kriminalteknisk Center finder da heller ikke et DNA-spor - de finder to!
Både på kniven og på sjippetovet lykkes det at finde DNA fra Marcel Lychau Hansen.
Blev ikke dømt for voldtægt i Vangede
Den 19. december 2011 bliver Marcel Lychau Hansen fundet skyldig i drabene på Edith Andrup i Valby og Lene Buchardt Rasmussen i Fasanskoven på Amager.
Desuden bliver han dømt for røveri, grov voldtægt, voldtægtslignende sexovergrab herunder på børn under 15 år i villaen på Ingolfs Allé på Amager.
Han bliver også fundet skyldig i forsøg på grov voldtægt af 24-årige studerende på Amagerkollegiet.
Endelig bliver han dømt for voldtægt og røveri mod Mandy Johnsen i kolonihaveforeningen.
Til gengæld bliver han frikendt for for en voldtægt af en kvinde i Vangede den 22. juli 2007, da nævningene ikke mener, at der var beviser nok mod ham.
Tilbage er der kun at fastslå, hvor mange år Marcel Lychau Hansen skal tilbringe i fængsel. Mandy Johnsen håber i sit stille sind, at han aldrig vil blive lukket ud, da hun sammen med over hundrede tilhører - blandt andet de nu voksne kvinder fra den firedobbelte voldtægt - venter på at høre, hvor lang dommen bliver.
- Thi kendes for ret. Marcel Lychau Hansen idømmes fængsel på livstid.
En spontan klapsalve bryder ud i retssalen. Kvinderne fra Ingolfs Allé klapper med. Mandy jubler.
- Så kan du lære det, dit svin! råber hendes far, Kurt Johnsen, der hurtigt bliver irettesat af anklageren, der formaner de mange tilhørere om, at de befinder sig i et retslokale – ikke på et fodboldstadion.
Mandy selv mærker kun glæden. Livstid er passende, tænker hun. For hun ved, at hun og de andre unge kvinder skal leve med Marcel Lychau Hansens forbrydelser resten af deres liv.
Derfor føles det godt at vide, at han skal straffes. Resten af livet håber hun, mens hun krammer sin far.
Denne artikel er en del af serien "Gerningsstedet". Der findes flere andre artikler af samme type: