Nyheder

Mand død efter fald på spejlglat fortov

En 72-årig mand døde lørdag eftermiddag, da han faldt på et isglat fortov på Skov-åsen; den vej hvor han boede i Kirke Saaby.

Manden faldt så uheldigt, at han knaldede hovedet ned mod det glatte fortov. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Den 72-årige mand havde været på besøg i et hus på vejen, og der var vidner til hans fald. Han blev erklæret død af den tilkaldte læge i lægeambulancen. Forinden havde ambulancepersonalet måttet lægge tæpper ud på fortovet for at kunne tage sig af manden, fordi det var så glat, oplyser politiet.

- Det er ikke for sjov, at der findes regler om, at man skal rydde sit fortov for is og sne. For det kan gå grueligt galt. Konsekvenserne kan blive meget alvorlige, som den her sag viser, siger Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi til DAGBLADET Roskilde.

Reglerne siger, at man som grundejer skal sørge for at rydde sit fortov så hurtigt som muligt, og desuden sikre mod glat føre ved at salte eller sprede grus, hvis det begynder at blive glat. Er fortovet ikke ryddet, og falder en person og kommer til skade på det, kan erstatningskravet blive stort.

De fleste har et grundejeransvar i husforsikringen, der dækker, men ikke alle.

10 gode råd for sne- og isrydning

1. Følg med i vejrudsigten.

2. Sørg for at have en god sneskovl og kost parat.

3. Tjek at du har grus, salt, sneskovl og kost parat og ved hånden.

4. Grus eller salt aftenen inden nattens snefald eller islag.

5. Hvis du bruger salt, så brug det med omtanke. Ved saltlage bruger du betydeligt mindre salt, end hvis det bliver strøet ud med hånden.

6. En saltlage bestående af 1 del salt og 4 dele lunkent vand. Vejsalt er tungt opløseligt, så du skal røre hyppigt i blandingen, da saltet ellers falder til bunds. Hvis du vil slippe for at røre så ofte, kan du anvende køkkensalt. Det er hurtig opløseligt og kan bruges med det samme.

7. Fordel altid grus eller salt jævnt - det skåner overfladen og mindsker risikoen for glat føre.

8. Hvis sneen er skovlet op i en vold ude ved kørebanen, så husk at lave en gennemgang i snevolden på mindst én meters bredde, så postbudet, renovationen og alle andre, der skal ind på din grund, kan færdes sikkert.

9. Er du pensionist, kan du muligvis opnå hjælp til at rydde sne og salte eller gruse. Din kommunes socialforvaltning kan give oplysninger om eventuelle ordninger.

10. Tjek din kommunes hjemmeside for regulativer vedrørende vintervedligeholdelse.

Kilde: skovlsne.dk