Nyheder

Får kritik af Socialdemokratiet for langsomme ambulancer: Nu svarer regeringen igen

Venstre undrer sig over timingen i Socialdemokratiets kritik af lange ventetider på ambulancer.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) bliver kritiseret af Socialdemokratiet for at være for passiv i forhold lange ventetider på ambulancer rundt omkring i landet.

Kritikken kommer efter, at Ekstra Bladet lørdag kunne fortælle, at ventetiden på en ambulance i 18 danske byer er så lang, at chancen for at overleve et hjertestop er meget lille.

Sundhedsministeren svarer skriftligt til TV 2, at det er helt afgørende, at den akutte del af sundhedsvæsenet er velfungerende over alt i Danmark, men hun mener også, at akutberedskabet er forbedret de seneste år med blandt andet lægehelikoptere og hjertestartere.

V: De har selv afskaffet ambulancegaranti

Den udmelding er dog ikke nok for Socialdemokratiet, der vil have lukket ”de sidste huller”, så borgerne får tryghed for, at der kommer hurtig hjælp.

Hos Venstre forstår sundhedsordfører Jane Heitmann dog ikke, hvordan det store oppositionsparti kan kritisere regeringen for ventetid på ambulancer.

- Jeg undrede mig egentlig lidt over, at Socialdemokraterne skyder, som de gør. Det var jo socialdemokraterne selv, der aflivede den såkaldte ambulancegaranti. Vi har i november vedtaget et satspuljeforlig, vi har stemt finansloven igennem, og jeg har i hvert fald ikke her hørt socialdemokraterne nævne flere midler til akutberedskabet, siger Jane Heitmann til TV 2.

Bekymring i yderområderne

I de 18 danske byer og på Langeland er ambulanceberedskabet så dårligt, at mindst hver tredje ambulance er mere end et kvarter om at nå frem. Efter 13 minutters venten er det meget kritisk for patienten. 

På Sjællands Odde på Nordvestsjælland er ventetiden omkring 16 minutter. Det bekymrer Allan Andersen, der er gruppeformand for Socialdemokratiet i Odsherred Kommune.

- Jeg synes jo, det er skræmmende. 15 minutter, det er jo et spørgsmål om liv eller død. Det betyder rigtig meget for borgerne på Sjællands Odde, at de kan få hjælp i ordentlig tid, og det synes jeg ikke, de får nu, siger Allan Andersen.

Som så meget andet handler de lange ventetider på ambulancer også om økonomi. Allan Andersen erkender, at det er dyrt at drive et velfærdssamfund, men han mener, det er vigtigt, at alle borgere i Danmark får noget for skattekronerne.

Også dem i et yderområde som Sjællands Odde, hvor der ifølge ham findes ældre, der er utrygge på grund af ventetiderne.

- Jeg synes, de skal tilgodese borgerne ude i yderområderne også. Det gør man jo ikke i dag. Vi betaler lige så meget i skat som dem, der bor i København, Holbæk og andre steder, og derfor skal vi også have de samme ydelser.

I Odsherred Kommune er der utilfreds med ventetiderne.

Vil afvente redegørelse

På Christiansborg kræver Dansk Folkeparti en redegørelse, mens Socialdemokratiet gerne ser et møde blandt sundhedsordførerne.

Begge dele er Jane Heitmann klar til at se på, men det skal gøres i den rigtige rækkefølge, siger hun.

- Når vi har den redegørelse i hånden, synes jeg, at det vil være helt naturligt at se på, om det giver anledning til et møde i ordførerkredsen.