Nyheder

Undgå kaotiske byggeprojekter: Sådan vælger du en god håndværker

Det er ikke altid let at finde rundt i junglen af håndværkerpriser og byggekontrakter. Som boligejer kan du dog tage dig visse forholdsregler, inden du starter dit næste byggeprojekt.  Steffen Ortmann / Scanpix

Brug dit netvæk, indhent flere tilbud på én gang og lav en ordentlig kontrakt. Her er de forholdsregler, du skal tage, inden du hyrer en håndværker.

Skal du have nyt tag, malet dit hus eller lagt nyt gulv?

Det er ikke altid let at finde rundt i junglen af håndværkerpriser og byggekontrakter. Som boligejer kan du dog tage dig visse forholdsregler, inden du starter dit næste byggeprojekt - og på den måde undgå de værste faldgrupper. 

TV 2 har allieret sig med Tue Patursson, som er bygningskonstruktør og fagekspert i Bolius. Her rådgiver han blandt andre private boligejere, der står over for at skulle renovere i hjemmet. 

Du kan hurtigt miste overblikket, hvis du skal have lavet en større byggeopgave, der involverer flere faggrupper.

Tue Patursson, fagekspert i Bolius

Han understreger, at det som boligejer først og fremmest er vigtigt at danne sig et overblik over sit byggeprojekt. Hvad er dine forventninger til resultatet? Og hvor mange forskellige faggrupper skal du bruge under byggeriet? Skal du for eksempel have lagt nyt gulv med gulvvarme, skal du højest sandsynligt både have fat i en tømrer og en VVS'er. 

- Du kan hurtigt miste overblikket. Især hvis du skal have lavet en større byggeopgave, der involverer flere faggrupper. Så et godt råd er, at du starter med at sætte dig ned og finde ud af, hvor stor opgaven egentlig er, og om du har viden og overskud til at holde styr på det hele, siger Tue Patursson. 

Spørg din nabo til råds

Når du har styr på, hvor omfattende dit byggeprojekt vil blive, er det tid til at finde en håndværker - eller flere - som kan udføre opgaven. En undersøgelse foretaget af Bolius viser, at de fleste danskere finder en håndværker gennem venner og bekendte. Her svarer hele 81 procent af de 3000 adspurgte danskere, at de bruger anbefalinger fra eget netværk. 

- Du kan også lede efter gode håndværkere via deres brancheforeninger. Derudover findes der flere hjemmesider, som samler brugernes vurderinger af forskellige håndværkere, siger Tue Patursson og fortsætter:

Mit råd er at indhente tilbud fra mindst tre håndværkere.

Tue Patursson, fagekspert i Bolius

- Men her skal du nok lige stikke en finger i jorden, da det jo er forholdsvis let at gå ind og anmelde en bestemt håndværker, og det kan jo være, at hele familien har været inde og vurdere hans firma. 

Pas på prisen

Han råder derfor til, at du som forbruger udpeger flere håndværkere til ét projekt, som du herefter indhenter tilbud fra. På den måde kan du også få en god indikation af prisen på det håndværk, du skal have udført. Som privatperson må du indhente så mange tilbud, du vil. 

Hvad prisen på håndværket angår, kan det variere meget, og som forbruger er det derfor svært at vide, om der er tale om en god pris eller ej. 

- Mit råd er at indhente tilbud fra mindst tre håndværkere. På den måde kan du tydeligt se, hvis der er et tilbud, som skiller sig for meget ud. Både i den dyre og i den billige ende, siger Tue Patursson. 

Hvis du selv går ud og køber nye fliser til dit badeværelsesgulv, hæfter du også for eventuelle fejl under leveringen.

Tue Patursson, fagekspert i Bolius

- Men generelt skal man stole på sin håndværker. De er jo heller ikke interesseret i, at du fortæller hele dit netværk, at de tager overpris for arbejdet.

Lav en skriftlig kontrakt

Når prisen for byggeprojektet er aftalt, skal du have indført det hele i en skriftlig kontrakt. Igen er det vigtigt, at den er så detaljeret som muligt. En tagbelægning på dit nye tag kan variere med flere tusinder kroner, og derfor er det en god idé, at du som forbruger sætter dig ind i, hvilke materialer, du vil bruge. 

- Selvfølgelig behøver du ikke at vide, hvilke skruer håndværkerne skal bruge til at montere taget med, men det er fint at komme med kommentarer til de overordnede dele, siger Tue Patursson. 

Flere organisationer og styrelser er gået sammen om at udarbejde en standardkontrakt, som du kan bruge til at udforme din egen, skriftlige kontrakt.

Tue Patursson råder samtidig til, at du lader håndværkeren stå for at købe materialerne: 

- Hvis du selv går ud og køber nye fliser til dit badeværelsesgulv, hæfter du også for eventuelle fejl under leveringen. Lad håndværkeren stå for materialerne, som de derved hæfter for. Ofte har de gode aftaler med byggemarkederne, så de kan få en god pris. 

En rådgiver kan redde dig fra kvaler

Viser dit byggeprojekt sig at være for uoverskueligt, er der også hjælp at hente. Har du flere faggrupper involveret, er det en fordel at lade den håndværker, som laver mest på projektet, stå i spidsen for at kordinere de resterende grupper. 

Det kan spare dig for både tid, penge og hovedpiner, at du får en rådgiver ind over dit projekt. 

Tue Patursson, fagekspert i Bolius

Vil du dog være sikker på, at du får god, objektiv vejledning, kan du overveje at hyre en byggerådgiver. Prisen ligger typisk på mellem fem og ti procent af byggesummen, og den afspejler, hvor meget arbejde, der er i at styre under byggeriet. 

- Det er dog mest relevant i forbindelse med større projekter. Rådgiveren kan være med til at få præciseret arbejdet og holde styr på, at håndværkerne overholder de aftaler, I har lavet. Ud fra erfaringer fra branchen kan jeg sige, at det kan spare dig for både tid, penge og hovedpiner, at du får en rådgiver ind over dit projekt. 

Herunder kan du læse Tue Paturssons råd til boligejere, der skal i gang med et byggeprojekt: 

Sådan vælger du en god håndværker

Tal med dit netværk

Tal med dit netværk

En undersøgelse fra Bolius viser, at 81 procent af 3000 adspurgte danskere vælger en håndværker ud fra anbefalinger i deres netværk. Tal med din nabo, dine venner eller din kollega og hør, hvem de kan anbefale til dit byggeprojekt. Det øger sikkerheden for et godt resultat. 

Foto: Shutterstock / Shutterstock

Brug andre referencer

-

Brug andre referencer

Er der ingen i dit netværk, der kan hjælpe dig med at finde frem til en god håndværker, findes der flere hjemmesider, hvor du kan danne dig et overblik ud fra andre brugeres vurderinger. Heriblandt Trustpilot og Håndværkets evalueringscenter. Derudover kan du bruge de forskellige brancheforeninger, mens medlemmer af Byg Garanti også giver dig en form for sikkerhed. 

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Indhent tre tilbud

Indhent tre tilbud

For at få en indikation af prislejet for dit byggeprojekt er det en god idé at indhente flere tilbud. Indhenter du tre tilbud, kan du danne dig et hurtigt overblik over, om der er en pris, der skiller sig for meget ud - både i den dyre og billige ende. Der findes derudover flere hjemmesider, hvor håndværkere kan byde ind på din opgave. Som privatperson må du indhente så mange tilbud, du vil. 

Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Danmark

Lav en opgavebeskrivelse

Lav en opgavebeskrivelse

For at undgå misforståelser og ekstra regninger skal du lave en så fyldestgørende beskrivelse af dit byggeprojekt som muligt. Så er det lettere for håndværkeren at byde ind med en realistisk pris. Klargør præcis hvilke opgaver, du vil have udført, kvaliteten og hvilke forventninger du har til det færdige resultat. 

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix

Mød håndværkeren

Mød håndværkeren

Er kemien og kommunikationen god? Mød altid din håndværker inden et byggeprojekt. Det er også vigtigt, hvis håndværkeren skal have mulighed for at besigtige projektet og give dig et så præcis tilbud på opgaven som muligt. 

 

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix Denmark

Lav en skriftlig kontrakt

Lav en skriftlig kontrakt

Når du er blevet enig med håndværkeren om prisen for dit byggeprojekt, skal du huske at få lavet en skriftlig kontrakt. En mundtlig aftale er også juridisk bindende, men det er en hel del sværere at bevise. I kontrakten skal pris og tidshorisonten være klarlagt, mens det også er en god idé at nedskrive materialer. 

Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

Lad håndværkeren skaffe materialer

Lad håndværkeren skaffe materialer

Vælger du selv at skaffe materialer til et byggeprojekt, hæfter du samtidig for eventuelle fejl og skader ved levering. Som forbruger kan det samtidig være svært at danne sig et overblik over, hvilke materialer der skal bruges. Håndværkeren kan ofte skaffe materialerne til en billigere pris. 

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix Denmark

Hyr en byggerådgiver

Hyr en byggerådgiver

Skal du i gang med et større byggeprojekt, hvor du har flere forskellige fagpersoner inde over, kan det være en fordel at hyre en byggerådgiver, som kan holde styr på det hele. Det kan spare dig for både tid, penge og hovedpiner. 

Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark