Nyheder

Butikker får brugte varer retur - og det må kunderne gerne

Varer der er brugt ryger oftere tilbage til netbutikken end før. Det er et stort problem ifølge Dansk Erhverv.

Det er jul, det er cool og gaverne er strømmet ind.

Byt brugt på nettet

  • Brugte varer, som kunden har fortrudt, kan returneres til netbutikken indenfor 14 dage
  • Fremtræder varen ikke som helt ubrugt, bliver det vurderet, hvor meget den er faldet i værdi og returbeløbet udbetalt udfra det
  • Der er ingen minimum krav til returbeløbet - kunden kan i princippet riskere ikke at få nogen penge tilbage
  • Retten til at bytte varer på nettet, der ikke fremtræder som nye, trådte i kraft i 2014

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Men euforien lægger sig, og sweateren fra mor og far, der nu er prydet med stænk af brun sovs og rødkål, er pludselig ikke så cool længere.

At tingene er brugt, forhindrer dog ikke et stigende antal danskere i alligevel at returnere deres varer. Til stor frustration for butikkerne.

- Vi oplever jævnligt at få varer retur, der er brugt eller nogle gange ødelagt. Det, kan vi hurtigt blive enige om, er svært at sælge videre, siger direktør hos netbutikken Morfars.dk, Kim Eriksen.

Hver tredje ung bytter brugt

Det er i høj grad de unge, der ikke har nogle kvaler med at sende de brugte ting retur. Ifølge en undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv, var det i 2013 næsten hver femte under 30, der havde byttet noget brugt. I år er det mere end hver tredje.

Sådan er loven, så selvfølgelig er det rimeligt

Vicedirektør i Forbrugerrådet, Vagn Jelsøe

En uheldig tendens, hvis man spørger markedschef i Dansk Erhverv, Lone Rasmussen.

- Alt tyder på, at der er en bevægelse mod, at det bliver ok at købe en vare, bruge den og returnere den. Det er butikkerne, der står tilbage med regningen, og det er ikke rimeligt, siger hun i undersøgelsen.

Men ikke desto mindre har man som forbruger ret til indenfor 14 dage at returnere en vare, selvom den ikke fremstår helt som ny – dog er der ingen garanti for, hvor mange penge, der kommer retur.

Et rimeligt krav

Hos Forbrugerrådet Tænk anses det ikke som et problem, at forbrugerne benytter sig af deres fortrydelsesret.

- Sådan er loven, så selvfølgelig er det rimeligt, at forbrugeren henholder sig til det, siger vicedirektør Vagn Jelsøe.

Han mener modsat Dansk Erhverv, at det er et godt kompromis, at butikken kan modregne værdiforringelsen, hvis de tager en vare retur, der bærer præg af brug.

- Vil man som forbruger være sikker på at få penge tilbage, så skal varen fremstå ubrugt, siger vicedirektøren.