Nyheder

Sosu-assistent: - Der sidder folk her, som ikke kommer ud i mange måneder

De ældre bliver hurtigt dårlige og kommer ikke ud. Det er ifølge sosu-assistent Jytte Madsen konsekvensen af for lidt tid og for meget dokumentation.

- Nej, det er jeg ikke!

Sådan lyder det hurtige svar fra 63-årige Jytte Madsen på spørgsmålet, om hun er en stolt sosu-assistent.

I næsten 41 år har hun haft sin daglige gang på Fovrfeld Plejecenter ved Esbjerg. Men den gode mavefornemmelse, hun før i tiden gik hjem med, er nu afløst af følelsen af at være utilstrækkelig.

- Før kunne jeg mærke, at beboerne var glade for, at jeg kom. Og jeg gik hjem og følte, at jeg havde gjort en forskel. Det gør jeg ikke i dag, siger Jytte Madsen.

Demente bliver dårlige

Følelsen af ikke at slå til er hun ikke alene om, bekræfter en undersøgelse foretaget af et Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning. I 2015 var det mere end hver tredje ansatte i hjemmeplejen, der ikke følte, at de kunne nå at give borgerne den hjælp, de havde behov for. Til sammenligning var det hver femte i 2005.

En udvikling, Jytte Madsen med sine mange år i branchen tydeligt kan mærke. Hun føler ikke, at der er tid til den nære kontakt med de ældre længere, men kun til de basale behov.

Der sidder folk her, som ikke kommer ud i mange måneder. Det burde være en menneskeret

Jytte Madsen

- Der sidder folk her, som ikke kommer ud i mange måneder. Det burde være en menneskeret at komme ud og få en mundfuld frisk luft engang imellem, siger hun.

Og det er ifølge Jytte Madsen ikke det eneste sted, man kan mærke på de ældre, at de ikke får den nødvendige omsorg og pleje.

- Når de kommer her, bliver de hurtigt dårlige. For eksempel skrider deres demens hurtigt frem, fordi de ikke får nogen mental stimulation, udover det de selv kan sidde og se og høre sig til, siger sosu-assistenten.

- Det er ikke i orden

Det er især det øgede papirarbejde, som, Jytte Madsen mener, går ud over kvaliteten af ældreplejen. 

- I gamle dage skrev man måske 'stor eksplosiv opkast' – det var så det, der stod. Nu skal der være en problemformulering, et mål, en handleplan og en evaluering på hver eneste lille ting, og jeg synes ikke, at det hjælper på antallet af fejl. Jeg tror heller ikke, at særlig meget af det bliver læst igen, siger hun.

Derudover kræver dokumentationen tid. Noget, som i forvejen løber fra Jytte Madsen.

- Jeg prøver virkelig at være til stede, der hvor jeg er. Men ofte er jeg nødt til at rende til og fra det, som jeg nu er i gang med. Det, synes jeg, ikke er i orden, siger hun og tilføjer:

- Det er da også sjovere, hvis man synes, man kan slå til.