Mere dokumentation og mindre omsorg på landets plejehjem: - Det nærmer sig et kontrolsamfund
Tiden går i stigende grad til dokumentation i stedet for omsorg for kommunernes ældre. Det viser en ny undersøgelse.
Varme hænder bliver hurtigt kolde, når de skal håndtere papir og tastatur i stedet for mennesker.
Og det skal de langt oftere end for blot ti år siden. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.
- Der er for meget registrering i dag, og det nærmer sig et kontrolsamfund. Tingene er selvfølgelig bygget op på, at man gerne vil gøre det godt, men det er også en form for mistro, siger formanden for Plejehjemslederne, Ole Mørk Nielsen.
- Hver eneste lille ting skal dokumenteres
I hjemmeplejen brugte 57 procent af de ansatte tid på dokumentation flere gange dagligt i 2015. Det er næsten en firedobling i forhold til i 2005, hvor tallet lå på 15 procent.
En udvikling som sosu-assistenten Jytte Madsen tydeligt kan mærke, når hun møder ind på Fovrfeld Plejecenter i Esbjerg, hvor hun har arbejdet i næsten 41 år.
- Der skal være en problemformulering, et mål, en handleplan og en evaluering på hver eneste lille ting, og derfor er jeg ofte nødt til at rende til og fra det, som jeg nu er i gang med. Følelsen af at være utilstrækkelig er der da, siger hun.
Hver tredje ansat føler sig utilstrækkelig
Ifølge undersøgelsen deler Jytte Madsen også netop denne følelse med en voksende del af sine kollegaer. Hver femte følte sig utilstrækkelig i 2005, fordi borgerne ikke fik den hjælp, de havde brug for. Nu er det over hver tredje.
- Jeg prøver virkelig at være til stede, der hvor jeg er. Men ofte er jeg nødt til at rende til og fra det, som jeg nu er i gang med. Det, synes jeg, ikke er i orden, siger Jytte Madsen.
Sektorformanden i FOA, Karin Stæhr, kan bekræfte, at følelsen af ikke at slå til går igen hos mange medlemmer i fagforeningen.
- Det kniber med kyndige hænder mange steder. Nogle gange er der kun én til to medarbejdere til 50 beboere Og så er personalet nødt til at tage skyklapper på, siger hun.
En tidsrøver
Inde hos Plejehjemslederne mener man sagtens, at der kan skæres i den stigende mængde dokumentation, så der bliver mere tid til omsorg og pleje.
- Det er en tidsrøver, og det går selvfølgelig ud over beboerne, at man skal registrere alt, siger formand for Plejehjemslederne, Ole Mørk Nielsen.
Men sektorformanden for FOA mener, er det er andre problematikker end for meget dokumentation, der sluger de ansattes tid.
- De ældre er blevet langt mere syge og komplekse, end de var for fem til ti år siden. Derfor er der ikke medarbejdere nok til de opgaver, der skal udføres, siger hun.