Her er hele Danmarks nye ministerhold
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har præsenteret hele sit nye ministerhold på Amalienborg.
Danmarks nye borgerlige trekløverregering består af 22 ministre. 13 af dem er fra Venstre, seks fra Liberal Alliance og tre fra Konservative. 13 af ministrene er mænd, ni er kvinder.
Det står klart, efter at regeringen mandag morgen selv offentliggjorde det nye ministerhold i sin helhed. I mosaikken herunder kan du klikke på billederne og se, hvem der er blevet minister for hvilket ministerium.
De magtfulde udvalg
Regeringen har samtidig meddelt, hvordan de to magtfulde interne ministerudvalg bliver sat sammen. I koordinationsudvalget - hvor regeringens politik bliver afstemt og koordineret - sidder Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen, Søren Pape Poulsen, Kristian Jensen, Claus Hjort Frederiksen, Brian Mikkelsen og Simon Emil Ammitzbøll.
I regeringens økonomiudvalg - hvor de store økonomiske beslutninger træffes - sidder: Kristian Jensen, Brian Mikkelsen, Simon Emil Ammitzbøll og Karsten Lauritzen.
Løkke: Ingen har truet sig i regering
Mandag formiddag var det nye ministerhold en tur forbi Amalienborg i København for traditionen tro at blive præsenteret for Dronningen.
- Regeringen har det stærkeste og mest gennemarbejdede regeringsgrundlag, Danmark har set, lød det fra Lars Løkke Rasmussen, da han svarede på spørgsmål fra de fremmødte journalister på Amalienborg.
Her blev statsministeren også spurgt til det særprægede politiske forløb de seneste måneder, som førte til at både Liberal Alliance og Konservative blev inviteret med i regering.
- Jeg har ikke en oplevelse af, at nogen har truet sig ind i regeringen, siger Løkke.
Hele efteråret har Liberal Alliances politiske leder Anders Samuelsen - der altså nu er udenrigsminister - gentagne gange truet med at vælte Venstre-regeringen, hvis ikke topskatten blev sænket med fem procentpoint. I det nye regeringsgrundlag er der imidlertid ikke lagt op til en sænkelse af topskatteprocenten.
Følg med live på TV 2 NEWS
I løbet af eftermiddagen vil de rituelle overdragelsesforretninger i de enkelte ministerier - hvor den afgående og tiltrædende minister udveklser gaver - finde sted.
Du kan følge det hele på TV2.dk og TV 2 NEWS.
Se NEWS GRATIS i denne uge på TV 2 PLAY i anledning af kanalens 10 års fødselsdag.