Asger Aamunds råd til Løkke: Giv DF, hvad de vil have

Forretningsmanden Asger Aamund har opskriften på succes for den nye regering: Giv Dansk Folkeparti, hvad de vil have på flygtningeområdet.

Mens danskerne følger med i de lange regeringsforhandlinger på Marienborg mellem Venstre, Konservative og Liberal Alliance, er forretningsmanden Asger Aamund ikke i tvivl om, hvad Danmark har brug for:

- Landet skriger på, at vi får en bredere og større folkelig velstand.

Asger Aamund har længe været en af Liberal Alliances markante støtter, og han mener, at der skal store vækstreformer til for at få Danmark tilbage på rette kurs. Vækstreformer, der blandt andet indebærer skattelettelser.

DF kan blokere for vækstplaner

Men der er bare ét problem.

Vækst og skattelettelser er ikke på DF-leder Kristian Thulesen Dahls prioriteringsliste.

Samtidig er Dansk Folkepartis støtte nødvendig for at skaffe et flertal for den - måske - kommende regerings politik.

Aamund: En enestående chance

Spørger man Asger Aamund, er løsningen dog simpel:

- Jeg tror, at man kan få Kristian Thulesen Dahl i tale, hvis man giver ham den store, forkromede flygtningepakke, og han får opfyldt alle sine hedeste ønsker på flygtningeområdet.

Ifølge forretningsmanden vil dét tilbud være en enestående chance, som Dansk Folkeparti ikke vil gå glip af.

Regeringsgrundlag på trapperne

Venstre, Konservative og Liberal Alliance har siddet i forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag på Marienborg siden mandag.

Kristian Thulesen Dahl besøgte forhandlingerne lørdag, men røbede ikke meget om, hvad der blev talt om.

Ifølge politisk redaktør på TV 2, Anders Langballe, vil det nye regeringsgrundlag blive præsenteret i løbet af søndagen.