Nyheder

Kendt chefredaktør fyret i stor fusion - flere fyringer på vej

Fusionen mellem BT og Metroxpress betyder blandt andet, at Olav Skaaning fratræder som chefredaktør. Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

BT og Metroxpress går sammen i et nyt selskab og det betyder blandt andet, at to chefredaktører stopper i BT.

De to aviser BT og Metroxpress går sammen i et nyt selskab, BTMX, som bliver et koncernselskab under Berlingske Media.

Ejerskabet bliver delt, skriver Tamedia i en pressemeddelelse. 

- Vi slår kræfterne sammen, fordi det simpelthen giver god mening - for læsere, for annoncører og som forretning, siger Mette Maix, administrerende direktør for Berlingske Media til bt.dk.

BTMX kommer til at have fælles newsroom og der vil følge en række besparelser på lønningerne.

Chefredaktører fyret - flere fyringer på vej

Ifølge BT vil begge medier udkomme, som man kender dem i dag, men redaktionerne vil blive integreret i en fælles redaktion, som skal levere indhold til begge medier på alle platforme. 

Sammenlægningen får betydning for de nuværende chefredaktører Olav Skaaning og Karl Erik Stougaard. De fratræder begge som chefredaktører på BT, skriver BT.

Olav Skaaning bekræfter på Facebook, at de to er blevet fyret.

- De belgiske ejere i De Persgroup har valgt, at andre skal stå i spidsen for BT. Det er deres ret, skriver han.

Både indenfor administration, salg og i det redaktionelle miljø, vil der desuden komme besparelser. Det oplyser Mette Maix. 

- Vi tager hul på at kigge på, hvordan vi får integreret de her to organisationer. 

- Denne fusion vil betyde en del afskedigelser, det kan der ikke herske tvivl om, siger hun på et pressemøde i Berlingske Media.

Ny sammensat ledelse

Berlingske Media vil eje 70 procent af BTMX, mens Metroxpress vil eje 30 procent. Ny ansvarshavende chefredaktør på BT bliver Jens Grund, tidligere chefredaktør på Berlingske, der dog kun bliver konstitueret.

Der vil blive arbejde med at finde den endelig chefredaktør det næste halve år.

Også den tidligere chefredaktør på Metroxpress, Jonas Kuld Rathje, bliver en del af den redaktionelle ledelse i det nye selskab BTMX.

Samtidig får det nye firma BTMX Thomas Raun som direktør, han er nuværende administrerende direktør for Metroxpress. Thomas Raun vil også indtræde i Berlingske Medias ledelse.