Analytikere: Regeringen har slagtet skattestoppet på lejligheder - prisfald i vente
Regeringen og skatteminister Karsten Lauritzen slagter skattestoppet på ejerlejligheder. Sådan lyder det fra to analytikere.
Døren bliver holdt åben for, at boligskatterne fremover kan stige.
Det er vurderingen fra både TV 2s finanskommentator Ole Krohn og politisk kommentator hos Børsen Helle Ib, efter regeringen har fremlagt sit udspil til fremtidens boligskatter.
- Det er ikke et nyt jomfruligt skattestop, der smækker døren i for fremtidige skattestigninger, siger Helle Ib til TV 2.
For selvom regeringen forsøger at fremstille det sådan, så venter der ikke store skattelettelser i forhold til den økonomi, som boligejerne sidder med lige nu.
- Det er blot at tage toppen, siger Helle Ib.
Slagter skattestoppet
Ifølge Ole Krohn er det især ejerlejligheder, der er den store taber.
- Hvis du kigger på indgrebet, så går du som ny køber ind og køber en lejlighed, som er dyr, og betaler samtidig mere i skat, siger han til TV 2.
- Ejerlejlighederne får et ordentligt jok.
Og Helle Ib er enig:
- Regeringen slagter det skattestop på ejerlejligheder, der har været siden 2001. Det kan påvirke prisen på markedet og især beskatningen efter 2020.
Fem til ti procents fald
Man kan forvente et prisfald på mellem fem og ti procent på ejerlejligheder i København som følge af regerings nye boligskattesystem.
Det fastslår skatteminister Karsten Lauritzen (V) på et pressemøde i Skatteministeriet onsdag. Her præsenterer han regeringens udspil "Tryghed for boligejerne".
- Det er en 'alt andet lige'-betragtning. Der er rigtig mange parametre, der gør, at priserne er steget i København, siger Karsten Lauritzen og tilføjer:
- De nye boligejere, der kommer ind efter 2021, vil opleve en hårdere beskatning, men måske vil priserne ikke være lige så høje. Årsagen til det mulige prisfald er, at de nuværende boligejere får en skatterabat, som ikke vil gælde personer, der køber en lejlighed efter 2021. Den højere skat ventes at blive afspejlet i en lavere pris på ejerlejlighederne.