Skolebus med 50 elever i trafikuheld
Ingen kom alvorligt til skade ved uheldet, der skete nær Brande.
En bus med cirka 50 skoleelever var fredag morgen involveret i et uheld på Sandfeldvej nær Brande.
Bussen var på vej til Uhre Skole med eleverne, da en 18-årig kvinde tilsyneladende ikke overholdt sin ubetingede vigepligt og kørte ud foran bussen, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Den 21-årige mandlige chauffør foretog en nødopbremsning for at undgå et sammenstød med personbilen, hvilket lykkedes, men i den forbindelse slog flere af børnene hovedet ind i sædet foran dem.
En akutlæge ankom efterfølgende til stedet, men alle børn blev erklæret friske nok til at blive sendt i skole.