Station 2

Socialdemokraterne vil hæve straframmen for hævnporno til tre år

Socialdemokraterne mener, at straframmen for at dele nøgenbilleder eller videoer uden samtykke skal seksdobles.

Socialdemokraterne mener, at straffen for at dele hævnporno bør sættes op. Helt konkret skal der ske seksdobling af straframmen - og personer skal dermed risikere op til tre års fængsel, hvis de overtræder straffelovens paragraf 264d. 

Det fortæller Trine Bramsen, retsordfører for Socialdemokraterne:

- Det er nødvendigt at sende et meget kraftigt signal om, at det er meget alvorligt, når man deler krænkede billeder af hinanden på nettet.

Socialdemokraterne mener, at den nuværende lovgivning er forældet.

- Den nuværende lovgivning er lavet i en tid, hvor man skulle ned til fotohandleren for at fremkalde billederne og så skulle man rundt på lygtepæle i gaderne og sætte dem op, hvis de skulle deles med fremmede. Virkeligheden har ændret sig, det er blevet nemmere at dele billeder og straffen bør være højere, siger Trine Bramsen.

Ifølge retsordføreren vil højere straffe føre til færre tilfælde af hævnporno.

- I det omfang straffene bliver højere, så vil de også blive prioriteret højere hos politiet, lyder det fra Trine Bramsen.

Flere redskaber til politiet

Station 2 har været i kontakt med flere unge piger, der ikke føler, at deres sager bliver taget alvorligt hos politiet. En af dem er 19-årige Elise Harritz fra Brønderslev i Nordjylland. Hun politianmeldte, at en person under dæknavnet ’Sector1’ havde hacket hendes Apple ID, hvorefter han spredte intime, private nøgenbilleder af hende på en hjemmeside.

Over en måned efter har politiet stadig ikke gjort noget ved hendes sag.

- Det er ikke sket voldsomt meget i den enkelte sag, da vi har haft andre presserende opgaver, lyder det fra politikommissær Kristian Nørgaard Thomsen, Lokalpolitiet i Frederikshavn.

Socialdemokraternes retsordfører vurderer, at politiet har behov for nye overvågningsredskaber.

-  Hævnporno-fænomenet og den stigende spredning af kompromitterende materiale på digitalt er et forholdsvis nyt område under politiet, der peger på at det samme grund til at Center for Cyber Crime er blevet oprettet.

Retsordføreren vurderer ikke, at nye overvågningsredskaber kræver flere penge tilført politiet.

- Koster det flere penge, så må de findes i politiforliget, siger Trine Bramsen.

Bakker op om Red Barnets forslag

Red Barnet foreslår, at børn og unge skal få direkte adgang til landets børnehuse, der i dag tager imod børn og unge, der har været udsat for seksuelle krænkelser og overgreb.

Ifølge Red Barnet skal hævnporno sidestilles med seksuelle krænkelser – og derfor skal børn og unge kunne henvende sig i børnehusene uden først at skulle igennem politiet og Socialstyrelsen, hvorefter de kan blive henvist til børnehusene. Denne henvisning kan tage op til fire måneder at få på plads.

- Det går ud over børnene og de unge. Børnehusene har de rette fysiske rammer, hvor fagpersoner kan komme til børnene og de unge, der undgår at skulle på politistationer og sygehuse. Det skaber tryghed for de personer, der har været udsat for en krænkelse.

Socialdemokraterne er positive overfor Red Barnets forslag om at hævnporno skal sidestilles med vold.

- Det lyder som en rigtig interessant model.

Red Barnet ønsker samtidig, at der sættes flere penge af til børnehusene, men det har socialdemokraternes retsordfører ikke nogen kommentar til.