Utilfredse boligejere: Løkke rammer de unge og enlige
Venstres ambition om at sætte rentefradraget ned vil koste boligejerne penge, og især ny købere vil blive ramt, mener formand for parcelhusejere.
Regeringens planer, der skal skaffe flere penge i statskassen i 2025, sætter endnu engang boligejerne under pres:
- Parcelhusejernes Landsforening kan ikke lide, at man overvejer at sætte rentefradraget ned igen-igen, lyder det fra Allan Malskær, der er formand for foreningen.
Formanden hentyder til, at værdien af fradraget i forvejen er sat ned løbende siden 2012.
Forslaget skal forhandles
- Vi går kraftigt ud fra, at det her er en forhandling. Det er et spørgsmål om, at det her skal forhandles af bordet. Det går jeg ud fra, at de andre partier i blå blok vil – eller Socialdemokraterne, siger Allan Malskær til TV 2.
Ifølge formanden kommer strategien også på tværs af regeringens planer om, at hjælpe den gennemsnitlige lønmodtager:
- Det kan ikke være meningen, at man (Lars Løkke Rasmussen, red.) det ene øjeblik nævner en kernefamilie, en LO-familie, der bor i eget hus, og derefter laver nogle regler, der gør det meget, meget svært for dem at bo i huse i hovedstadsområdet eller storbyer i Danmark.
De unge og enlige rammes
Ifølge formanden vil udspillet især ramme de dårligst stillede.
- Det vil gå udover specielt de enlige, altså en familie, der bliver skilt. Her vil det være meget svært for den ene at blive boende. Når det her er helt indfaset, vil de skulle betale relativt 16 procent mere i skat.
Parcelhusejernes Landsforening er også utilfreds med, at planen ikke tager hensyn til eventuelle rentestigninger. Hvis renten stiger vil en sænkning af rentefradraget nemlig betyde en endnu større udgift, og det vil især ramme førstegangskøbere, typisk de unge familier.
- Man skal indrette sig sådan, at folk har en mulighed for at vide, hvad de kommer til at betale i fremtiden, og nu bliver det meget dyrere med rentefradraget, lyder det fra Allan Malskær.