Lille lap papir var afgørende: USA hjalp Danmark med at beholde Grønland

Danmark kan i dag takke USA for, at Grønland er en del af Danmark. En lille lap papir i tillæg til salget af De Vestindiske Øer var afgørende.

Det er de færreste der ved, at USA var med til at sikre, at Danmark ikke mistede Grønland til nordmændene.

I forbindelse med salget af de Vestindiske øer til USA for 100 år siden, ønskede man fra dansk side i tillæg til de 25 millioner dollars, som Danmark fik for øerne, at USA skulle anerkende Danmarks suverænitet over hele Grønland.

I Rigsarkivet ligger salgsaftalen på et fornemt vandmærket papir, men i tillæg til aftalen ligger også et lille gult stykke papir, hvorpå den daværende amerikanske præsident har skrevet, at USA vil bakke Danmark op i alle fremtidige spørgsmål om Grønland.

- Lancing har æren at erklære, at den amerikanske regering ikke vil modsætte sig den danske regerings ønske om at udvide deres politiske og økonomiske interesser i hele Grønland, lyder den afgørende sætning i tillægsnotatet til aftalen, står der skrevet på engelsk.

Brevet er underskrevet i hånden af undenrigsminister Robert Lansing i New York den 4.august 1916.

- Selvom tillægsnotatet er 100 år gammelt, så gælder det i dag. Rent juridisk er hele Grønland dansk. Det var også derfor amerikanerne måtte spørge Danmark om lov til at anlægge Thule-basen, forklarer Erik Gøbel, der er seniorforsker i Rigsarkivet.

Norge og Grønland

Nordmændene havde siden 1. verdenskrig fangst- og fiskeriinteresser på Grønlands østkyst. Danskerne havde bebyggelser i Vestgrønland.

I forbindelse med salget af øerne til USA ønskede Danmark, oveni de 25 mio. dollars, at USA anerkendte Danmarks suverænitet over Grønland.

I løbet af 1920’erne begyndte nordmændene at bosætte sig endnu flere steder på Østkysten. Og i 1930’erne fik en ekspeditionsleder for det norske fangstfolk på Østkysten af den norske regering tildelt politimyndigheden over nordmænd i området. I sommeren 1930 besatte to norske fangstmænd på egen hånd en del af Grønland i kong Håkons navn og flere norske besættelser i Østgrønland fulgte.

Danskerne blev så provokerede af den nyhed, at regeringen protesterede.

Det betød at Danmark med støtte fra de grønlandske Landsråd indstævnede Norge for Den internationale Domstol i Haag.

De Vestindiske Øer 1916. Guvenoer Helweg-Larsen taler til Sankt Thomas militsen.
De Vestindiske Øer 1916. Guvenoer Helweg-Larsen taler til Sankt Thomas militsen. Foto: Scanpix

De Vestindiske Øer

  • De Vestindiske Øer, eller Dansk Vestindien, er betegnelsen for de tre øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix.
  • Danmark koloniserede øerne i næsten 250 år frem til 1917.
  • Øerne hedder i dag US Virgin Island.

Kilde: virgin-islands-history.org og danmarkshistorien.dk

Konflikten afgjort ved Domstolen i Haag

Konflikten skulle afgøres ved den internationale domstol i Haag - og her bakkede USA op om Danmark. Danmark fik retten, den såkaldte højhedsret, over hele Grønland.

-Tillægget har gjort, at amerikanerne støttede Danmark-  for det har de forpligtet sig til den 4. august 1916, siger Erik Gøbel og fortsætter:

- Det er derfor, at Grønland en del af Rigsfællesskabet i dag.

Unikke dokumenter digitaliseres

I Danmark markeres 100-året med digitaliseringen af en enorm mængde dokumenter, som ifølge Rigsarkivet giver en enestående indsigt i historien. Dokumenterne, som i 1997 blev optaget på Unesco’s liste over verdenskulturarv, bliver næste år tilgængelige for alle på en hjemmeside, som Rigsarkivet har oprettet til formålet.

Det har taget lidt over to år at scanne de 1,2 hyldekilometer dokumenter, som nu udgør cirka fem millioner billedfiler.

Tidslinje: Danmark som kolonimagt i Vestindien
1672
Danmark besætter Sankt Thomas
Man har oprettet Vestindisk Kompagni i København og besætter øen Sankt Thomas. Kompagniet skulle stå for sejlads, kolonisation og handel på St. Thomas.
1718
Besætter Sankt Jan
Efter små 50 år i Vestindien besætter Danmark også øen Sankt Jan.
1733
Køber Sankt Croix
Danmark køber den lidt større og næsten ubeboede ø Sankt Croix af Frankrig. Det er den tredje og sidste af De Vestindiske Øer.
1916
4. august
Enig om salgsaftale
Danmark og USA indgår en salgsaftale. USA køber de Vestindiske Øer for 25 millioner dollars i guld.
14. december
Folkeafstemning
Salget af øerne kommer til Folkeafstemning i Danmark. Det bliver et klart ja. Befolkningen på øerne bliver ikke spurgt. 
1917
31. marts
Øerne sælges
Salget træder i kraft og De Vestindiske Øer kommer under amerikansk fane.