Roskilde Festival skudt i gang: Her stormer festivalgæsterne pladsen
Lørdag åbnede Roskilde Festival op for campingområdet. TV 2 var med, da tusindvis af festivalgæster stormede pladsen.
Bevæbnet med dåseøl, solbriller og forhåbentlig godt fodtøj lå masser af forventningsfulde festivalgæster lørdag klar til at indtage de bedste pladser på Roskilde Festival.
Her blev hegnet som planlagt væltet præcis klokken 16.00, og traditionen tro stormede tusinde mennesker pladsen i kampen for de bedste teltpladser.
Ifølge Roskilde Festival var der lørdag eftermiddag i alt 35.000 gæster fordelt ud på tre forskellige indgange: 10.000 ved østindgangen, 9000 ved sydindgangen og 16.000 ved vestindgangen.
Sådan ser pladsen ud
Efter fredagens våde prognoser opfordrede Roskilde Festival fredag sine gæster til at blive hjemme til lørdag. Trods regn er hele campingområdet dog klar til gæsterne, forsikrer Henrik Bondo Nielsen fra Roskilde Festivals ledelse.
- Publikum kommer ind på en dejlig grøn plads, som er forholdsvis uberørt. Selvfølgelig er der spor, hvor vi har kørt, men jeg synes, vi har passet godt på, siger Henrik Bondo Nielsen til TV 2.
Ifølge festivallederen har det ikke været nødvendigt at lukke nogle områder, selvom festivalpladsen natten til fredag fik omkring 20 millimeter regn.
Dog kan jorden være blødere visse steder - og man kan derfor med fordel tænke over sit fodtøj, lyder rådet fra Henrik Bondo Nielsen.
- Når man tager på fesitval, har man brug for fornuftigt fodtøj i form af sko eller gummistøvler, og det er også en god ide her, siger han.
Ankom allerede tirsdag
Det er 46. gang, der afholdes Roskilde Festival. Og ligesom tidligere år begyndte flere gæster allerede tidligere på ugen at strømme til, så der allerede tirsdag lå flere af særligt den unge generation i kø for at få de bedste teltpladser.
I videoklippet herunder fortæller festivalgæst Niklas Wølhk, hvilken taktik han bruger for at få den bedste teltplads.
Mange er således blevet ramt af de skybrud, der hærgede landet torsdag aften.
Regnvejret er dog ikke noget, der kan sammenlignes med mudderbadet tilbage i 2007, hvor festivalen fik 44,6 mm regn på én dag.
Derfor ser festivallederen også frem til at byde de over 100.000 deltagere velkommen lørdag.
- Vi glæder os til klokken 16.00, så vi kan give dem mere plads, end de har nu, slutter Henrik Bondo Nielsen.